Leder

Et skandaløst svigt

Indland
28. februar 2009

DET VAKTE EN vis opsigt, da PET-chef Jakob Scharf for et par år siden offentligt sagde, at det ikke kunne udelukkes, at det danske efterretningsvæsen ville kunne komme i en situation, hvor man samarbejdede med styrer i Mellemøsten og Nordafrika. Ordet tortur blev ikke nævnt, men det lå i luften, at han dermed kunne mene, at danske myndigheder ville udveksle oplysninger og oplysninger, som kunne være fremkommet under mishandling og tortur.

Historien i dagens avis om den turkmenske iraker, 'MH', der har været fængslet i Syrien og ifølge egen udlægning er blevet tortureret og konfronteret med oplysninger, som kun kunne stamme fra danske myndigheder, bekræfter ikke, om PET har samarbejdet med de syriske myndigheder. Det har vi kun 'MH's ord for. Det er også muligt, at de syriske myndigheder havde grund til at anholde 'MH', da han ankom til landet fra København i begyndelsen af maj 2007. Det er muligt, at det syriske efterretningsvæsen af egen drift og uden samarbejde med PET har taget en række billeder af 'MH' i København, som de så kunne smide foran ham, da han blev anholdt i Damaskus. Det er også muligt, at de danske myndigheder havde deres grunde til at anholde og varetægtsfængsle ham i otte måneder, da han vendte tilbage til Danmark, og senere dømme ham til administrativ udvisning og tålt ophold i Center Sandholm, fordi han ifølge PET er til fare for statens sikkerhed. Det er alt sammen muligt. Men ingen ved det, bortset fra PET.

Når 'MH' og andre får den behandling uden mulighed for at få oplyst, hvad de er mistænkt for, og uden mulighed for at få prøvet deres sag ved en domstol, er det soleklare eksempler på den skandaløse omgang med retssikkerheden, som her og i mange andre europæiske lande, ikke mindst Storbritannien, har fundet sted siden krigen mod terror blev indledt efter 11. september 2001.

I Storbritannien er man gået meget langt og har blandt andet suspenderet den gamle 24 timers frist for, hvornår en anholdt skal stilles for en dommer, så det i dag først behøver ske efter 28 dage. Det giver politiet længere tid til efterforskningen, men det udvider også muligheden for at foretage flere vilkårlige anholdelser alene på baggrund af mistanke, uden at myndighederne skal begrunde det over for en dommer.

DER ER VI endnu IKKE i Danmark. Men den gradvise, men sikre stramning af terrorlovgivningen, siden daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen iværksatte de første tiltag fra oktober 2001, understreger, at det enkelte individs retssikkerhed i dag er under stort pres.

Imidlertid lader det ikke til at optage den brede befolkning nævneværdigt, at den snigende vilkårlighed og de udvidede beføjelser, som terrorlovgivningen har forsynet politi og efterretningsvæsen med, underminerer det mest fundamentale ved et retssamfund. Snarere lader reaktionen til at være en nærmest skuldertrækkende ligegyldighed. Eller som jurist i den borgerlige tænketank Cepos Jacob Mchangama sagde i et interview her i avisen sidste weekend: "I min optik er det en traditionel liberal position at beskytte individet. Men dels efterspørges der næppe bredt i den danske befolkning en større retssikkerhed, dels har regeringerne, om de så har været socialdemokratiske eller borgerlige, altid et godt øje til den øjeblikkelige folkestemning."

Og den øjeblikkelige folkestemning interesserer sig angiveligt i højere grad for skattetryk og boligpriser end for retssikkerhed. Det er sikkert alt sammen menneskeligt. Og hvad pokker, så længe der er tale om en eller anden turkmensk iraker, som sikkert også har et eller andet at skjule, for der går jo som bekendt sjældent røg af en brand, uden der er ild, så er det vel til at leve med. For alle de, der ikke har noget at skjule, har vel heller ikke noget at frygte. Sådan lyder det almindelige ræsonnement.

DET ER KLART, at det ændrede terrorbillede og den øgede terrortrussel også kræver øgede beføjelser, blandt andet når det drejer sig om aflytning og overvågning. Men lovgivningen har siden 11. september 2001 konstant bevæget sig på kanten af retssikkerheden og menneskerettighedskonventionerne, samtidig med at loven konstant skærpes og definitionen af, hvad der er terror gøres stadig videre.

Det sker i langt de fleste terrorsager, hvor loven giver mulighed for en lukkethed, som PET til fulde udnytter. Som Jacob Mchangama understregede her i avisen, skal en terrormistænkt have akkurat samme rettigheder som alle andre. Man har ret til at få at vide, hvad man er mistænkt for, man har ret til at se en dommer, og man skal garanteres, at der er lighed mellem anklager og forsvarer. Hvis ikke de ting er til stede, og det lader ikke til at være tilfældet i 'MH's sag, som det heller ikke har været tilfældet i flere andre terrorsager, har man for længst forrykket magtbalancen til fordel for myndighederne. Derved er man langt inde i politistatens vilkårlige metoder, fordi man har forladt den altafgørende grundpille i retsstaten, nemlig at en person er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Alt andet er et skandaløst svigt af retssamfundets idealer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Slettet Profil

Naar man ser pa hvor faa kommentarer der er hvad ang. terrorlovgivningen her paa informations hjemmeside og hvor faa folk idet hele taget der har en anden holdning til retsikkerheden end den der bliver fortalt dem de skal have, er det saa fordi man er ligeglad med sine retigheder eller fordi man kun tror det gaar ud over Muslimer, eller er det fordi man er bange for at udtale sig fordi det maaske ikke kun gaar ud over muslimerne - Eller at der bare ikke er et retsikkerhedsskred. At muslimer skulle vaere bange for at udtale sig undrer erhvertfald ikke mig. Selv en ikke-muslim som jeg kunne godt foele en snaert frygt. Hvis jeg var 100 aar gammel, ville jeg ikke vaere nervoes fordi jeg aligevel ville vaere doed om lidt, men naar jeg er saa forholdsvis ung som jeg er og ser paa eskalationsraten af love der ophaever retsikkerheden saa er det vel logisk at man bliver bange. Hvornaar er man gaet saa lang, at man realt set har lavet en krigserklaering paa sit eget folk. Hvis man bliver ved med a presse citronen, saa bliver det jo paa et tidspunkt rimeligt, for ikke at sige ens pligt, at tage midler i brug som en for vidtgaende lovgivning kalder for terrorisme. Det jo derfor vi har retsikkerheden (tredelingen af magten), saa denne graense ikke bliver relativ.