Holger K. Nielsens nye bog er en magtguide til, hvordan SF ikke skal gøre igen

Nederlagene står i kø. I løbet af den korte tid, hvor SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen var minister i Helle Thorning-Schmidts turbulente regering, nåede han både at være med til at godkende det fatale lærerindgreb og det delvise salg af Dong Energy.

Han nåede også at stå i spidsen for et skattevæsen, som blev ramt af både EFI- og udbytteskandalen. Og selv om han kun nåede at være udenrigsminister i 55 dage, landede også rapporten om GGGI-skandalen på hans bord. Glimtet som magthaver var alt anden end glorværdigt.

Men Holger K. Nielsen er en ukuelig optimist. I sit nye erindringsværk »Det var det værd« forsøger han stædigt at fastholde en opbyggelig fortælling om folkesocialisternes pragmatiske idealisme. Skønt SF først for alvor formåede at vinde frem, da han trådte tilbage som partiformand, og den næsten jævnaldrende Villy Søvndal tog over i 2005, vil han gerne have en del af æren for, at folkesocialisterne i dag har forvandlet sig fra et protestparti til et magtparti.

Opstigningen fra at have været en platform for græsrødder og ungdommelige bevægelser til nu at fremstå som en resultatsøgende kraft inde på Christiansborg har været barsk, bøvlet og brutal, men som titlen siger: Det var det hele værd. For alt i verden vil Holger K. Nielsen ikke affinde sig med at stå tilbage som én af de »nederlagets mænd«, som SF’s stifter Aksel Larsen talte om. I et berømt citat lyder det således:

»Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til nederlagets mænd. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål«.

Svigefuldt og ensomt

Efter at have trukket sig tilbage fra politik er Holger K. Nielsen ikke begyndt at dyrke kål, men har i stedet valgt at bruge tiden på at skrive en bog, som udstiller, hvor enorm stor menneskelig tålmodighed og psykologisk robusthed, det reelt kræver at få gennemført politiske forandringer. Men også hvor »svigefuldt og ensomt« moderne realpolitik er. Han beskriver selv en ydmygende scene, da han i 2012 som nyudnævnt minister ankommer til Skatteministeriet direkte fra præsentationen på Amalienborg:

»Der havde tilsyneladende været lidt miskommunikation, for der var ingen til at tage imod mig, da bilen satte mig af. Jeg tog trapperne og spurgte på førstesalen, hvor ministeren sad. Det var på andensalen, viste det sig, så jeg gik en tak længere op, hvor der opstod en vis overraskelse, da jeg dukkede op og præsenterede mig,« fortæller Holger K. Nielsen og erkender samtidig, at han heller ikke vidste meget om skattepolitik, da han pludselig fik det øverste ansvar.

Ikke flyttet et komma

Efter årtiers møjsommeligt parlamentarisk arbejde tumlede Holger K. Nielsen først hovedkuls ind i magtens korridorer, da Villy Søvndal trådte tilbage på grund af sygdom, og den komplet uerfarne Annette Vilhelmsen dernæst vandt formandsopgøret mod den senere socialdemokratiske socialminister Astrid Krag. På besynderlig vis blev det backbencheren Annette Vilhelmsen, som trak Holger K. Nielsen frem i forreste geled og gav ham mulighed for at udleve Aksel Larsens gamle drøm.

Han bestod første test: Holger K. Nielsen blev ikke »skrækslagen«, snarere undervældet af arbejdsgangene i regeringstoppen. Han har bestemt ikke mange positive ord at sige om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Som Annette Vilhelmsens håndgangne mand fik Holger K. Nielsen sæde i det inderste magtkammer, regeringens koordinationsudvalg:

»Thorning var en ualmindelig dårlig mødeleder. Hun var helt afhængig af embedsmændenes talepunkter og manglede den improvisationsevne og politiske musikalitet, som er nødvendig, hvis et samarbejde skal blomstre. Hvor K-udvalget burde være et forum for regeringens strategiske tænkning, blev tiden brugt på kommaretning samt småligt ævl og kævl, uden at vi kom ud af stedet,« skriver Holger K. Nielsen i ét af mange udfald mod både statsministeren og De Radikales leder Margrethe Vestager.

SF formåede ikke at flytte et komma

I gennemgangen af de mange møgsager, som han mere og mere fortvivlet måtte håndtere som først skatteminister og siden som udenrigsminister, skinner det imidlertid ubønhørligt gennem, at beskrivelsen også kan bruges som et spejl på Holger K. Nielsen selv.

Den barske sandhed er, at SF ikke formåede at flytte så meget som et komma i SRSF-regeringens politik, og at han også selv virker til at have manglet »den improvisationsevne og politiske musikalitet«, som er nødvendig for at kunne gennemtrumfe sin politik som minister. Han føjede sig.

På selvudleverende vis beskriver Holger K. Nielsen, hvordan han ikke engang formåede at gøre indsigelser, da han blev præsenteret for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs’ købstilbud på dele af Dong Energy og heller ikke evnede at påvirke beslutningsprocessen, da SRSF-regeringen i 2013 valgte at gribe brutalt ind i lærerkonflikten med et lovindgreb. Ærligheden taler til Holger K. Nielsens ære, for det er bestemt ikke et helteskrift, han har skrevet.

Den shitstorm, der ramte SF på grund af netop det delvise DONG-salg og lovindgrebet mod lærerne, og som i januar førte til, at folkesocialisterne måtte forlade regeringen med halen mellem benene, viste, at Holger K. Nielsen tog grueligt fejl – og savnede modet til at holde »fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed«. Selv om han ikke gik i panik, dumpede han således Aksel Larsens anden test.

Knækket under åget

Holger K. Nielsen forsvarer sig selv med, at hverken han eller Annette Vilhelmsen havde haft nogen som helst indflydelse under forhandlingerne om det famøse regeringsgrundlag i Det Sorte Tårn på Amager, og alle de store og kontroversielle beslutninger fremstod som et fait accompli, da han ensomt traskede op ad trappen i Skatteministeriet.

Bogen er skrevet som et genmæle mod den taberfortælling, som både socialdemokrater og radikale har fortalt om, at SF’erne var en flok naive amatører, som kom fuldstændigt til kort i ministerkontorerne. Og selv om Holger K. Nielsen gør sig store anstrengelser for at vride historiefortællingen i en mildere og mere stolt retning, taler episoderne for sig selv. Han ender da også med at konkludere, at SF’erne var for uerfarne til at sidde i regering og derfor også burde være trådt ud af rædselskabinettet langt tidligere.

I genren af gode råd fra ældre statsmænd til yngre generationer skriver »Det var det værd« sig ind i undergenren af bøger om, hvordan man ikke bør gøre, når man sættes »under åget« – som Socialdemokratiets tidligere udenrigsminister Per Hækkerup engang udtalte om SF’s uundgåelige skæbne ved at træde ind i en regering. Men Holger K. Nielsen slutter ikke desto mindre med en stærk morale om, at bearbejdningen af traumerne fra SF’s ulykkelige periode som regeringsparti er forudsætningen for, at partiet en skønne dag kan slå tilbage.

Ved at blotte sine egne fejltagelser har Holger K. Nielsen gjort det nemmere for den næste generation af folkesocialister, der heller ikke vil nøjes med at dyrke kål. I en skønsom blanding af skuffet forbitrelse og krampagtig optimisme fremstår »Det var det værd« som en anbefalelsesværdig advarsel til alle, som fortsat måtte svæve rundt i en forestilling om, at magtvilje og idealisme let lader sig forene.

Holger K. Nielsen: Det var det værd – politisk tilbageblik. 365 sider. 299,95 kroner. Udkommer den 24. september på Momenta