Leder

Brevet fra Jeddah

Indland
2. september 2009

FOR ET PAR dage siden ankom et brev stilet til chefredaktionen. Det var fra Jeddah i Saudi-Arabien, afsendt fra et advokatkontor og underskrevet af advokaten Faisal Yamani, der er søn af en tidligere olieminister og medlem af en af de mest magtfulde familier i Saudi-Arabien.

Bedst som man troede, at Muhammed-krisen var ved at være en glemt sag, minder advokatens brev om noget andet.

I knastørre juridiske vendinger beder Faisal Yamani Information og en række andre danske dagblade, som har modtaget et enslydende brev, om endegyldigt at undskylde, at vi har ytringsfrihed og benytter os af den.

Sagen er den, at Information sammen med en lang række andre danske aviser den 13. februar 2008 genoptrykte den mest kendte af de oprindeligt 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten, nemlig tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen. Som mange sikkert vil huske, var anledningen arrestationen af to tunesere, der angiveligt havde planer om at myrde tegneren Kurt Westergaard.

Tegningen var journalistisk og dokumentarisk relevant og blev bragt som illustration til artiklen, så læserne selv kunne se, hvad det var, hele sagen drejede sig om, hvis de skulle have glemt det.

VI HAVDE I mellemtiden nærmest glemt, at tegningen blev bragt, men det er der ifølge advokaten mange muslimer, der ikke har. Ifølge brevet er advokatkontoret over de seneste måneder blevet kontaktet af »flere tusinde af profetens efterkommere, der har fået efterretninger om Deres avis' genoptrykning af tegningen, der gengiver deres højagtede forfader som en selvmordsbombemand med en bombe i turbanen«.

Nu står det naturligvis enhver frit for at tolke en tegning, men Kurt Westergaard har aldrig lagt skjul på, at hensigten med tegningen var at illustrere, hvordan Muhammed tages som gidsel af terrorister, der i islams navn øver terror. Det er en detalje, som man i Saudi-Arabien ikke er gået så højt op i. I hvert fald opstiller Faisal Yamani på vegne af sine klienter tre ultimative krav: • Tegningen skal fjernes fra Informations webavis. • De danske aviser skal i en stor opsætning bringe en betingelsesløs undskyldning på fire sprog - dansk, fransk, engelsk og arabisk - for at have, som det hedder, påført profetens efterkommere 'forhånelse og skade'. Advokaten har endda været så venlig at vedlægge den præcise ordlyd på de fire sprog, så det er lige til at trykke. • Endelig skal aviserne skrive under på, at de aldrig mere vil offentliggøre lignede billeder og tegninger af profeten Muhammed.

ADVOKAT YAMANI GIVER i brevet en frist til 30. september til at opfylde kravene. Hvis det ikke sker, mere end antyder han, at det kun vil forværre den standende konflikt mellem Mellemøsten og Danmark. Her tænkes sikkert på smøreksport og deslige. I hvert fald skriver advokaten i brevet, at »som De måske er opmærksom på, påvirker konflikten (genoptrykningen, red.) stadig forholdet mellem Danmark og Mellemøsten, hvor en række danske produkter stadig boykottes«.

Nu er de danske medier heldigvis fløjtende ligeglade med dansk eksport til Mellemøsten, når det sættes i forhold til at tegne, skrive og trykke, hvad man har lyst til inden for dansk lovs rammer. Intet står i den sammenhæng over ytrings- og pressefriheden.

Så den saudiarabiske advokat kommer naturligvis ikke langt med sine krav. Danske Dagblades Forening har overtaget sagen på vegne af de danske dagblade og har nu kontakt til regeringen og Udenrigsministeriet for dér at drøfte sagen, som trods alt næppe er udtryk for, hvordan man tænker og agerer overalt i de arabiske stater i dag.

Når der alligevel er grund til at tage brevet fra Jeddah alvorligt, skyldes det, at det dels er udtryk for, hvor lidt man har forstået af ytringsfrihedens natur, dels at der stadig er stærke kræfter, som langt fra har en interesse i at komme videre og lægge de danske tegninger bag sig.

Som det er tilfældet med dette brev, så man det også for et års tid siden, da en jordansk domstol - endda på vegne af den nationale redaktørforening - rejste den samme sag mod de danske dagblade.

Og langt ind i FN-regi kæmper en række muslimske lande til stadighed en kamp for at få religiøse følelser og dermed også krænkelse af dem stillet over ytringsfriheden. Motivet er blandt andet at forhindre enhver national kritik af den undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle og minoriteter, som foregår i religionens navn, men kampen kæmpes globalt og dermed også mod vores ytringsfrihed. Så selv om man på vore breddegrader måtte mene, at Muhammed-krisen er lagt bag os, som Anders Fogh Rasmussen sagde, da han tiltrådte som NATO-generalsekretær, minder brevet fra Jeddah om, at det er der andre, der ikke mener. Det er deprimerende, men i det lys skal det tages alvorligt.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Jeg er noget betænkelig ved formuleringen "at tegne, skrive og trykke, hvad man har lyst til".
Jeg håber, at der hermed menes "hvad man finder rigtigt". Uanset om man har lyst.

Heinrich R. Jørgensen

Palle Weis:
"Sagen er den, at Information sammen med en lang række andre danske aviser den 13. februar 2008 genoptrykte den mest kendte af de oprindeligt 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten, nemlig tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen."

Findes tegningen online på Dagbladet Informations hjemmeside, i det ellers så righolde artikelkartotek?

Palle Weis:

“Sagen er den, at Information sammen med en lang række andre danske aviser den 13. februar 2008 genoptrykte den mest kendte af de oprindeligt 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten, nemlig tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen.”

Tjah, det er jo Palle Weiss, der højest personligt er blevet sat under af anklage af Faisal Yamani og Saudi-Arabien, så lederen kan jo kun betegnes som et meget subjektivt partsindlæg. Det er jo lige før Palle Weiss burde erklære sig selv for inhabil.

Bortset fra det, så kan man jo ikke andet end trække ret kraftigt på smilebåndet, når tingene sådan bliver vendt 180 grader på hovedet. Den overmægtige danske presse der er vant til at tærske løs på alt og alle, især de svage i vores samfund, oplever lige pludselig, at det er den selv der bliver sat under pres. Bødlen oplever lige pludselig sig selv i rollen som offer.

Det er god underholdning!