Den irske trawler Atlantic Dawn, som fisker ud for Afrikas kyst, kan fange mere på en enkelt tur end Mauretaniens 20.000 fiskere evner at hive i land på et helt år. 7.000 tons bliver det til, før den vender stålsnuden hjemad mod Europa.
Ifølge EU sikrer den slags ture ikke blot fish til chipsne og arbejde til fiskerne på den grønne ø: Hyppige besøg af Atlantic Dawn og andre europæiske supertrawlere er angiveligt også nøglen til udvikling i de afrikanske kystnationer.
Som det hedder på EU-kommisionens hjemmeside blev en del af formålet med EU's opkøb af fiskerettigheder i Afrika efter reformen i 2002 at 'hjælpe udviklingslandene med at indføre en selvstændig fiskeripolitik, der kan give dem mulighed for at nå deres mål for økonomisk udvikling.'
Det er det, som hedder en win-win-situation, fortalte den tidligere danske fiskeriminister Henrik Dam Kristensen i gårsdagens Information. De europæiske opkøb er nemlig bare et skridt på vejen mod det endelige mål: At ruste afrikanerne til selv at plukke havets frugter. "Europa køber sig adgang til de afrikanske farvande for så til gengæld at lægge penge, der kan udvikle det lokale fiskeri."
At udviklingsbistand ofte giver med den ene hånd og tager med den anden, er næppe nogen nyhed. Men kommisionens udlægning og den danske eks-ministers optimisme må alligevel høre til blandt de mere kreative koblinger mellem egne handelshensyn og global altruisme. Europas fiskere fanger årligt 40 procent af den samlede fangst uden for EU's farvande. At de skulle opgive den forretning, eller at regeringerne i de afrikanske lande skulle smide dem og deres euro på porten, så snart en afrikansk egenindustri er på plads, er usandsynligt.
Og når der går for mange fine ord i handelspolitikken, kan det ofte være en god idé at titte til historien. Når det kommer til EU's opkøb af fiskekvoter i Afrika, er det en af dem, der lugter mere af protektionisme og erhvervslobbyisme end Band-Aid. I midten af 1980'erne blev lande som Spanien og Portugal medlem af EF. Men da var alle fiskekvoterne allerede uddelt, og der måtte findes kompensationer. Den europæiske fiskeflåde forblev intakt, men så forsvandt torsken sammen med ca. 70 procent af verdens arter, der i dag betegnes som overfiskede. Der måtte findes nye damme. De lå i Afrika.
Europas opkøb i Afrika har sine rødder i overkapacitet og manglende vilje til at lade synke, hvad ikke selv kan holde sig oven vande. Men det ændrer ikke på, at vi står overfor et reelt dilemma. En stor del af de fattigste østafrikanske lande kan ikke selv udnytte de ressourcer, som deres kyststrækninger byder på. I lande som Mozambique og Senegal falder pengene på et tørt sted. At der her ikke er det store overskud til at hænge sig i netstørrelser og internationale regulativer, er forståeligt. Adgang til havet er en slagvare. Det er vanskeligt at bebrejdede dem, at de profiterer på den.
Og Henrik Dam Kristensen har uden tvivl ret, når han forudser, at en række store multinationale fødevareproducenter nu ville sidde tungt på den østafrikanske kyst, hvis EU havde fået fine fornemmelser og takket nej. Men at opstille billedet af onde Unilever vs. unionen af blødende europæiske hjerter er for nemt. Eksperterne melder enstemmigt, at de gode hensigter ikke afspejles i praksis. Kontrollen med fiskebestanden kan ligge på et meget lille sted, og garantien for at de øremærkede penge faktisk også bliver brugt til kapacitetsopbygning, er reelt ikke-eksisterede.
Skal det ændres, kræver det politisk vilje. Unilever har i det mindste aktionærer, der vil sikre deres investeringer, og forbrugere, som efterhånden har opdaget, at der er forbløffende kort fra køledisken til bestyrelseslokalet, hvis produktet gør ondt i etikken. EU har politikere, der vil beskytte deres urentable fiskerindustrier, og en befolkning, der oplever at der er meget, meget langt til Bruxelles.
EU vil lære afrikanerne af fiske. I et land som Senegal udgør fisk omkring 70 procent af befolkningens proteinforbrug. Noget tyder altså på, at de har fundet en måde at hale fisk i land. At gå ud fra, at det europæiske fiskeri har fat i den lange line, er ikke bare arrogant. Når man ser bestanden i vores egne have og det antal liter diesel, det koster at fange, hvad der måtte være tilbage, er det også ubæredygtigt.
EU bør optrappe kontrollen med dens flådes fiskeri i Afrika. Og hvis ønsket er at stå som et bæredygtigt forbillede i Afrika, må der sættes en resolut stopper for rovfiskeriet i regionen. Men uanset om kontrol vil garantere, at de afrikanske fisk kan svømme fremtiden trygt i møde, og uanset om de afrikanske fiskere kan fange et par tip fra Atlantic Dawn i forbifarten, ændrer det ikke ved, at det her er en skæv handel: Værditilvæksten tilfalder Europa. Skal det ændres, må EU støtte opbygningen af en afrikansk forarbejdningsindustri og åbne de europæiske spiseborde for fisk fra Afrika.
Det skulle jo være så sundt. Og så lugter det lidt af udvikling.
