I GÅR klagede Israels miljøminister, Likud-politikeren Gilad Erdan, sin nød til den israelske offentlighed - og dermed til verdensoffentligheden, eftersom israelsk politik er et globalt anliggende: Der er opstået en overhængende risiko for krænkelse af 300.000 jødiske bosætteres menneskerettigheder på den besatte Vestbred, efter Israel delvis har bøjet sig for internationalt pres og stoppet nye (og ifølge international jura ulovlige) bosætterboliger i 10 måneder.
»En ekstrem situation,« klynker miljøministeren og lyder som et ekko af den båndsløjfe, der siden juni 1967 er sendt på palæstinensernes frekvens om daglige overgreb på deres liv, ære, velfærd og ejendomsret. Dem nævnte han dog ikke.
NÅR dette læses er det næsten på dato to år siden Ehud Olmert, daværende premierminister, erklærede stålsat vilje til at stoppe nye jødiske bosættelser på Vestbredden. Stedet var Annapolis i Maryland, og anledningen 'genstart' af den kuldsejlede 'køreplan for fred' fra 2003. Også dengang lovede Ariel Sharon som israelsk regeringsleder at »fastfryse« bosættelserne.
Men koloniseringen af Vestbredden og det arabiske Østjerusalem fortsatte ufortrødent, og antallet af kolonister er nu små 500.000 i alt. De bor med god plads og på lempelige statsstøttede økonomiske vilkår, og det bliver de ved med, også efter forsvarsminister Ehud Baraks meddelelse torsdag om frysning af nyt boligbyggeri på Vestbredden i 10 måneder.
Undtaget er bosættelserne i Østjerusalem og offentlige bygninger, synagoger og skoler på Vestbredden. Igangværende byggeri af 2.500 boliger færdiggøres og 492 godkendte lejligheder på Vestbredden og 900 andre i Jerusalem-nabolaget Gilo påbegyndes efter planerne. Byggekranerne vil stadig være bemandede. Alligevel mener udenrigsminister (og bosætter), Avigdor Lieberman, at bolden nu er i det palæstinensiske hjørne, og at PA-præsident Mahmoud Abbas efter denne fremstrakte hånd ikke længere har nogen gyldig grund til at afvise nye forhandlinger om en fredsaftale.
DET siger sig selv, at den palæstinensiske leder beholder hænderne på ryggen - Israels 'nedfrysning' er nemlig ikke henvendt til ham, men til Washington, hvad Lieberman da også gjorde klart med en bemærkning om, at det »sidste, der bør interessere os, er palæstinensisk skepsis, hvad der skal interessere os, er vores venner i verden«.
Hvilke venner? Israel har kun én ven i verden - selv EU lagde for nylig luft til Netanyahu-regeringen. Men en ven er alt nok, så længe det er USA, og Hillary Clinton kaldte da også Israels delvise byggestop »hjælpsomt i processen frem mod en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt« - og roste altså indbrudstyven for at udlåne nogle af tyvekosterne til den bestjålne.
Dette grundlæggende perspektiv, at Israels kolonisering er simpelt tyveri af jord (og vand), forsvinder i de trivielle et-skidt-frem-og-to-tilbage-øvelser, der sminkes som »indrømmelser«.
SOM den arabiske London-avis, Al Hayat, skrev - og som bosætter Lieberman indirekte bekræftede - er præsident Barack Obamas særlige udsending, George Mitchells opgave ikke længere at mægle mellem Ramallah og Jerusalem, men mellem Jerusalem og Washington. Og Mitchell accepterede Israels forbeholdne 'nedfrysning', men gentog at USA fortsat afviser at anerkende annekteringen af Østjerusalem.
Det er Netanyahu ligeglad med, eftersom USA's afvisning aldrig når udover den tryksværte, den er formuleret med. Amerikanernes principielle holdning er uden konsekvens, for på bundlinjen er Israel stadig USA's mest troværdige allierede i en region af vital strategisk betydning for Vestens energi-interesser.
Selv om Netanyahu optræder som en kriminel fætter, er han stadig medlem af familien. Palæstinenserne - og arabere i det hele taget, for slet ikke at tale om iranere og på det seneste også tyrkere - er 'de andre'.
Obamas forsøg på at ændre den tilstand i tale(r), men ikke i handling(er), var fra begyndelsen halvhjertet. Nu er han helt afdriblet af Netanyahus imponerende repertoire af finter og fedtspil på midtbanen, der på fem måneder har nedtonet det amerikanske krav om fuldt byggestop overalt som forudsætning for genoptagelse den fredsproces, Netanyahu har lovet sine vælgere at blokere nu og for altid.
DOG er det uomgængeligt, at der går hul på bylden på et tidspunkt trods parternes gensidige mistro. Det er ved at gå op for den mest højrevendte regering i historisk tid (som i Israels tilfælde er 61 år), at kvalmen over Israels behandling af palæstinenserne har nået et punkt, som Israels traditionelle venner i Vesten må sende en tanke. Den sporedes faktisk for nylig i Folketinget, da Per Stig Møller blev udfordret af SF's Kamal Qureshi om Israels strangulering af Gaza. Udenrigsministeren var spag i mælet. Ja, næsten imødekommende. Vi kan kun gentage: På med vanten, Per Stig. e.
"Grænsen er nået," skriver Jørgen Flindt Pedersen på s.20, og noget tyder på, at mange jøder selv er ved at forstå det semitiske som et humanistisk problem.
Således havde overrabbiner Bent Melchior, der før har taget Israels politik i forsvar, i Politiken 21.nov. en bemærkelsesværdigt forsonende artikel, benævnt 'værdiskred', der ganske vist handlede om vores behandling af indvandrere her i landet, men principielt angik human behandling modsat dæmonisering.
Bent Melchior vendte kritikken imod Dansk Folkeparti, og svaret fra DF viser, at vi er milelangt fra grænsen, muren og et mentalt byggestop. Læs blot Søren Espersens læserbrev, en krigserklæring over for Melchior, hvor han identificerer sig (og sin jødiske familie) med Israels besættelsespolitik, den i egne øjne fredselskende Søren, der føler sig dæmoniseret.