Leder

Den stille revolution

26. oktober 2007

Skal styringen af den offentlige sektor bero på kontrol og stopure eller på tillid til de ansattes faglighed? skrev Information på forsiden i går. Det er efter redaktionens mening et af fem væsentlige spørgsmål, som der bør fokuseres på i valgkampen. Det er ikke ensbetydende med, at det vil blive sådan, når først den personfikserede kamp om vælgernes gunst med overbud på alle hylder er gået i gang.

Men som det også fremgik af avisen i går, er netop den offentlige sektor i alle dens afskygninger for alvor en af de kampzoner, hvor det kan mærkes, at der de senere år og især de sidste seks år er blevet ført et værdibaseret opgør, som vil have vidtrækkende konsekvenser for det danske samfund, hvis den uhindret fortsætter.

En stor del af de forandringer, som i disse år, direkte og indirekte, rammer og påvirker den offentlige sektor og administrationen af det fælles gods og den fælles velfærd, skyldes ikke ene og alene VK-regeringens. Noget er en direkte konsekvens af de krav, som en øget tilpasning til globaliseringen og den almindelige komplekse udvikling stiller. Andet, som for eksempel kommunalreformen og den nye regionale struktur i Danmark, er en videreførelse af tanker, som allerede den foregående regering havde hede drømme om at føre ud i livet.

Rationaliseringer af den offentlige sektor, stordrift, sammenlægningsfordele og fintunede styringsredskaber kan være nok så godt og har uden tvivl også været nødvendige.

Men der er alligevel stor grund til at fremhæve udviklingen i disse år af den offentlige sektor som et væsentligt tema i valgkampen og understrege, at det har stor betydning for fremtidens Danmark.
For når det ikke er ubetydeligt, hvem der bestemmer og svinger taktstokken i udviklingen af den offentlige sektor, beror det først og fremmest på de manøvrer, som foregår i spillet mellem stat og kommuner, stat og offentlig sektor. Eller med andre ord den udmøntning af VK-regeringens kontrakt med borgerne, som langsomt, men sikkert er i færd med at omkalfatre ikke bare synet på den offentlige sektor, men også selve forholdet mellem borgere og velfærdsstaten. Og rent faktisk er det her – i disse spændingsfelter – at der ligger noget ideologisk sprængstof, som en vågen opposition bør udnytte, fordi det i sidste ende handler om andet end den mest rentable og serviceorienterede måde at drive en forretning på. Det handler grundlæggende også om værdier og menneskesyn og dermed om, hvilken type samfund det er, vi ønsker.
Det handler naturligvis om individualiseringen af forholdet mellem borgere og det offentlige, og det kommer måske mest tydeligt til udtryk i de to af de væsentligste sektorer – uddannelse og sundhed. I uddannelsessektoren ses det helt fra folkeskolen i indførelsen af individuelle studieplaner, læseplaner, handlingsplaner, øget centralistisk kontrol og styring af at stillede mål nås og opfylder de krav, som frygten for at blive hægtet af den globale konkurrence stiller landet overfor. I den proces er synet på skolen skiftet fra et sted, der også skulle gøre børn til ansvarlige borgere, til i højere grad at være et sted, hvor det drejer sig om personlige kompetencer og livslang læring.

Tankegangen føres videre i den øvrige uddannelsesverden, der så er kommet under yderligere pres af sikkert ganske fornuftige krav om internationalisering, men også af en stærkt opskruet politisk kontrol af forskningsmidler, studier og institutioner. Og inden længe sikkert også brugerbetaling og private universiteter.

Denne præstationskultur er med til at understøtte konkurrencesamfundets øgede fokus på individuelle kompetencer og ikke mindst rettigheder.
Selve valget er udskrevet på regeringens kvalitetsreform, og oppositionen har sine egne reformplaner på vej. Derfor vil valgkmpen, som det også blev fremhævet i avisen i går, komme til at handle om letfordøjelige budskaber som højere skat eller mere velfærd, rettigheder, kontrol, ventelister, kræftgarantier og privathospitaler.
Men imens kører toget. Og især i det bundløse kar, sundhedssektoren har udviklet sig til, er dette tydeligt. Det private område skal yde det offentlige sundhedsvæsen den konkurrence, som kan intensivere og effektivisere sidstnævnte, men alt sammen for offentlige midler med store konsekvenser for service og garantier i den offentlige sektor til følge.

Samtidig er den allestedsnærværende evalueringskultur og ikke mindst borgernes syn på den offentlige sektor som en butik, hvor man med stigende rettighedsfølelse stiller øgede krav om service til tiden, med til at drive livet ud af de offentligt ansatte.

En stor del af denne udvikling er strukturel og har ikke nødvendigvis rod i VK-regeringen. Den store forskel ligger snarere på det mentale plan, hvor regeringen forklædt som velfærdsstatens vogter med sin kontrakt- og statsliggørelse i forholdet til de offentlige institutioner og ikke mindst forholdet til det enkelte individ, dets rettigheder og muligheder er ved at gennemføre en stille revolution. Gradvis liberalisme af bagvejen, kunne det kaldes. Det kan man selvfølgelig trække på skuldrene af, hvis man har sit på tørre og styr på den private sundhedsforsikring. Men det peger på et helt nyt samfund med øget ulighed og et svækket syn på fællesskab og fælles ansvar. Det udspilles tydeligt i den offentlige sektor. Og derfor er den offentlige sektor vigtig i valgkampen.
weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Trolle Mikkelsen

Man skal læse lederen mange gange, hvis man skal gøre sig noget håb om at forså., hvad der egentlig står i den. Den første sætning efterlader det indtryk, at det muligvis handler om, hvorvidt administrationen af den offentlige sektor skal baserede på normale ledelsesmæssige principper (om rapportering af nåede mål og forbrugte ressourcer og den slags ting) eller på en mystisk størrelse kaldet ”… de ansattes faglighed”. Hvad denne størrelse egentlig indeholder og hvordan ”fagligheden” (f. eks. en uddannelse som folkeskolelærer) kan erstatte eller overflødiggøre en styring af ressourcerne i folkeskolen er mildest talt uklart.

Vi får et par slørede spor, når lederskribenten antyder, at ”rentabel og serviceorienteret” er modsætning til ”værdier og menneskesyn”. Det er ikke nogen indlysende påstand, men mere får vi ikke. Senere modstilles uddannelse til ”ansvarlige samfundsborgere” og ”personlige kompetencer og livslang indlæring”. Er dét modsætninger? Logikken er alt andet end indlysende.

Lederen handler også om, hvad der hører sammen., og her er lederskribentens påstande ligeså overraskende. F. eks. synes han at mene, at individualisering med naturlovsagtig tvang må føre til et præstationsorienteret konkurrencesamfund. Hvorfor dog det? Samme sang synges der, når det beklages, at sundhedssektoren bruger private underleverandører, bl. a. for at kunne skræddersy behandlingen til den enkelte klient – er det dårligt, at behandlingen tilpasses individuelle behov?

Helt ærligt: Med sådan noget forældet tankegods vinder sosserne ikke nogen valg. Hvis de igen vil erobre regeringstaburetterne så skal de se virkeligheden i øjnene: Dét der med det standardiserede fællesskab var vejen frem, i sidste århundrede. Den strategi går ikke længere, for vi lever i et samfund, hvor de individuelle udtryksmuligheder i kraft af mere velstand, mindre familier og et mere fleksibelt jobmarked har nået et hidtil uset omfang. Og udviklingen vil gå videre i den retning.

I stedet for, som lederskribenten, at sætte lighedstegn mellem ”individualitet” og ”liberalisme”, så skal sosserne tage til sig, at hér er deres chance for ar udvikle velfærdssamfundet, sådan at det på fællesskabets basis giver borgerne større individuelle udviklingsmuligheder.

Med sådan et udgangspunkt kan sosserne gå imod Venstre – for når det kommer til stykket tror jeg ikke, at der er så mange af os, der drømmer søde drømme om det præstationsorienterede konkurrencesamfund.

Individualisering er ikke liberalisme, tag det nu til Jer!

"Man skal læse lederen mange gange, hvis man skal gøre sig noget håb om at forså., hvad der egentlig står i den."

Martin, du burde have lært nok om psykologi og den slags til at vide, at det er ansvarsforflygtigelse at skrive "Man", når man mener "Jeg."

Jeg havde ingen problemer med at forstå lederen.

Martin Trolle Mikkelsen

Det glæder mig, at Per Vadmand ikke bare var i stand til at forstå lederen ved første gennemlæsning, men også er i stand til at udtrykke sig på korrekt dansk.

Dog, Weis og Vadmand kunne vel udvide lidt socialdemokratisk solidaritet og skrive så tydeligt, at også læsere med ringere akademiske ressourcer end deres egne kunne følge med i debatten uden for megen anstrengelse.