"Jeg har det svært med EU's Amsterdam-traktat, fordi jeg er føderalist." - Pia Olsen, formand for SFU
AMSTERDAM-TRAKTATEN er lige præcis så rodet en forestilling, som Holger K. Nielsen har frygtet. Der er nemlig hverken en overbevisende SF-grund til at sige nej tak eller nogen overbevisende SF-grund til at sige ja tak ved den folkeafstemning, der nu vil komme.
Værre endnu ligger det ikke klart, hvad partiet skal med et nej. Et ja kan gå. Det er godt nok i strid med SF-vælgernes holdning, men i overensstemmelse med den politiske analyse af Europa-politikken, partiet har gjort så meget ud af.
Men et nej. Hvad skal SF med et nej? Skal partiet skæve til Jens-Peter Bonde og kræve en genforhandling af Amsterdam-traktaten vel vidende, at de fjorten andre EU-lande så skal bøje sig for nye danske krav. Om hvad?
Flere top-SF'ere siger til Information, at kravet om en genforhandling af traktaten ikke er realistisk. Hvis de har ret, så må Holger K. Nielsen fortælle, hvad skal SF med et nej og begrunde, hvorfor det er i overensstemmelse med partiets politik. Han må gøre det vel vidende, at hans næstformand Christine Antorini gang på gang understreger, at der ikke er noget alternativ til EU.
Hvad skal SF så med et nej?
MEN ET JA er heller ikke det nemmeste. SF-vælgerne er konservative som få og holder fast i modstanden mod EU. Partiets analyser og argumenter har ind til nu ikke rykket mange SF-vælgere fra deres traditionelle nej til et nyt ja til EU.
Der skal altså hentes gode argumenter for et ja i Amsterdam-traktaten.
Dem er Holger K. Nielsen ikke klar med.
For det første er der det med forbeholdene. Selv med traktatteksten i hånden og selv om flere ledende eksperter i statsret siger god for udformningen, så er Holger K. Nielsen og SF'erne i tvivl. De diskuterer, om ikke partiet skulle bede en uvildig ekspert om at analyse den tre sider lange protokol til Amsterdam-traktaten, der burde sikre forbeholdene og dermed Danmark en stilling uden for EU-samarbejdet på det retlige og det forsvarspolitiske område.
Holder forbeholdene ikke, så siger Holger K. Nielsen og SF nej.
Men lige nu ved partiformanden ikke, om han tør tro på Amsterdam-traktatens protokol om forbeholdene.
Holger K. Nielsen ved heller ikke, om Amsterdam-traktaten indfrier et andet krav fra SF. En forbedring af miljøgarantien.
For der er problemer. Nogle vil sige store problemer med den tekst, Poul Nyrup Rasmussen under store anstrengelser handlede hjem under topmødet i Amsterdam.
Spørgsmålet er om Holger K. Nielsen vælger at fokusere på de forbedringer, den nye tekst også indeholder. Eller om problemerne vokser under nærlæsningen.
DEN TREDJE mærkesag for SF er EU's udvidelse med de østeuropæiske lande.
Her skuffer Amsterdam-traktaten måske også. Det lykkedes ikke for topcheferne at forberede EU-institutionerne på optagelsen af de i alt ti lande, der kan komme på tale. Det kildne spørgsmål er her, om alle lande skal have en EU-kommissær eller ej. Amsterdam-traktaten siger ja, så længe EU ikke omfatter mere end tyve lande. Hvis land nummer 21 skal med, så skal endnu en regeringskonference afgøre, om alle lande fortsat skal være repræsenteret i EU-Kommissionen.
Den regeringskonference står ikke på SF-formandens ønskeseddel.
Alt i alt er Amsterdam-traktaten derfor blevet noget rod. En entydig vurdering ligger ikke lige for.
Og det gør det besværligt at være Holger K. Nielsen.
Dertil kommer, at Holger K. Nielsen ikke gør det nemmere for sig selv.
Han udpeger ikke selv de problemer, han og folkesocialisterne tumler med.
Han siger ikke, hvorfor SF'erne har så svært ved at tage stilling.
Det kunne ellers tjene den danske debat om det europæiske samarbejde.
I partiets topledelse udspinder debatten sig mellem SFU-formanden Pia Olsen, der raser over, at Amsterdam-traktaten ikke styrker det europæiske demokrati. Hun er føderalist og er skuffet. Hendes vurdering af Amsterdam-traktaten ligger på linje med vurderingen i de fleste andre EU-lande, Amsterdam-traktaten rykker ikke rigtig ved de eksisterende magtforhold. Ny traktat efterlader magten hos EU-landenes regeringer, lyder vurderingen i European Voice, en euro-datter af det britiske ugemagasin The Economist.
SF's nationale demokrat Pernille Frahms vurdering er i strid modsætning til Pia Olsens og den europæiske hovedstrøm. Hun er meget dansk og ser særligt udviklingen på det retlige område som et problem. Pernille Frahm kan ikke se den store forskel på Amsterdam-traktaten og Maastricht-traktaten. "Det er nærmest det samme, men sat mere på skinner," siger Pernille Frahm, SF'ernes nej-kvinde nummer et til Ritzau.
I den diskussion mangler Holger K. Nielsens stemme. Jo længere tid, partiformanden holder sig tilbage, jo flere SF'ere vil selv vurdere, om de vil sige ja eller nej til traktaten. Den proces vil formentlig føre til et stort SF-nej til Amsterdam-traktaten.
Så længe Holger K. Nielsen ikke melder ud, styrker han den proces.
Det ønsker han måske også. Vi ved det bare ikke og må vente.
Vente på, at formanden vil begrunde sit nej og udfordre partivedtagelser og programmer. Eller sige ja og udfordre sin vælgere.
