Leder

Under indflydelse

Indland
21. juli 2007

SPORTEN SKAL VÆRE ren og opbyggelig. Det ved journalisterne, tilskuerne og fjernseere jo godt, at den ikke er. Men alle lader, som om det kommer som et chok, når en uskyldig træder frem og afslører sig som synder. De skal bekende, og omverden spiller overrasket, chokeret. Eller lader som om. De to tyske tv-kanaler ARD og ZDF har nu reageret på årets første afsløring af doping-synderen Zinkewitz med at indstille deres dækning af årets Tour de France.

Nu har Danmarks Cykle Union sat en ny standard for den rene sport: Den danske Tour de Francestjerne Michael Rasmussen er blevet meddelt, at han ikke må deltage på det danske cykelhold ved VM på landevej i 2007 og OL i Beijing i 2008, fordi han ikke rettidigt har oplyst, hvor han på et givent tidspunkt befandt sig. Den forsinkelse skulle angiveligt være så mistænkelig, at Danmarks Cykle Union ikke kan tage ansvaret for Rasmussen. Som direktøren for unionen, Jesper Worre, udtalte:

"Vi får informationer fra både UCI og Anti Doping Danmark, og vi ved, at han har fået flere advarsler. Det er egentlig fortrolige informationer, men vi vil ikke lyve i den her situation, for folk skal vide, at Danmarks Cykle Union kæmper for en ren sport."

Den gode union lyver ikke, den kan ikke fremlægge sin dokumentation, men hævder, at den findes, og så kan Michael Rasmussen sige, hvad han vil: Han er mistænkelig. Det er unionen til gengæld ikke: Den behøver åbenbart ikke føre en retfærdig proces eller begrunde sine handlinger offentligt. Kampen for den rene sport må føres med urene midler.

DET SJOVE ER, at præstationsfremmende midler synes stadigt mere udbredt og anerkendte udenfor sporten: Det gælder lige fra akupunktur mod stress, fitnesstræning mod fedme, særlige cremer mod rynker, hormonkure mod barnløshed og hårtab til brug af piller mod søvnløshed, impotens, menstruationssmerter, hovedpine og som forebyggelse mod eventuelle sygdomme. Der gives både piller mod infertilitet og piller som prævention. Der er en hel industri af slankepiller. Koffein bruges til at vågne om morgenen eller holde sig oppe om aftenen, urtete kan bruges til at falde til ro bagefter. Panodiler kan sikre, at småsyge børn kan sendes i institution, så forældrene kan komme på arbejde. Yoga, pilates og meditation kan bruges til at finde ro eller koncentration til at leve et bedre liv. Coaching kan lære den enkelte at udnytte sine 'ressourcer bedre', og terapeutiske teknikker bruges som medarbejderpleje til at sikre medarbejdernes motivation. Strabadserende trekkingture arrangeres for at få medarbejdere forenet som et 'team'. Pointen er ikke, at den onde kapitalisme som den store styrmand i fortællingen har narret os til at dope os selv, så vi hele tiden kan producere mere og præstere bedre. De forskellige teknologier bruges nemlig også til at 'koble af', 'fokusere på andet end arbejdslivet' og finde 'balance' med familie eller venner. De kan bruges til at fremme præstationen som arbejdskraft, men også til at blive en harmonisk far eller en mere balanceret privatperson, som kan sige fra over for arbejdsgiverne. Nogle bruger viagra mod impotens, andre, fortrinsvis unge mennesker, fortæller, hvordan de kombinerer alkohol med viagra, så beruselse kan kombineres med seksuelle præstationer.

Pointen er snarere, at alle disse strategier til at optimere og forebygge viser, at vi til daglig tænker på os selv som noget, vi kan præge og påvirke. Vi opererer ikke med 'den rene krop' som modsætning til den 'påvirkede krop', vi tænker ikke på os selv som enten 'naturlige' eller 'dopede'. 'Det sande selv' opfattes ikke som en naturtilstand, men som et ideal man arbejder hen i mod.

Den britiske sociolog Nikolas Rose beskriver i sin seneste bog, hvordan meget medicin ikke længere tages for at gøre en syg person rask, men derimod for at man skal 'få det bedre' eller blive 'bedre til at klare sig'. Medicinen bruges ikke længere kun i modstillingen 'syg-rask' som helbredelse, men for at beskytte, forebygge eller optimere. Rose bemærker eksempelvis, hvordan forældre til diagnosticerede dampbørn ikke ser medicinen som en fremmed magt, der manipulerer det naturlige barn, men derimod som en frigørende behandling, der gør det muligt for barnet at udvikle dets sande jeg.

Den samme offentlighed, som med få markante undtagelser fordømmer doping og hylder den rene sport, kalder tankeløst anti-depressivt psykofarmaka for 'lykkepiller', som om det var piller, man tog for at have det sjovt og ikke medicin mod svære psykiske lidelser. Mens doping konsekvent udlægges som et moralsk forfald, overtages medicinalindustriens romantisering af egne produkter tilsyneladende bevidstløst - eller fordømmes ligeså automatisk som om hele befolkningen pludselig var blevet sygeliggjort. Man kunne ønske sig den samme kritiske opmærksomhed omkring teknologierne til at forandre og forbedre selvet som omkring doping. Det er ikke en udvikling, som man fornuftigt kan være ortodokst for eller imod. Det er heller ikke en udvikling, man kan ignorere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her