Leder

Ubesvarede spørgsmål

29. september 2009

Så fik Angela Merkel endelig sin drømmepartner. Sammen med det liberale FDP vandt Merkels kristendemokrater og det bayriske søsterparti CSU en overbevisende sejr ved det tyske valg. Merkel kan dermed udskifte socialdemokraterne som regeringspartner. Nu da en kedelig valgkamp er overstået, undgår de store folkepartier SPD og CDU ikke længere at forholde sig til mange af de ubesvarede spørgsmål i tysk politik.

Værst står det til hos socialdemokraterne. Med blot 23,1 procent af stemmerne indkasserede SPD sit værste resultat i forbundsrepublikkens historie. Den slagne kanslerkandidat Frank-Walter Steinmeier omtalte valgdagen som 'en bitter dag' og bebudede samtidig en ny rolle for partiet. Men hvad er årsagerne til, at tyskerne midt under en finanskrise vælger en regering, der satser på at skabe vækst gennem skattelettelser og ønsker yderligere liberalisering af velfærdsstaten?

SPD lider for det første af de samme problemer, som plager mange af de andre europæiske socialdemokratier, nemlig et svind i det klassiske vælgerklientel. SPDs tidligere kansler Gerhard Schröder og partiformand Franz Müntefering har trukket partiet i retning af midten og har derigennem holdt partiet ved magten i 11 år. Men nu har trætheden indfundet sig. Hartz IV-reformerne (arbejdsmarkedsreformer) og en forhøjelse af pensionsalderen med to år har kostet dyrt hos vælgerne, der har straffet et i deres øjne arrogant socialdemokrati, personificeret i partiformanden Franz Müntefering.

For det andet plages partiet af et grundlæggende problematisk forhold til stedbarnet Die Linke. Til vedholdende socialdemokratisk irritation synes det venstrepopulistiske parti at have bidt sig fast som et femte hjul i det tyske politiske familieliv. Ved dette valg opnåede Die Linke sit bedste resultat med 12,5 procent af stemmerne. Det skete ved at overtage socialdemokratiske mærkesager og beskylde moderpartiet for at være blevet 'af-socialdemokratiseret'.

En af Frank-Walter Steinmeiers vigtigste opgaver som oppositionsleder bliver at skabe klarhed om SPD's linje over for Die Linke, der af mange vælgere stadig anses for uspiselige på grund af oprindelsen i det østtyske kommunistparti. Steinmeier har stædigt afvist en socialdemokratisk alliance med Die Linke. Men uden mulighed for at danne regering til venstre er SPD kun i stand til at pege på endnu en runde med den store koalition, som vælgerne netop har sendt i graven. Hvis SPD skal gøre alvor af sin målsætning om et comeback i 2013, er det derfor nødvendigt at genoverveje relationen til Die Linke.

Processen kan imidlertid skabe ballade, fordi den med al sandsynlighed vil kræve et generationsskifte. I baglandet lurer et opgør med den generation af højresocialdemokrater, der var med under Schröders Blair-inspirerede omformning af SPD under overskriften 'neue Mitte'. Efter det katastrofale valg har fortalerne for et generationsskifte fået yderligere gode argumenter i hænde. Paradoksalt nok har netop tilhængerne af en åbning mod venstrefløjen behov for en repræsentant for den socialdemokratiske højrefløj for ikke at afskrække midtervælgere. Den situation kan være med til at stabilisere Steinmeiers position som oppositionsleder.

Merkel får det heller ikke let. Af udfordringer for den næste valgperiode venter nemlig ubehageligheder som et stort underskud i de statslige finanser, et stigende antal arbejdsløse og en aldrende arbejdsstyrke, socialsystemets truende kollaps og ikke mindst en begyndende metaltræthed i befolkningens tålmodighed med Afghanistan-indsatsen. Især spørgsmålet om det statslige underskud har været syltet af næsten alle partier under valgkampen. Og CDU har stadig ikke meldt klart ud, hvad planen er. At håndtere problemer i den størrelsesorden havde været nemmere for Merkel i samarbejde med folkepartiet SPD som partner.

Nu hedder samarbejdspartneren imidlertid den liberale Guido Westerwelle, der efter 11 år i opposition sætter sig sulten til regeringsbordet. Inden valget sørgede Westerwelle for let spil til CDU ved at udelukke, at FDP gik i regering med andre end CDU/CSU. For den tjeneste har Merkel betalt med en vælgerblødning til netop FDP. Hvor stærkt FDP nu vil stå på deres særkrav, eksempelvis om lettelser i indkomstskatten, vil afgøre, hvor svært Merkel får det med at lede forbundsrepublikken. I en partilederrunde efter valgresultatet på tv-kanalen ARD lovede Westerwelle, at de to regeringspartier vil gå heftigt til hinanden i de kommende forhandlinger.

Alt peger således på, at FDP vil presse på for et mere borgerligt Tyskland, som indtil videre har frabedt sig socialdemokratisk ledelse. Ikke mindst af hensyn til den politiske proces har Tyskland stadig brug for et stærkt SPD som bredt folkeligt oppositionsparti. Til det formål er partiet nødt til at genopfinde sig selv. heeg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Heeger:

.”SPD lider for det første af de samme problemer, som plager mange af de andre europæiske socialdemokratier, nemlig et svind i det klassiske vælgerklientel. (…) I baglandet lurer et opgør med den generation af højresocialdemokrater, der var med under Schröders Blair-inspirerede omformning af SPD under overskriften ‘neue Mitte’. Efter det katastrofale valg har fortalerne for et generationsskifte fået yderligere gode argumenter i hænde.”

Efter ”Murens Fald” gik der panik i de europæiske socialdemokrater. Socialisme var simpelthen blevet et skældsord som socialdemokraterne ikke længere ville associeres med.

Inspireret af Tony Blair og Anthony Giddens forvandlede socialdemokraternes sig derfor fra at være erklærede socialister til at være neoliberalister.

De store privatiseringsbølger i 1990érne i EU blev langt hen ad vejen gennemført af de nyomvendte socialdemokrater. Når pensionerne, sundhedsvæsnet og meget andet i dag er privatiseret i EU, er det noget vi kan takke Poul Nyrup, Gerhard Schröder, Francois Mitterrand og Tony Blair for.

I løbet af de seneste 10-15 år er det imidlertid lige så stille gået op for vælgerne at et neoliberalistisk parti er et neoliberalistisk parti, uanset om man forsøger at sælge varen med en smuk socialdemokratisk rose eller ej.

Liberalisterne stemmer i dag på ægte liberalistiske partier, og de vælgere der ikke ønsker liberalisme er af gode grunde begyndt at bevæge sig andre steder hen. Socialdemokratierne i hele Europa ligger i øjeblikket og roder omkring 20% grænsen og tendensen er faldende.

Hvis socialdemokratierne vil undgå at blive fuldstændigt marginaliserede og betydningsløse er man nød til at finde tilbage til rødderne. Socialdemokraterne er nød til at kaste neoliberalismen på historiens mødding, især nu hvor finanskrisen har vist at markedets lyksaligheder er noget opreklameret blændværk.

Socialdemokraterne er simpelthen nød til at genopfinde sig selv og atter blive socialister…