Leder

Biljagten

24. juni 2008

FORLEDEN FIK fædrelandet en ny officiel hjemmeside, kriseinfo.dk, hvor bekymrede borgere kan tjekke dagens krise. Hjemmesiden er forsynet med en række trykknapper, så man med et museklik kan springe til den foretrukne type krise: 'Terror', 'Sygdomme og epidemier', 'Vejr og klima' og så videre. Desværre kan det konstateres, at hjemmesiden er behæftet med en fejl. Der mangler en knap kaldet 'Bilag og kalendere'. Denne forglemmelse er graverende, fordi flere ministre er kommet i gebommerlig ministerkrise, når nøje-regnende bladsmørere har botaniseret i papirbunkerne og fundet spor af privat brug af offentlige midler.

FØRST STOD Lars Løkke Rasmussen for skud, og nu er en biljagt indledt på Kommandør af Dannebrogs-ordenen, vicestats-, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Morgenavisen Jyllands-Posten har ondt af, at Bendtsen kører i tjenestebil gennem det halve kongerige, når han skal spille golf med partifællen Helge Adam Møller. Eller hente en topstang til sin traktor (en topstang har som bekendt en typisk slaglængde på 185 mm, og sådan en fætter spøger man ikke med). Eller klare smutturen fra hjemmet på Fyn til Kastrup Lufthavn for med familien at tage på ferie til Malaga.

Men hvordan kan lønslaver, som hver dag på slaget 16 smider, hvad de har i hænderne, og holder fyraften, gøre sig kloge på vicestatsministeriel virksomhed? Bendtsen lader til at arbejde 48 timer i døgnet. Pr. definition har han derfor intet privatliv, og staklen erkender da også på tv det dybt traumatiske forhold, at alle de halvprivate arrangementer, hvortil han befordrer sig i tjenestebil, nok ophører den dag, han mister sin ministerpost.

BENDTSEN HAR trods sin overfyldte kalender haft tid til at opfinde udtrykkene 'erhvervsgolf' og 'erhvervsjagt', hvilket betyder golf og jagt for erhvervsfolk og erhvervsministre, der godt kan lide at slå med kølle og skyde dyr, altså som led i tjenesten.

For at nå det hele har Bendt Bendtsen måttet omdanne tjenestebilen til et 'rullende kontor'. Desuden har han et stillestående kontor i Erhvervs- og Fiktionsministeriet, som pusler med den flittige ministers kalender. Står der i kalenderen middag med "Trine og John Wagner", er det ikke noget, pressen må se, før kontoret har pyntet det op til "erhvervsmiddag, De Samvirkende Købmænd, Trine og John Wagner". Bemærk her det nye fikse ord, 'erhvervsmiddag'. Men muligvis har al denne hittepåsomhed været overflødig, idet reglerne for tjenestekørsel med tilbagevirkende kraft netop er blevet ændret til det lempeligere.

Er biljagten på Bendtsen mest udtryk for smålighedsjournalistikkens amokløb, må man dog medgive, at han ikke gør det lettere for sig selv med pinlige omskrivninger. Ligesom han burde holde sig fra benægtelse, når han åbenlyst har kvajet sig, som da en hofdame fik hans tjenestebil stillet til rådighed som gratis taxa. Her ville en Lars Løkke Rasmussen have lagt ansigtet i alvorlige folder og være gået til ydmyg bekendelse - mens vicestatsministeren med et svedigt grin tåger løs om høflighed og kongehusets velsignelse.

Stilen, Bendtsen, stilen! Tryk på kriseknappen, den sidder nok i dit rullende kontor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu