Leder

Koch eller bare kynisk

Det er blevet tid til den 'årlige galskab' i New York. Tid til blanke limousiner med eskorte og præsidentielt indhold, ræsende gennem byens gader. Tid til trafikpropper og firskårne typer med øresnegl på hvert andet gadehjørne...
23. september 2009

Det er blevet tid til den 'årlige galskab' i New York. Tid til blanke limousiner med eskorte og præsidentielt indhold, ræsende gennem byens gader. Tid til trafikpropper og firskårne typer med øresnegl på hvert andet gadehjørne. FN's Generalforsamling er i byen med hele det sædvanlige cirkus af protester og vredesudbrud og mere eller mindre farverige statsledere fra alle hjørner af kloden.

Set fra gadeplan er alt ved det gamle. Men inde i FN-bygningen er der nye ansigter på gangene. Kinas præsident, Hu Jintao, taler for første gang, det samme gør Libyens Gaddafi, og det samme gør USA's præsident. Efter en sommer med fokus på slaget om sundhedsreformen er det igen blevet tid for Obama til at indtage den globale scene.

Begivenheden er i sig selv historisk. Obama er den første afroamerikanske præsident, der taler til generalforsamlingen. Med hans indtog i Det Hvide Hus har FN - og enhver fan af globalt samarbejde - for længst vejret morgenluft. For det er velkendt, at Obama er langt mere til dialog end sin forgænger. Men skiftet stopper ikke her. For det er formentlig ikke bare forskellen mellem to præsidenter, to strategier, vi får at se i dag. Det er også to vidt forskellige demokratiopfattelser.

George W. Bush stod for et dogmatisk demokrati og kæmpede kampen for vestlige frihedsværdier. Han holdt demokratiet frem for sig som et sværd og rejste glad og gerne rundt i Central- og Østeuropa for at lade sig hylde som demokratiets vogter. Han priste de demokratiske idealer - men brugte dem også til at slå sine fjender oven i hovedet med. Ondskabens akse er det oplagte eksempel.

Obama, derimod, har netop skrottet planen om et missilskjold baseret i Polen og Tjekkiet. Historien melder ikke noget om, hvorvidt præsidenten er bekendt med Hal Koch, men han er tydeligvis bekendt dennes tanker. For Obama må siges at forfægte et langt mere Hal Kochsk demokrati: Tanken om at USA også kan tage fejl; at det er umagen værd at samtale - også med sine fjender; at det at række en hånd frem ikke viser svaghed, men styrke.

USA's FN-ambassadør, Susan Rice, briefede forleden pressen i Det Hvide Hus om den nye tilgang: »Hellere end at udvandre, så forsøger vi at smøge ærmerne op og få arbejdet gjort. Vi står fast på vores principper og det, der betyder mest for os, men vi går ikke efter smålige slagsmål. Tidligere har vi nogle gange ladet os definere lige så meget af, hvad vi var imod, som hvad vi var for. Nu har vi skiftet kurs.«

Rice nævnte alt fra menneskerettigheder over udviklingsmål og prævention til kvindeundertrykkelse som eksempler. I dagens tale vil Obama udpege 'en ny retning' for USA's udenrigspolitik, sagde hun: »Vi har brug for samarbejde. Alle lande har et ansvar. USA leder på ny, og vi ser frem til at andre gør os selskab.«

Kritikere har imidlertid allerede udlagt det aflyste missilskjold som et knæfald for Rusland. USA håber til gengæld på russisk hjælp til at presse Iran. Tager man andre briller på, så er der måske nok mere Hal Koch, men også mere kynisme i Obama-regeringens tilgang til verden. Bush opnåede med sine idealer at isolere USA internationalt og gøre sig selv historisk upopulær. Nu er Obama og hans rådgivere på vej tilbage til en mere pragmatisk - nogle vil sige kynisk realpolitik: Man må søge dialog med de spillere, der nu en gang er på kloden, demokratiske eller ej.

Som flere amerikanske medier bemærker, så er Obama stadig uhyre populær i udlandet, men han rider ikke på den første lykkebølge længere. Han kan ikke leve på rockstar-appeal for evigt. Nu er det tid til at skabe resultater - og med dem ser det ikke for godt ud. Både sundhedsreform, klimaagenda og finansreform er i problemer i Kongressen. Både Iran, Israel-Palæstina og Afghanistan er uløste udfordringer. Og dertil kommer en truende handelskrig med Kina om nye afgifter på bildæk.

Det bliver en uge af de travle. I går stod der klima og Mellemøsten på Obamas agenda. I dag den store FN-tale. I morgen ikke-spredning af atomvåben, og derefter G20-topmøde og finansreform. Kina er fortørnet over de nye afgifter, Rusland nægter indtil videre at presse Iran, og Frankrigs præsident Sarkozy truer med at udvandre fra G20-mødet.

Obama har allerede mange gange reddet sig ud af en svær situation med sine blændende retoriske evner.

Om han er mest Hal Koch eller mest kynisk realpolitik bliver en vurdering for historikerne. Men uanset hvad, så har præsidenten brug for at begynde at veksle sin udbredte popularitet ude i verden til effektivitet - som John Alterman fra tænketanken CSIS siger til Wall Street Journal: »Lederskab er ikke bare at fortælle andre, hvad man gerne vil have. Lederskab er også at få andre til at gøre, hvad man gerne vil have dem til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu