Leder

Vendepunkt Gaza

GAZA-KRIGEN blev vendepunktet for Israels traditionelle allierede. De vestlige regeringer, herunder den danske, har i årtier sat den diplomatiske kikkert for det blinde øje, når Israel tilsidesatte FN-resolutioner, ignorerede international retsorden, der forbyder kolonisering af besatte områder og hver gang fordømte overgrebenes arabiske ofre som terroristisk rakkerpak, når de gjorde modstand med ufine midler som selvmordsbombere mod civile
19. oktober 2009

GAZA-KRIGEN blev vendepunktet for Israels traditionelle allierede. De vestlige regeringer, herunder den danske, har i årtier sat den diplomatiske kikkert for det blinde øje, når Israel tilsidesatte FN-resolutioner, ignorerede international retsorden, der forbyder kolonisering af besatte områder og hver gang fordømte overgrebenes arabiske ofre som terroristisk rakkerpak, når de gjorde modstand med ufine midler som selvmordsbombere mod civile. Disse vestlige regeringer har efter Gaza-krigen ikke længere vælgermæssig rygdækning til at bakke op om det Israel, de selv har bevæbnet og siden 1967 været sikkerhedsnet for.

Holdningsskiftet har i de forløbne ni måneder haft varierende form - fra Barack Obamas (indtil videre forgæves) insisteren på et totalstop for de ulovlige bosættelser som forudsætning for genoptagelse af fredsforhandlingerne med palæstinenserne til FN-systemets efterforskning af begåede krigsforbrydelser og de tyrkiske generalers aflysning af israelske kampfly i en fælles øvelse med bl.a. USA, Italien og Holland.

Det tyrkiske militær har angivet misnøje over udeblevne leverancer af spiondroner, bestilt i Is-rael som årsag til aflysningen af øvelsen. Men ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan har sagt, at »en følsom politisk situation« var årsagen. Og det siger en hel del om atmosfæren i det muslimske land, der siden 1996 har været allieret med Israel, at dets statslige fjernsyn, TRT, for tiden sender en fiktionsdramaserie, der skildrer israelske soldaters overlagte mord på ubevæbnede kvinder og børn i de besatte områder. Den israelske regering er ikke veget tilbage fra at opfordre Erdogan til at gribe ind mod TRT's ytringsfrihed og stoppe tv-serien, og begrundelsen ligner til forveksling en sag, vi herhjemme kender noget til med omvendt fortegn, nemlig at tv-serien vil opvigle til had og udsætte tyrkiske jøder og israelske turister i Tyrkiet for livsfare.

SERIEN ER bestemt heller ikke for sarte sjæle i dens firkantede overdrivelser af de israelske soldaters blodtørst. Men vi ved fra bl.a. den israelske veteranorganisation Break the Silence, at sådanne overdrivelser ikke er milevidt fra realiteterne på Vestbredden og i Gaza, og nu ved vi det også fra den FN-rapport, der torsdag var til behandling i menneskerettighedsrådet i Genève, og som er udarbejdet af et FN-hold under ledelse af den sydafrikanske dommer ved Den Internationale Domstol i Haag, Richard Goldstone. Han er jøde og erklæret 'tilhænger af Israel', men han er også en jurist, der tror på, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden bliver retsforfulgt, uanset hvem der er gerningsmænd.

Og hans efterforskningshold synes at have godtgjort, at de israelske styrker i Gaza er skyldig i begge dele, hvorfor Menneskerettighedsrådet anbefaler at rapporten sendes videre til Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet og generalsekretæren. Og sker der ikke noget i løbet af seks måneder, bør rapporten sendes videre til Den Internationale Krigsforbryderdomstol. Det har fået Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, til at advare mod en præcedens, der »i fremtiden vil sende amerikanske og britiske soldater i Afghanistan til Haag«.

RAPPORTEN er omhyggelig med også at anklage Hamas for krigsforbrydelser, så vist som Hamas sender missiler mod civile mål i det sydlige Israel. At de sjældent rammer andet end en mark er principielt uden interesse - det er intentionen, der er afgørende. Men det bemærkelsesværdige ved afstemningen om Goldstone-rapporten i Genève fredag var ikke stemmetallene - 25 overvejende tredjelande plus Kina og Rusland stemte for rapportens konklusioner, seks stemte imod - herunder USA - og 15 undlod at stemme, herunder Frankrig og Storbritannien. Det var derimod USA's begrundelse for at stemme imod.

Som det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Ian Kelly, udtrykte det: »Vi mener, at resolutionen har et ubalanceret fokus, og vi er bekymrede for, at den vil polarisere og skabe splittelse. Men det betyder på ingen måde en mindskelse af den (amerikanske) dybe bekymring for januars tragiske begivenheder og de lidelser, der blev forårsaget af volden i Gaza«.

SÅDAN formulerer en regering sig, der på den ene side vil opretholde tæt kontakt med en stat, der er en traditionel allieret, og på den anden side væmmes ved dens fremturen - og USA's FN-ambassadør gjorde det da også klart, at en mindre mundret og mere mildt og afbalanceret formuleret kritik - men en kritik - af Israel ville have fået amerikansk støtte.

En anden betydningsfuld detalje i forløbet er et fælles brev fra Gordon Brown og Nicolas Sarkozy adresseret til Israels Benyamin Netanyahu, hvori de opfordrer til, at Goldstone-rapporten danner grundlag for »forbedringer af situationen på landjorden« - altså en de facto anerkendelse af den rapport, Israel har afvist, og en støtte til den FN-procedure, Israel har stemplet som »en diplomatisk farce«.

Det ser altså ikke godt ud for Israels anseelse hos dets traditionelle allierede. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu