Leder

Pistolen for panden

Indland
29. august 2009

Jeg synes sådan set, at det er en udmærket dag, fordi det giver mulighed for, at vælgerne kan sige, at det tegner til, at der bliver en ny regering. Nu skal vi finde ud af, hvordan de radikale kan få styrket sit mandat til den retning, de trækker i. Det er jo egentlig klassisk politik på en moderne måde. Partierne lægger deres politik frem. Der er ting, de enige om, og der er ting, der er til diskussion, men det er inden for skiven.

- Margrethe Vestagers svar på S-SF's skatteultimatum i går

I dagevis har Socialdemokraterne og SF forhandlet med Margrethe Vestager og de radikale om en fælles skattepolitik med alle de tre oppositionspartier som afsender. Allerede før sommerferien fik den radikale leder tilsendt et udspil fra S og SF, så hun kunne tænke over, hvad partiet ville gå med til. Men forhandlingerne førte ingen steder, brød til sidst sammen, og de radikale præsenterede deres eget skatteudspil. Det er blandt andet i det lys, at man skal se Socialdemokraternes og SF's ultimatum til de radikale. De to stadigt mere sammentømrede partier valgte i går at præsentere et færdigt udspil med den melding til Vestager, at det er take it or leave it. Den fælles skattepolitik og i øvrigt også den fælles S-SF-udlændingepolitik vil blive skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag ord for ord. Det er ikke et forhandlingsoplæg til de radikale, understregede Thorning-Schmidt i går. Underforstået: Hvis det lille midterparti vil have ministerposter, så er det den politik, som S og SF har besluttet, der gælder på de to områder.

Signalet er ikke særligt venligt over for en potentiel regeringspartner. Men med tre tabte valg i hukommelsen og med sommerens forhandlinger og sonderinger kunne det næppe være anderledes. Analysen hos S og SF er, at man under ingen omstændigheder vil have de to vigtige områder skat og udlændinge til at være i fri debat frem til næste valg. Venstre og Konservative skal ikke igen kunne så tvivl om, hvad oppositionen vil, og spille partierne ud imod hinanden. Thorning-Schmidt og Søvndal har mistet tålmodigheden og besluttet sig for at gå alene. De radikale skal ganske enkelt ikke kunne påtage sig rollen som den evige smagsdommer i forhold til S og SF's politiske udspil duer, duer ikke, duer med al den usikkerhed, det medfører. Derfor er pistolen nu sat for panden af den radikale leder. Officielt går S og SF fortsat efter en trepartiregering, man er vel pæne mennesker, der ikke sådan smider nogen ud. Men efter i går er det blevet meget lidt sandsynligt, at de radikale vælger at være det tredje hjul på vognen. Den sandsynlige udgang på forløbet er, at de radikale begynder at forberede sig på en tilværelse som støtteparti og parlamentarisk grundlag for en S-SF-regering - profileret som garanten for en ansvarlig økonomisk politik og en anstændig udlændingekurs.

Det giver i hvert fald ikke megen mening fortsat at insistere på, at de tre partier først efter et valg skal blive enige om en fælles skattepolitik. Muligheden for Margrethe Vestager var der i sommerens løb, og den kommer ikke igen.

Men hvordan er de radikale - dette historisk set pragmatiske midterparti - havnet i en situation, hvor ingen reelt vil lege med dem? Siden valget i 2005 har partiet levet en omtumlet tilværelse og har endnu ikke fundet sine ben. Med Marianne Jelved som leder stod partiet fast på, at der fortsat er en midte i dansk politik, hun løsrev sig fra Socialdemokraterne netop i skuffelse over, at den tidligere regeringspartner accepterede regeringens stramme udlændingepolitik og skattestoppet. Hun stillede ultimative krav, pegede på sig selv som statsminister og insisterede på, at det var den radikale politik, der gælder, mens blødningerne hos Socialdemokraterne fortsatte. Den linje blev katastrofal, både fordi der internt opstod en rivalisering om, hvem man skulle pege på efter et valg, og fordi vælgerne begyndte at svigte i stort tal. Først Naser Khader og Anders Samuelsen og senere Simon Emil Ammitzbøll og Morten Helveg Petersen forlod partiet, som med Margrethe Vestager i spidsen fremstod mere og mere forpjusket og isoleret i Folketinget.

Internt hos de radikale vil der givetvis opstå en diskussion, om man så ikke helt skal opgive at pege på Helle Thorning-Schmidt efter den dårlige behandling og de ultimative oplæg. Men i realiteten har partiet ikke noget valg, med mindre man samtidig vil skifte størstedelen af sine vælgere ud.

Den typiske radikale er om muligt endnu mere ivrig efter at slippe af med VK og Pia Kjærsgaard end Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Dansk Folkeparti skal bekæmpes med alle midler. Men Socialdemokraterne løber naturligvis en risiko, historisk har partiet aldrig - med en enkelt undtagelse - kunnet danne regering uden radikal støtte.

Nu er båndene for alvor løsnet, og skulle det ske, at Lars Løkke Rasmussen efter et valg har muligheden for at danne flertal med de radikale, vil Vestagers loyalitet over for venstrefløjen kunne ligge på et meget lille sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi er nu ikke desto mindre mange menige socialdemokrater, der håber på, at de radikale efter et valg får afgørende indflydelse på i hvert fald indvandrerpolitiken.
Det er muligt, Thorning og Søvndal på det område er i trit med vælgerflertallet, men de er det, så vidt jeg kan bedømmet, absolut ikke med deres medlemmer, som fylkes om facebookgrupper som "Giv Iraklerne i Kirken Asyl."

Søren Kristensen

Facebook. Jo, men det er Gallup der bestemmer. Men det er altid en mulighed at for Socialdemokraterne at udnytte en sentimental folkestemning og det helt uden at give køb til De Radikale. De skal bare for det første påberåbe sig et godt gammelt socialdemokratisk slogan: "man har et standpunkt til man tager et nyt" og for det andet sikre sig at det nu også ER folkestemningen de er på linje med. Ellers er det jo bare endnu et mål til DF. Socialdemokraterne skyder ikke. De venter.

Hanne Christensen

Skatteoplægget fra S-SF er desværre en stor skuffelse og cementerer tendensen i dansk politik, nemlig leflen for de store vælgergrupper, frem for en ideologisk tilgang til politik.
Hvem skal betale? Jo, det skal en meget lille gruppe højtlønnede. Bemærk, ”meget lille”.

Hvem skal have? Jo, det skal en meget stor gruppe danskere, - slet ikke de fattigste -, som er en svag stemmegruppe, men derimod den efterhånden meget store gruppe af pensionister. Og for lige at sikre, at penge ikke går en anden meget stor gruppes næse forbi – nemlig ”den ganske almindelige arbejdende dansker”, skal de også have – ifølge Helle og Villy. Bemærk, ”meget stor gruppe”.

Det lugter at af stemmekvæg frem for idealisme. Det har intet med social ansvarlig politik at gøre, selv om det forsøges solgt således. Nu har S-SF kritiseret den stigende fattigdom igen og igen, og hvad vil de gøre: Jo, give ca. 100 kr. efter skat til en kontanthjælpsmodtager. Det er at holde folk for nar! Tilmed gives de med henblik på at kunne finansiere fremtidige stigende udgifter for denne gruppe. Altså, det er slet ikke for at bekæmpe fattigdommen!

Skatteoplægget lugter for meget af magtbegær, leflen for store vælgergrupper frem for af idealisme.

Jeg står af!

Hanne Christensen:
... tendensen i dansk politik, nemlig leflen for de store vælgergrupper, frem for en ideologisk tilgang til politik.

Mere præcist kan det vist ikke siges! Ideologerne er på vej ud – desværre.

."Nu har S-SF kritiseret den stigende fattigdom igen og igen, og hvad vil de gøre: Jo, give ca. 100 kr. efter skat til en kontanthjælpsmodtager. Det er at holde folk for nar! "

Helt enig. S og SF er blvet til partier for den vebjærgede middelklasse...

Chris David Bonde Henriksen

Det er så typisk med alle disse kandestøberier, ikke mindst set i lyset af den kendsgerning at det tidligst er i forsommeren 2011 at vi skal have folketingsvalg.
Socialdemokraterne og SF har givet hinanden håndslag på et program, som skal holde frem til 2015. Det hænger slet ikke sammen.

Uanset meningsmålingerne for tiden er der en god mulighed for at den borgerlige regering får et fornyet mandat ved næste valg. Og imellemtiden kan den røde alliance meget vel være gået rabundus. Thorning-Schmidt er en - i bedste fald - parlamenterisk novice, eller - i værste fald - ditto analfabet. Mene mene tekel ufarsin.

Chris David Bonde Henriksen

Vi kommer givetvis til at se historien gentage sig:
Fra 1966 havde vi "det røde kabinet" med socialdemokratiet og SF. I 1968 spaltede VS sig ud og bragte regeringen til fald. SF er blevet for stort og på et eller andet tidspunkt, falder venstrefløjen i det parti fra.

Chris Henriksen:

."SF er blevet for stort og på et eller andet tidspunkt, falder venstrefløjen i det parti fra."

Jo hurtigere, desto bedre. I øjeblikket består den danske venstrefløj af Enhedslistens 2%...

Chris David Bonde Henriksen

Det er alligevel forbavsende at SF's vælgere har accepteret den totale kovending, som partiet har foretaget.

I øjeblikket kan Villy & Co. gå på vandet. Måske er SF's succes også betinget af Socialdemokraternes fallit.

Vi skal helt tilbage til 1905 for at finde et tidspunkt, hvor socialdemokraterne havde en ringere vælgertilslutning end netop nu.

På den baggrund kan man egentlig kun have et skuldertræk til over for at Helle Thorning Schmidt og Henrik Sass Larsen i øjeblikket tramper rundt og puster sig op overfor den øvrige opposition, som om de var henholdsvis store og mellemste Bukke Bruse…