"A sejer hejsen Walbekomme." - Venstre-politikeren Knud Kristensen i 1947
BEMÆRKNINGEN OVENFOR faldt den 13. november 1947, da Venstre-manden Knud Kristensen hørte, at Gustav Rasmussen, der havde været udenrigsminister i hans egen regering fra 1945-47, ufortrødent fortsatte som udenrigsminister i Hans Hedtofts socialdemokratiske regering.
Til Gustav Rasmussens forsvar skal siges, at han var hentet ind i Venstre-regeringen fra en position som karrierediplomat, fordi ingen andre efter de betændte krigsår var "rene" nok til posten som udenrigsminister. Han tænkte derfor først og fremmest som diplomat og havde embedsmandens lethed med at tilpasse sig nye magthavere.
Mange ord kan knyttes til Karen Jespersen, men karrierediplomat er ikke et af dem. Hun er en holdningsstærk politiker,og har som sådan gjort sig gældende i dansk politik i snart 20 år. Ikke mindst på det sociale område, hvor hun under hele Nyrup-regeringen opbyggede en enorm popularitet som socialt indigneret minister med et meget stort blik for de svageste i samfundet.
Men hendes lange rejse gennem dansk politik fra den yderste venstrefløj i Venstresocialisterne over SF og Socialdemokraterne til nu en foreløbig kulmination i Danmarks Liberale Parti, Venstre, vil nok give mange lyst til, med Knud Kristensen ord, at sige velbekomme.
I EN TID, hvor nogle er stærkt optaget af, hvad andre foretog sig og sagde under Den Kolde Krig og bruger det til at stemple dem i nutiden, er det da også en bemærkelsesværdig bevægelse, Karen Jespersen og hendes skyggeminister, ægtemanden Ralf Pittelkow, har foretaget sig.
Intet er lettere end at dvæle ved det moralsk anløbne ved det overløberi, der har ført fra revolutionens stormtropper, hvor der fra de omvendte ølkasser blev prædiket voldelig revolution og nationalisering af alt fra banker til børn, til den åbenbart totale omfavnelse af borgerlig-liberal noget-for-noget-politik og delvis privatiseret velfærd.
Det er indlysende, og mange vil sikkert gøre det, at se det som begge siders rendyrkede og kyniske opportusime, der nu skal genetablere Karen Jespersen i dansk politik og konsolidere Anders Fogh Rasmussens ambitioner om at få slået Venstres rolle som det store midtersøgende velfærdsparti fast. Til det formål er Karen Jespersen perfekt. Spørgsmålet er så, om hun, der aldrig har lagt skjul på sin uenighed med Socialdemokraterne på især udlændingeområdet, så kan sluge hele Venstres politik og partidisciplin.
Men på mange måder var hendes og Ralf Pittelkows partiskift i slutningen af 1980'erne fra VS til SF og S en større begivenhed. Det aktuelle skift forekommer vel nærmest ventet og forudsigeligt, når man tager både Karen Jespersens og Venstres bevægelser i landskabet de senere år i betragtning, selv om mange også vil mene, at det skader hendes integritet og troværdighed.
Spørgsmålet er imidlertid, om det sker her. Karen Jespersen er mildest talt populær, og for hende selv giver det hele mening. Det er hende, der har stået stille, og tiden, der har bevæget sig. Hun tror og kæmper stadig for de samme ting - sammenhængskraft, frihed, kvinders ligestilling, ytringsfrihed, velfærd, lighed og solidaritet.
De fortrinligheder ser hun nu bedre repræsenteret i Venstre end hos Socialdemokraterne, selv om sidstnævnte gennem de senere år i virkeligheden har tilnærmet sig hendes politiske holdninger på en lang række punkter.
MEN SKAL MAN et øjeblik ae Karen Jespersen lidt med hårene, giver det mening. Hun har ikke fortaget et pludseligt skift, men gjort sin egen erkendelsesproces til et offentligt anliggende gennem bøger, foredrag, interview og konfrontationer på Christiansborg.
Idealerne har angiveligt været intakte, og dem ser hun nu bedre repræsenteret i Venstre. Og netop det kan blive til stor gavn for Anders Fogh Rasmussen. For Karen Jespersens bestræbelser går ud på at forene en folkelig omfavnelse af danske værdier med en åbenhed mod EU og det danske konkurrenceelement i globaliseringen.
Anders Fogh Rasmussens problem har hele tiden været, hvordan de ting skulle forenes. Det får han et svar på med Karen Jespersen. Hun repræsenterer en direkte hotline fra Familie Journalens læsere til de forestillinger om den offentlige sektor, som regeringen gør sig, men har så svært ved at give substans og troværdighed.
Det er hende, der tillægges æren for begrebet sammenhængskraft, som siden er blevet et mantra for regeringen, så på den måde er skiftet også et billede på Foghs omlægning af Venstre.
Men sammenhængskraft er et fup-nummer, hvis det ikke omsættes i praktisk politik, der kan ses i socialpolitikken, skolepolitikken og retspolitikken.
Der er grund til at frygte, at kombinationen af Karens Jespersens egentlige forestilling om, at sammenhængskraft er et spørgsmål om systemet før mennesket - i virkeligheden et elitært levn fra fortiden på den autoritære venstrefløj - og Foghs centralisme forklædt som liberalisme, udvikler sig til et skræmmende parløb: Kyniske opportunister i koncert.
