Leder

Dansk regeringskomedie

6. juli 2009

DET HER er Danmark, sagde de og byggede et slot med en dyb, dyb voldgrav omkring. Og de sagde det igen i den uge, der lige er gået: Det her er Danmark, og her skal EU ikke bestemme. En gevaldig kamp mod den onde EF-domstol og det modbydelige opholdsdirektiv blev annonceret. Og publikum nikkede. EU-Kommissionen sagde, at kampen var tabt for Danmark, og det svenske formandskab udtalte, at den kamp var afsluttet. Men de danske politikere gentog: Det her er Danmark, og her skal danskerne bestemme, hvem der må komme ind, og hvem der skal blive ude. Sådan vandt regeringen Fogh valget i 2001, og sådan fik de to gange ved Folketingsvalg bekræftet deres mandat. Vi vil også være Danmark og have den der 'barske, men fair' voldgrav omkring nationen, sagde Socialdemokraterne. Og sådan gik det til, at den danske udlændingepolitik blev set som 'folkets vilje'. Det hed sig, at sådan var 'virkeligheden' på trods af, at de færreste 'folk' i 'virkeligheden' ville kunne redegøre for det komplicerede tilknytningskrav. SF var egentlig ikke tilhænger af voldgraven, men tilsluttede sig den pragmatisk. For hvem vil være imod både 'virkeligheden' og 'folket'?

Det her er Danmark, og her skal hverken menneskerettighedsjurister, racismeovervågningscentre eller eksperter regere, sagde Anders Fogh Rasmussen i 2001. Her bestemmer 'folket'. Og ham, der vandt Europaparlamentsvalget i 2009 med flest stemmer, lovede, at han vil kæmpe for at få Danmark tilbage. Det handlede om suverænitet, om hvem der skal bestemme i Danmark. Og i starten af den netop forgangne uge slog Det Konservative Folkeparti fast, at Danmark »skal selv bestemme sin udlændingepolitik«. Det er det regeringerne Fogh og Løkke har lovet at gøre. Det er det, de har sagt.

MEN det er ikke det, de har gjort. Under det danske EU-formandskab i 2002 blev det såkaldte opholdsdirektiv udarbejdet. Det blev præsenteret som en sammenskrivning af eksisterende cirkulærer og forordninger, men det var mere end det. Det vidste regeringen Fogh. Daværende vicestatsminister Bendt Bendtsen ledte forhandlingerne, og Folketingets Europa-udvalg blev præsenteret for et embedsmandsnotat, hvori der stod: »Direktivforslaget forventes i sin nuværende udformning at medføre en vis udvidelse af retten til familiesammenføring«. Der lød kun protester fra Dansk Folkeparti. De andre partier, som havde lovet national selvbestemmelse, havde tilsyneladende ikke noget problem med gennem opholdsdirektivet at slå broer over for den voldgrav, som man havde gjort en kulturkamp ud af at love danskerne. Opholdsdirektivet blev således forhandlet af regeringen, præsenteret i Folketinget og godkendt i EuropaParlamentet, hvor både danske socialdemokrater og liberale stemte for.

Dette direktiv blev vedtaget som en naturlig forlængelse af en af de såkaldte grundpiller i Den Europæiske Union: Arbejdskraftens fri bevægelighed. Selv om det til tider lyder, som om arbejdskraften er cifre i et finansielt regnestykke, er arbejdskraften også mennesker, og mennesker er i demokratier garanteret visse rettigheder. Det betyder igen, at den økonomiske integration i EU udviklede sig til politisk integration. Det havde de danske politikere ikke indvendinger imod. De stemte for, fordi de rigtigt vurderede, at det var retfærdigt.

DET, der ikke var retfærdigt og værdigt, var, at de talte med to tunger. De ville ikke retfærdiggøre opholdsdirektivet, men sneg det tavst igennem. Det, man kalder udlændingepolitik, taler man enormt meget om i dansk politik. EU taler man ikke så meget om. Så kan man lade, som om de to felter ikke kolliderer. Men da det i juli 2008 kom frem, at opholdsdirektivet var i konflikt med de danske regler for familiesammenføring, gik regeringen anført af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen til ideologisk kamp mod EF-Domstolen. Det blev sagt, at den såkaldte Metock-dom var politikskabende. Den skulle være eksempel på dynamisk lovgivning, hvor en domstol gennem fortolkning skaber en ny politik. Regeringen indledte en farce, som selv ikke de mest garvede forfattere af sommerrevyer og sjofle viser kunne konkurrere med: Man spillede uskyldig og uden ansvar. Man lovede kamp mod den onde domstol. Det var det gode Danmark mod de onde fremmede magter. Dansk Folkeparti lovede »barrikader mod EF-Domstolens torpedoer«. Men der var ikke nogen ond ydre magt, som man kunne føre kamp imod. Metock-dommen var ikke politikskabende, den fulgte, hvad der stod i direktivet. Regeringen annoncerede altså en kamp mod noget, den selv har stemt for og forhandlet igennem. Det sjove er, at virkeligheden og folket ikke opførte sig, som regeringen havde sagt: Den danske grænse er ikke brudt sammen, og vi er ikke blevet oversvømmet af menneskemasser. Den metafysik, som hedder brutalt barsk udlændingepolitik eller kaos, er blevet afsløret som et sand- slot.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu