Leder

Fingeren ud af navlen

14. juli 2008

IFØLGE EN gammel journalistisk læresætning er mands minde = otte dage. Så længe er vi i stand til at fastholde opmærksomheden, inden glemslen så småt tager over, og medierne hastigt sender os videre fra det ene brændpunkt til det næste. Tag Myanmar, også kaldet Burma, som eksempel.

I september sidste år var verdens øjne for en stund rettet mod Myanmar, da titusindvis af fredelige munke i mørkerøde gevandter gik forrest i en folkelig protest mod voldsomt stigende mad- og brændselspriser.

Protesten udviklede sig hurtigt til den største manifestation mod landets militærdiktatur siden en opstand i 1988, men også denne gang blev det folkelige oprør brutalt slået ned af et regime, der har holdt dette smukke og mishandlede østasiatiske land i et jerngreb siden 1962. Og som fortsat holder den demokratiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi i husarrest, efter at hendes parti, National League for Democracy, i 1990 vandt 80 procent af stemmerne ved et af militærdiktaturet annuleret parlamentsvalg.

SELV OM VERDEN i september sidste år talte med store bogstaver og iværksatte nye sanktioner, har munkenes modige frihedskamp ikke rokket afgørende ved militærdiktaturets fortsatte undertrykkelse af Mayanmars henved 50 millioner mennesker, hvoraf en tredjedel anslås at leve under fattigdomsgrænsen. Heller ikke cyklonen i maj, som menes at have dræbt omkring 130.000 mennesker og gjort flere millioner hjemløse, har tilsyneladende svækket generalernes magt. Tværtimod gennemførte regimet midt i den humanitære katastrofe en farce af en folkeafstemning om en ny forfatning.

Ifølge de statskontrollerede mediers falske propaganda skulle der have været en valgdeltagelse på 99 procent og 92 procent af vælgerne skulle have stemt ja, mens de internationale nødhjælpsorganisationer kæmpede for at nå frem til den nødstedte befolkning. For at føje spot til skade har militærjuntaen så denne sommer fremturet med nye trusler mod Aung San Suu Kyi. Ikke nok med at hun har fået sin husarrest forlænget. Ifølge de statskontrollerede avisers ledere fortjener hun og hendes støtter også prygl (!) for at stå i ledtog med oprørsgrupper og udenlandske regeringer.

SOM DET fremgår, har vi at gøre med et klassisk rendyrket diktatur og en befolkning, der - trods den massive humanitære bistand efter naturkatastrofen - med god grund kan føle sig politisk svigtet af det internationale samfund, især nu hvor mediernes fokus på Myanmar så småt er i aftagende og tvangsarbejdet, fængslingerne og korruptionen derfor kan fortsætte i relativ ubemærkethed. Egentlig har den nu 63-årige Aung San Suu Kyi profilen og historien til at blive Myanmars Nelson Mandela, men som det i sin tid var tilfældet med Sydafrikas apartheidstyre, kræver det en stålsat og koordineret politisk indsats fra verdenssamfundets side, hvis Myanmars diktatorer skal bringes til fald.

Fordømmende ord og diverse sanktioner fra politisk hold i FN, EU og USA er altid en begyndelse, men skal opmærksomheden og presset på Myanmars militærjunta fastholdes, kræver det også et bredt folkeligt og aktivistisk engagement i landets skæbne. Og hvor er det?

DER VAR en gang en ungdomsgeneration, som startede en Vietnam-bevægelse. Hvornår har vi sidst set en ungdomsdemonstration i København, der handlede om andet end de unge selv? Hvad er den seneste og mest opsigtsvækkende aktionsform, der er blevet taget i anvendelse?

En skamfering af H.C. Andersens gravsten på Assistens Kirkegård med påskriften '69 dansk kultur'. Ærlig talt, hvor provinsielt og navlebeskuende kan det blive? Nu hvor der er fejet op på Nørrebro, nu hvor skatteyderne har betalt millionregningen for de meningsløse ødelæggelser på gader og veje, og de unge aktivister har fået installeret sig i deres nye ungdomshus på Dortheavej, var det måske snart på tide, de fandt sig en sag, som var dem værdige og ikke kun handlede om at trykke sig selv af i sorte uniformer under feltråbet 69?

HVAD MED LIDT aktivisme til fordel for denne verdens undertrykte befolkninger, hvortil Ungdomshusets beboere trods alt ikke hører.

Hvad med nogle opfindsomme demonstrationer til støtte for det burmesiske folks frihedskamp på den anden side af kloden? Et alternativ kunne være aktioner vendt mod Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, eller en manifestation af solidaritet med det undertrykte folk i Hviderusland, Europas sidste kommunistiske diktatur.

Slip fantasien løs og kom op på barrikaderne. Der er nok at tage fat på for friske unge mennesker, som er parate til at få fingeren ud, og som interesserer sig for andre end sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Preben Hansen

Tak til den mindst ringe for dagens leder. og lad os så i fællesskab have øje for proportionerne i dagens Danmark.
Preben Hansen

Ivan Mortensen

Det var dog en utrolig enøjet leder "om" ungdommen i Danmark Per Knudsen her får sparket af sig. slip fantasien løs! minder han os om.
Hvorfor skal Dansk ungdoms Fællesforbund fredes for dette ansvar?

DUF's medlemsorganisationer
4H
Afrika InTouch
AFS Interkultur
Apostolsk Kirkes Børne- og Ungdomsbevægelse
Baptisternes Børne og Ungdomsforbund
CVIS Danmark (Children's International Summer Villages)
Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
Danmarks Konservative Studerende
Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Danmarks Unge Katolikker
Dansk Amatør Teater Samvirke
Dansk Blindesamfunds Ungdom
Dansk Folkepartis Ungdom
Dansk Handicap Forbund - Ungdomskredsen
Dansk ICYE
Danske Baptisters Spejderkorps
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber
Danske Døves Ungdomsforbund
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
Danske Skoleelever
Danske Studerendes Fællesråd
De grønne pigespejdere
De Gule Spejdere i Danmark
De Samvirkende Invalideorganisationers Ungdom
Det Danske Spejderkorps
Erhvervsskolernes Elev-Organisation
Europæisk Ungdom
Forening af Handelshøjskolestuderende
Foreningen NORDENs Ungdom
Frelsens Hærs Børne- og Ungdomsarbejde
Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF)
Internationalt Forum
Israelsmissionens Unge
KFUM-Spejderne i Danmark
KFUM og KFUK i Danmark
Konservativ Ungdoms Landsorganisation
Kristendemokratisk Ungdom
LandboUngdom
Landsforbundet DUI-LEG og VIRKE
Landsforeningen af Kristne Ungdomsforeninger
Landsforeningen KFUMs Soldatermissions Unge
Landsforeningen Natur og Ungdom
Landsgardeforeningen
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
Landssammenslutningen af Kursusstuderende
LO-Ungdom
Luthersk Missions Ungdom
Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund
Missionsforbundets Børn og Unge
Musik & Ungdom
Netværket af Ungdomsråd
Operation Dagsværk
Pinsevækkelsens Børne- og Ungdomsforening
Radikal Ungdom af 1994
Socialistisk Folkepartis Ungdom
Socialistisk UngdomsFront
StudieRådet for Ingeniørstuderende i Danmark
Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger
The International Medical Cooperation Commitee
Ungdommens Naturvidenskabelige Forening - Danmark
Ungdommens Røde Kors
Ungdomsringen
Venstres Ungdoms Landsorganisation
Youth For Christ - Danmark
Youth for Understanding Danmark
Økumenisk Ungdom

Jesper Jørgensen

Jamen du svarer jo selv på hvornår man sidst har set en ungdomsdemonstration i København, handlede om andet end de unge selv. Eller du kommer med forklaringen på hvorfor du spørger så dumt. Du har åbenbart en hukommelse på kun 8 dage. Og det er da tilgiveligt at have en kort hukommelse, men ikke at ignorere fortiden eller bare ikke at gide researche ordentligt.

Du spørger hvornår..... og ja hvor skal jeg starte. Du starter med Vietnam bevægelsen, og det syntes jeg er et dårligt sted. En overprivilegeret generation, der red på bølgen af høj konjunktur for at afprøve fri sex og stoffer. Og så vidt jeg husker, var det VietCong der stoppede krigen, og ikke Vietnam bevægelsen. For hvor er de folk henne nu. Det er de 50 til 60-årige, der sidder på de indflydelsesrige poster i landet. Et land der i øvrigt er i krig. Jeg håber de havde det sjovt i 60’erne, for jeg er ikke imponeret af deres indsats i dag.

Jeg vil hellere starte med anti-apartheid bevægelsen i 80érne. En bevægelse med udspring i miljøet omkring Jagtvej 69, som de unge på Dortheavej er en direkte efterfølger af. Dette var en bevægelse, der gjorde et kæmpe – og farligt - arbejde for at bekæmpe, det af verden alment – om end stiltiende – accepterede styre i Sydafrika. Samtidig støttede de terrorbevægelsen ANC – dem med den berygtede terrorist Nelson Mandels i spidsen.
Lad mig se: en ungdom, demonstrationer, et undertrykt folk og afbrænding af Shell stationer må siges at være en opsigtsvækkende aktionsform …. Jeps der er alt det med du efterlyser.

Men måske er det lige så ynkeligt at henvise til anti-apartheid bevægelsen i 80érne, som at henvise til Vietnam bevægelsen i 60érne. Men det mener jeg ikke. I 80’erne var der så mange om buddet, at man blev nødt til at træffe et valg. Der var ikke tid til politisk arbejde hvis rundsavene konstant skulle slibes. Skulle man ind på de tunge uddannelser, skulle der en helt anden samvittighed til, en den der bekymre sig om undertrykte folk. Hvilket også er ret tydeligt, når man ser den generation i de magtfulde positioner. Dem der dengang bekymrede sig om andre end sig selv, bekymre sig fortsat. Nu i den sociale sektor, og for 1½ år side ville jeg sige, at de ikke længere gik på gaden.
Men efter den meningsløse ødelæggelse på Nørrebro, kom reaktionen ikke kun fra de par hundrede 15-20-årige ”volds psykopater”. Der var et meget bredt generations spekter repræsenteret.

Min pointe er, at der er en lige linje fra anti-apartheid bevægelsen i 80’erne og til de unges reaktion på den meningsløse vold for 1½ år siden. Og ikke kun en linje, men også en sammenfald af personer (men det kan PET sikkert fortælle meget mere om). Og på den linje er der 10.000 vis af små punkter (og 100 vis af forgreninger), der også i stor stil har lavet mange – og meget forskellige – støtte arrangementer for undertrykte folk. Og mange af de arrangementer blev arrangeret og afholdt på Jagtvej 69.
Men det er desværre et lille mindretal, der bestemmer hvad den brede offentlighed skal informeres om (hvilken generation de tilhøre ved jeg ikke, men jeg har et gæt). Så derfor er det ikke almindeligt udbredt hvor meget støttearbejde der foregik i nr. 69.

Jeg er enig i, at der er nogen der skal have fingeren ud af navlen. Men dem som jeg henviser til, er nok for tynget af aftrædelses ordninger, bestyrelses poster og friværdi, til at de kan rører sig mere.
Men fuck dem. Nu hvor der er kommet et frirum på Dortheavej, er jeg sikker på at kreativiteten og energien igen vil blomstre op, og støtten til undertrykte folk omkring i verden vil fortsætte. Og husk så på, at undertrykte folk ikke kun er pacifistiske munke. Det er også aktive modstandsfolk, som ANC, PFLP, FARC og mange mange andre. For støtten er aldrig stoppet. Kun sat lidt på pause.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det var en flot indsats, som de unge gjorde i kampen mod apartheid. Jeg kom selv i Ungdomshuset, spillede koncerter der og var yderligt med til at planlægge den fredelige aktionsuge "Kulørte Klat".

Men miljøet havde også den gang en direkte venstrefscistisk side.

Da Lars Willemoes afslørede den antisemitiske terrorgruppe Blekingegadebanden demionstrerede flere hundrede "autonome" foran hans hus og truede ham på livet. Dele af miljøet støttede altså en racistisk terrorgruppe, mens de dele af miljøet, som jeg tilhørte, støttede kampen mod apartheid.

Jeg anede INTET om den antidemokratiske del af miljøets vanvid ...

Allerede dengang havde mijøet altså sympati for terror

Jakob Schmidt-Rasmussen

"Det er også aktive modstandsfolk, som ANC, PFLP, FARC og mange mange andre. For støtten er aldrig stoppet. Kun sat lidt på pause."

Filmen knækker for dig, Jesper Jørgensen, når du kalder FARC for en befrielsesbevægelse. FARC har tjent milliarder på at samarbejde med de kokainmafiaer, som er ved at blive så stærke i Sydamerika, at de er en blevet en direkte trussel mod demokratiet i f.eks. Mexico.

Den helhjertede og progressive demokrat Ingrid Betacourt, stod til at vinde præsidentvalget, da FARC bortførte hende. Kort tid før bortførelsen havde hun holdt en tale, hvor hun sagde, at hun ville gøre en reel indsats for at stoppe kokainmafiaerne.

Colmbias borgerlige regering samarbejdede også med kokainmafiaerne, så med bortførelsen af Betancourt kunne mafiaerne og FARC fortsætte deres indbringende forbrydelser.

Oprindeligt kunne man godt kalde FARC en oprørsbevægelse, men i de sidste mange år har den reelt være en mafia med en paramilitær afdeling.

Og det er ikke noget en tænkende, frihedsorienteret venstreorienteret kan støtte

Kokainmafiaer er nogle af den kapitalistiske verdens mest samvittighedsløse kapiotaliser

Vilhelm von Håndbold

Først vil jeg sige, at jeg skriver følgende med nogen modvillighed, da man først skal rette aktivisme mod handlinger ens 'egen' stat deltager i, for hér skal man i et demokrati have mulighed for direkte indflydelse. Det er med andre ord usmageligt at pege fingre af andre, når man selv deltager i terror (artiklen nævner intet om Jugoslavien, Irak, Afghanistan eller danske afholdenheder i generalforsamlingens afstemninger om implementering af resolution 242 i Palæstina).

Hvis man herhjemme er interesseret i at bringe diktaturet i Burma til fald, må man sætte sig ind i regionens historie og aktuelle situation fra et vestligt perspektiv. Når jeg siger 'vestligt perspektiv', mener jeg, at vi skal se os selv i spejlet i henhold til den rolle vi skal påtage os som objektive observanter og moralske og aktive aktører; det er den minimale moralske integritet, at leve efter selvsamme standard som vi ophøjer over for andre.

I den sammenhæng må man spørge hvilke konsekvenser de betydelige britiske investeringer, de tidligere omfattende amerikanske og israelske våbensalg til Juntaen og Chevron Oil's fortsatte forsyning af millioner af dollars i oliepenge til Juntaen har resulteret i.

Tilbage i 1950erne havde Burma i modsætning til tilgrænsende lande i regionen en folkevalgt regering, som havde til hensigt at følge en neutral kurs på den internationale scene (læs: overfor supermagten). Den daværende Eisenhower-regering tilstræbte i denne periode heftige indsatser til hvervning af regionens regeringer ind i dennes koldkrigsaktiviteter. Som led i denne meget bredere kampagne af omstyrtning og direkte vold opstillede Washington tusinder af tungt armerede kinesiske nationaltropper i det nordlige Burma til udføring af krigsoperationer tværs over grænsen til Kina. Burma protesterede kraftigt men forgæves. De kinesiske styrker begyndte at væbne og støtte oprørsminoriteter i den turbulente region. Som reaktion begyndte magten i Burma at vende sig mod militæret, som slutteligt ledte direkte til kuppet i 1962. Denne relation mellem militærregimet og den amerikanske indsats i regionen er diskuteret til punkt og prikke af den ledende sydøstasiatiske forsker George Kahin i bogen "Subversion as Foreign Policy."
De efterfølgende konsekvenser af de ovenstående interaktioner ml. Burma og vestens (verdens) supermagter og transnationale olievirksomheder er selvfølgelig en styrkning af Juntaen (militærregimet). Heriblandt gælder de 2,7 mia. dollars, som hvert år sendes til Juntaen fra Total og Chevron; Halliburtons støtte til konstruktionen af Yadana rørledningen; de britiske rejseselskaber som transporterer turister gennem broer og veje, der er bygget af burmesiske slavearbejdere. Disse forhold er virtuelt ukendte i vores del af verden (dermed Informations artikler), og baggrunden er meget simpel; det modgår simpelthen doktrinen, at vi er "de gode" og de er "de onde"; en doktrin som praktisk talt gennemgår ethvert propagandasystem siden staternes oprindelse.

Jesper Jørgensen

Poya Pakzad: wuaw... du kende dit stof og det lyder som om du ved hvad du taler om. Jeg er i hvert fald blevet klogere og har fået bekræftet mine anelser.
Grundlæggende drejer hele det her om uvidenhed. Per Knudsen ved ikke hvad der er sket og sker i miljøet omkring de autonome. Og måske er jeg ikke helt opdateret omkring FARC.... Men før jeg vil råbe med og kalde organisationer for terrorister vil jeg have defineret hvad terror og terrorister er. I min verden er Nelson Mandela ikke terrorist, og selvom jeg ikke sympatisere 100% med PFLP, har jeg fuld forståelse for hvorfor de handler som de gør. Præcist som det i 80érne var tilfældet med ANC. Og guderne må vide hvordan "Flammen & Citronen" havde set ud hvis tyskland havde vundet 2 verdens krig.
Men en glimrende debat på baggrund af en fordømmende og uvidende leder.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Om FARC's udvikling til kokainmafia:

"FARC’s Long History

(Fra: http://www.drugs-forum.co.uk/forum/showthread.php?t=62604)

No other rebel movement is as well known in South America as the FARC, nor as widely reviled.

Founded in 1964, after more than a decade of political violence that became the basis of the country’s armed struggle, the group’s power accelerated during the 1980s and early ’90s when the guerrillas allied with Colombia’s drug cartels. While smaller Marxist groups sprung up throughout the region, the FARC’s combination of ideology and money earned from protecting peasants growing coca gave them a force of as many as 17,000 fighters a decade ago and the ability to strike at will.

Drug money fueled the violence. It poisoned the government with corruption as right-wing paramilitaries and the FARC killed, kidnapped and competed for control of cocaine trafficking and the country.

“The FARC and the paramilitaries in the mid-90s both had shots in the arm from the drug business,” said Bruce M. Bagley, chairman of the International Studies Department at the University of Miami. “They put the Colombian government on its heels.

A turning point came in 2000 when Congress and President Bill Clinton agreed to send Colombia more than $1 billion to emergency aid to battle drug traffickers and their allies. President Andres Pastrana later broke off negotiations with the FARC, deciding instead to fight.

But the FARC would not be cowed. In 2002 it seized Ms. Betancourt, a Colombian senator who was campaigning, somewhat quixotically, for president on a platform of fighting corruption. A year later the guerrillas captured three American military contractors — Keith Stansell, Thomas Howes and Marc Gonsalves — after their small Cessna crashed in the jungle.

The kidnappings quickly became an international symbol of Colombian dysfunction and the dangers of tangling with cocaine barons. The American military flew thousands of spy flights over Colombian jungles trying to find the three contractors who had been hired to help find coca fields from the air. Northrop Grumman, their employer, mentioned them at every company meeting and kept vigil for them online.

Meanwhile, the ordeal of Ms. Betancourt, the daughter of a diplomat and a beauty queen, pushed Colombia’s conflict to the front pages of Europe’s largest newspapers. Her two children living in Paris rallied support — even as she slowly deteriorated.”

Det er hjernedødt at sammenligne FARC eller PFLP med den danske modstandsbevægelse. Flammen og Citronen tog mig bekendt aldrig gidsler eller sprængte selvmordsbomber i busser (eller sporvogne ville det vel have været dengang).

Det er muligt, at bemeldte organisationer har haft eller endda har prisværdige mål, men det er altså ikke alle mål, der helliger alle midler.

Per Jongberg

"Slip fantasien løs og kom op på barrikaderne. Der er nok at tage fat på for friske unge mennesker, som er parate til at få fingeren ud, og som interesserer sig for andre end sig selv."

Er du gal mand, de skal sgu da ikke interesserer sig for andre end sig selv. De skal se at komme ned i supermarkedet, købe et eller andet, købe en ny bil, rejse til Australien ... eller måske Irak, der skulle være så dejligt nu, bruge nogle penge.

Regeringen skal nok klare de dér småproblemer rundt omkring i verden. Hvad tror du vi har en aktivistisk udenrigspolitik til, hva' ? Bland bare de unge uden om.

Jakob Schmidt-Rasmussen

De må såmænd gerne tage politik så alvorligt, at de tager udgangspunkt i deres egen situation, så længe de ikke svigter fællesskabet groft, som de gjorde da de smadrede byen.

Det er da langt bedre, end at de støtter FARC eller terrororganisationer som Blekingegadebanden, som de gjorde da Lars Willemoes afslørede den antisemitiske terrororganisation.

De kunne for eksempel kæmpe for, at der kommer flere billige boliger i byen med et lavt energiforbrug.

Det ville være en oplagt sag, for en bevægelse, der opstod som en bevægelse, der skulle skaffe boliger gennem besættelser af boliger, som spekulanter lod stå tomme i længere tid, på et tidspunkt, hvor der var mangel på billige boliger.

I vore dage lader private spekulanter 14000 københvanske boliger stå tomme, mens der er voldsom mangel på billige boliger. man kunne f.eks. forlange, at lejlighederne skulle lejes ud på nogle vilkår, som begge parter kunne leve med.

Jesper Jørgensen

"Flammen og Citronen tog mig bekendt aldrig gidsler eller sprængte selvmordsbomber i busser (eller sporvogne ville det vel have været dengang)."
Nej det har du ret i, men besættelsen varede også "kun" fem år. Hvor lang tid har Israel besat Palæstina. Min påstand er, at der havde været masser af danske kandidater til selvmords aktioner i tyskland, hvis vi siden 1940 havde levet under forhold som i de palæstinensiske flygtningelejre. Men det er kun en påstand.
Men jeg tror det er meget naivt (og negligering af anerkendte historikere) at tro at der ikke røg en hel del uskyldige med i købet, under frihedskæmpernes aktioner.

Heinrich R. Jørgensen

Jakob Schmidt-Rasmussen:
"Det ville være en oplagt sag, for en bevægelse, der opstod som en bevægelse, der skulle skaffe boliger gennem besættelser af boliger, som spekulanter lod stå tomme i længere tid, på et tidspunkt, hvor der var mangel på billige boliger."

I Holland er der en regel om, at en bolig der er har været ubeboet i et halvt år, kan "besættes" lovligt. Det betyder, at personer der fraflytter deres bolig for en tid, anskaffer sig en boligsitter. I de større byer kunne det være en ansvarlig studerende eller lignende.

Hvis man indførte samme regel i Danmark, ville ledige boliger bliver tilbudt "pæne" mennesker, der kunne tage vare på boligen. De ville i lighed med i Holland sikkert ikke skulle betale noget for at opholde sig i boligen, men heller ikke have rettigheder som en boliglejer.

Ergo ville der være mange meget billige (gratis?) boliger til de artige, og som konsekvens heraf, ville nogle af de boliger denne gruppe bor i nu, blive ledige. Alt andet lige øges boligudbuddet, og prisniveauet falder.