Leder

LEDER: Demokrati under afvikling

28. oktober 2009

»Det er simpelthen spild af tid, som det ser ud i dag. I amtsrådet havde man mulighed for at prioritere ydelserne på sygehusene og undersøge klager fra borgerne. I dag er det i stedet administrationen, Sundhedsstyrelsen og Folketinget, der bestemmer det hele.«

Georg Miksa (S), medlem af regionsrådet i hovedstaden. Genopstiller ikke

Det er ikke fordi, at der ikke var advarsler - faktisk var der et større kor af amtsrådsmedlemmer og oppositionspolitikere, som forudså, at de nye regionsråd med strukturreformen ville blive så svage og impotente, at de med tiden helt ville miste deres betydning. Men det blev, som det blev tilbage i 2004, fordi der skulle findes et kompromis. Venstre og Konservative ville i hver sin retning. For de Konservative var ønsket om at nedlægge amterne længe næret, mens Venstres daværende indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), med reformen mest var interesseret i at etablere store kommuner, der kunne fungere som løftestang for mere fritvalg og mere udlicitering. I den sidste fase, hvor reformen blev kraftigt kritiseret for at være uden noget egentligt formål, fandt Løkke Rasmussen på det argument, at man med regionerne jo afskaffede et skatteudskrivende led - nemlig amtsskatten. En god borgerlig liberal sag. Kompromisset mellem Venstre og Konservative blev fem regioner i stedet for de 14 amter. Udover sygehusdrift har regionerne ikke meget at tage sig til, mange af de opgaver, som før lå i amterne, er flyttet til enten staten eller kommunerne, som har taget grådigt for sig af nye opgaver. De nye regioner må ikke udskrive skatter, ikke etablere stående politiske udvalg og har ikke nogen kommunalfuldmagt, det vil sige ret til at tage selvstændige initiativer. Til gengæld har den centrale Sundhedsstyrelsen fået øgede beføjelser over sygehusene og kan blandt andet gribe ind over for regionernes planer for lukning og etablering af nye hospitaler og afdelinger. Til regionsrådene vælges 41 politikere, som udpeger en formand og to næstformænd.

I dag er situationen den, at antallet af kandidater til de fem regionsråd styrtdykker, fordi indflydelsen er for lille. Man skal lede længe for at finde en vælger, der aner, hvem der stiller op i deres region, eller hvad politikerne i rådene beflitter sig med. En nylig undersøgelse viser desuden, at 77 procent af de nuværende regionspolitikere mener, at lovgrundlaget for regionsrådets arbejde er enten utilfredsstillende eller meget utilfredsstillende. Som lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen siger i en kommentar til undersøgelsen: Hvis det var fire ud af fem medlemmer af Folketinget, der var utilfredse med en lovgivning, ville den straks blive lavet om. Kort sagt: Regionerne er på alle parametre en demokratisk fiasko, og hvad værre er: Man vidste det godt, dengang konstruktionen blev udarbejdet. Regionerne, som de ser ud i dag, kan kun fungere i en overgangsperiode, indtil nogen enten giver dem øgende beføjelser, flere opgaver og skatteudskrivningen tilbage eller nedlægger dem helt. Det første er næppe sandsynligt - heller ikke, hvis der skulle komme en ny regering, så spørgsmålet er, hvor længe regionsrådene overlever og hvad, der kommer i stedet?

For sundhedsministeren og politikerne på Christiansborg tjener de impotente regionsråd et ganske bestemt formål. De fungerer som syndebukke, når noget går galt, når en kræftbehandling ikke er god nok, når patienter ligger på gangene eller ventetiderne bliver for lange, så ligger ansvaret i regionerne. Så selv om regionernes økonomi for 80 procents vedkommende hviler på statslige bloktilskud, så er det dem, der skal tage tævene, når noget ikke fungerer tilfredsstillende. Derudover er det svært at se, at de i deres nuværende konstruktion bidrager til at styrke det regionale demokrati. Hvem kan se forskel på den politik, der føres i en socialdemokratisk og en venstreledet region? Så længe, der ikke er et reelt politisk valg, fordi markedsgørelsen og centraliseringen af den offentlige sygehusdrift har fjernet det politiske råderum, så er det regionale demokrati en illusion. Som professor Kurt Klaudi Klausen, Syddansk Universitet, siger til Ugebrevet Mandag Morgen:

»I øjeblikket er vi i fuld gang med at afskaffe den demokratiske indflydelse på det regionale velfærdsområde. Om det er godt eller skidt, kan naturligvis diskuteres. Men det er opsigtsvækkende, at det tilsyneladende er en ufravigelig konsekvens af strukturreformen - uden at spørgsmålet overhovedet har været italesat i den offentlige debat.« For kommunernes vedkommende gælder det, at de ganske vist er blevet større og i dag udgør betydningsfulde administrative enheder, men oplevelsen hos borgerne er ifølge undersøgelser, at beslutningerne tages længere væk, og at afstanden til rådhuset er blevet betydeligt større. Det betyder, at regionernes manglende betydning ikke opvejes af en større fornemmelse af nærdemokrati i forhold til kommunerne. Tværtimod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu