Leder

12 døgn, der vil dømme en generation

7. december 2009

LEDER | I dag tager 56 aviser i 45 lande det hidtil usete skridt at tale med én stemme gennem en fælles ledende artikel. Det gør vi, fordi menneskeheden står over for en dyb og akut krise.

Hvis ikke vi i fællesskab griber målrettet ind, vil klimaforandringerne hærge vores planet og dermed undergrave vores velstand og sikkerhed. Faresignalerne er gennem en generation blevet stadig tydeligere. Nu er kendsgerningerne begyndt at tale deres klare sprog: 11 af de 14 seneste år har været de varmeste, der nogensinde er registreret, den arktiske iskappe smelter, og sidste år steg priserne på olie og fødevarer til faretruende højder. Det er alt sammen med til at give os en forsmag på fremtidens kaos. I de videnskabelige tidsskrifter lyder spørgsmålet ikke længere, hvorvidt det er menneskets skyld, men derimod hvor lidt tid vi har tilbage til at begrænse skaderne. Alligevel har verden indtil nu reageret slapt og halvhjertet.

Klimaforandringerne skyldes århundreders påvirkninger og har konsekvenser, der vil vare i al fremtid, og vores muligheder for at tæmme dem vil blive afgjort i løbet af de næste 12 døgn. Vi opfordrer repræsentanterne for de 192 lande, der er samlet i København, til ikke at tøve, til ikke at strides, til ikke at skyde skylden på hinanden, men derimod til at gribe de muligheder, der er opstået af det største politiske svigt i moderne tid. Det her må ikke blive en kamp mellem den rige verden og den fattige verden eller mellem øst og vest. Klimaforandringer påvirker alle, og problemet skal løses af alle.

Vores ledere må sende det signal til borgerne, at vi bliver nødt til at lægge vores liv om, og de må sikre, at det sker. Forskningen er kompliceret, men kendsgerningerne er klare. Verden må tage skridt til at begrænse temperaturstigningen til to grader celsius i 2100. Det er en målsætning, der ifølge forskningens vurderinger vil forudsætte, at de globale udledninger topper og begynder at falde inden for de kommende fem til ti år. En højere stigning på tre til fire grader - og det er den mindste stigning, vi med rimelighed kan forvente, hvis ikke vi foretager os noget - vil udtørre kontinenter og forvandle landbrugsjord til ørken. Halvdelen af alle arter kan uddø, mange millioner mennesker blive drevet på flugt, og hele nationer blive oversvømmet af havet.

De færreste tror længere på, at parterne i København kan levere en traktat, hvor alle knaster er høvlet af. Man kunne først begynde at arbejde sig i retning af en traktat, da præsident Obama rykkede ind i Det Hvide Hus, og kursen blev lagt om efter årelang amerikansk obstruktion. Og selv i dag er resten af verden helt afhængig af amerikansk indenrigspolitik, for præsidenten kan ikke for alvor forpligte sig til de fornødne initiativer, før den amerikanske Kongres har gjort det.

Men de politikere, der mødes i København, kan og skal blive enige om grundelementerne i en retfærdig og effektiv aftale, og ikke mindst skal de fastlægge en fast tidsplan for at gøre aftalen til en egentlig traktat. Klimamødet i Bonn i juni næste år bør være deres tidsfrist. Som én af forhandlerne har formuleret det: »Vi kan godt leve med forlænget spilletid, men vi kan ikke tillade os at spille en omkamp.«

Aftalen må bygge på et forlig mellem den rige og den fattige verden om, hvordan vi fordeler de byrder, som kampen mod klimaforandringer fører med sig - og hvordan vi deler en ressource, der er blevet meget dyrebar: De cirka 1.000 milliarder ton CO2, som vi kan udlede, før klimatermometret kommer helt op i det røde felt.

De rige lande fremhæver gerne den matematiske kendsgerning, at der ikke kan findes en løsning, før kæmperne blandt udviklingslandene, eksempelvis Kina, tager mere drastiske skridt, end de hidtil har gjort. Men den rige verden er ansvarlig for størstedelen af den mængde CO2, der er akkumuleret i atmosfæren - tre fjerdedele af al den CO2, der er udledt siden 1850. Derfor må de rige lande nu gå forrest og hver især forpligte sig til konkrete og betydelige nedskæringer, der i løbet af ti år vil gøre den rige verdens samlede udledning langt lavere end i 1990.

Udviklingslandene kan påpege, at de ikke har været skyld i den største del af problemerne, og også at verdens fattigste regioner bliver hårdest ramt. Men de vil i stigende grad bidrage til den globale opvarmning og må derfor selv forpligte sig til opfylde meningsfulde og konkrete mål. Verdens to største udledere, USA og Kina, har for nylig forpligtet sig til konkrete udledningsmål, og selv om de ikke var så ambitiøse, som nogle havde håbet, var der tale om vigtige skridt i den rigtige retning.

Hensynet til social retfærdighed kræver, at den industrialiserede verden må gribe dybt i lommerne og love penge til at hjælpe de fattigere lande med at tilpasse sig klimaforandringerne samt ren teknologi, der sætter dem i stand til at opnå økonomisk vækst uden at øge deres udledninger.

En fremtidig traktat skal forankres i konkrete initiativer - streng multilateral overvågning, rimelige belønninger for skovbeskyttelse og troværdige vurderinger af 'eksporterede udledninger', således at byrden på længere sigt kan fordeles mere retfærdigt mellem dem, der fremstiller forurenende produkter, og dem, der forbruger disse produkter. Og almindelig fairness kræver, at den byrde, der pålægges de respektive rige lande, er udmålt under hensyntagen til deres evne til at løfte den. For eksempel må de nye EU-medlemmer, der ofte er langt fattigere end 'det gamle Europa', ikke blive hårdere ramt end deres mere velstående unionspartnere. Forvandlingen bliver kostbar, men mange gange billigere end hjælpepakkerne til den globale finanssektor - og langt billigere end konsekvenserne af ikke at gøre noget.

Mange af os, særligt i den rige verden, må lægge vores livsstil om. Den tid, hvor en flybillet kan koste mindre end taxien til lufthavnen, er ved at rinde ud. Vi bliver nødt til at købe ind, spise og rejse på mere intelligente måder. Vi skal betale mere for vores energi og bruge mindre af den.

Men overgangen til et samfund med lav CO2-udledning rummer løfter om flere muligheder end ofre. Nogle lande har allerede erkendt, at man ved at gå positivt ind i overgangen kan sikre vækst, arbejdspladser og højere livskvalitet. Kapitalstrømmene fortæller deres egen historie: Sidste år blev der for første gang investeret flere penge i vedvarende energi end i at producere elektricitet ved hjælp af fossile brændstoffer.

For at kvitte vores CO2-afhængighed i løbet af blot få årtier skal der inden for teknologi og innovation ydes præstationer, som snildt kan måle sig med menneskehedens største bedrifter gennem historien. Men hvor det var konflikter og konkurrence, der var drivkræfter for, at det lykkedes at sende mennesket til månen og at spalte atomet, skal det kommende CO2-kapløb drives af en fælles indsats for kollektiv frelse. Hvis vi skal besejre klimaforandringerne, skal optimismen besejre pessimismen, og visionerne skal besejre kortsynet - vinderne skal være dem, Abraham Lincoln kaldte »de bedste engle i vores natur«.

Det er i denne ånd, at 56 aviser fra hele verden er gået sammen om denne lederartikel. Hvis vi, med vores vidt forskellige nationale og politiske perspektiver, kan blive enige om, hvad der skal gøres, kan vores politiske ledere bestemt også.

I København har politikerne magten til at forme historiens dom over vores generation: En generation, der stødte på en udfordring og besvarede den. Eller en generation, der var så dum, at den så katastrofen komme uden at foretage sig noget for at afværge den. Vi beder dem indtrængende om at træffe det rette valg.

På initiativ af den britiske avis The Guardian har 56 aviser i 45 lande besluttet at sende et samlet signal til verdens politiske ledere i form af en fælles leder. Blandt de 56 aviser er foruden The Guardian, Information og Politiken i Danmark, Le Monde og Liberation i Frankrig, El pais og El Mundo i Spanien, Süddeutsche Zeitung i Tyskland og Dagbladet i Norge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja - Jeg skulle lige til at nævne det. Klimadebatten er vist et forsøg på føre en fornuftig dialog. Nu ikke så opgivende vel.

Higgs har iøvrigt også perspektiver i dette emne, hvor jeg opfatter du udtrykker dig lidt mere klart end i politiske spørgsmål.

@Hans Hansen: "Er du mon klar over at Claus Schmidt: udtrykker at klimadebatten er skabt af opspind?"

Nej, det var jeg faktisk ikke. Hans holdning "Men teorien om at CO2-stigningen er årsag til stigningen i temperatur er der ikke specielt meget videnskabelig enighed om - uanset hvad pressen så ellers skriver." i hans kommentar http://www.information.dk/217864#comment-189422 er jeg selvsagt lodret uenig i.

John Fredsted

Det er jeg godt klar over at teorierne ikke gør. Alligevel er det kun ganske få forskere, der er af den opfattelse at det ikke er et samspil mellem naturkrafterne, og de menneskabte forandringer, der er årsag til at temperaturen er steget ganske mærkbart igennem de sidste 100 år. Siden den industrielle revolution.

Især i politik bliver, som bekendt, enhver uklar udtalelse misforstået

Kære Søren List,
som det vist tydeligt fremgår af den offentlige debat og de politiske konstellationer i klimadiskussionen, så anser selv "klimaskeptikerne" sig for at være marginaliserede og holdt udenfor, - det kunne næppe foregå, hvis der var tale om en betydelig gruppe.

Og så er det da muligt at du finder nogle uomtalte detaljer interessante, men - med al respekt - så kan jeg ikke bruge en anden lægmands vurdering til ret meget i den sammenhæng, - og slet ikke når du fremturer med det tynde "10-års"-statistikklip, som selv ophavsmanden prøver at glemme.

De øvelser du er igang med , om solpletaktivitet, magnetfelt, osv., er det man kalder simpelt fiskeri indenfor statistikken. Ikke at der i sig selv er noget galt med den slags fiskeri, for det er jo et værktøj som normalt bruges til at opstille arbejdshypoteser. Men en arbejdshypotese er ikke noget værd, medmindre dens gyldighed påvises gennem et større analysearbejde, og indenfor klimaforskning betyder det en meget stor model, som kræver lidt mere end fritidsengagement.

Så der er altså ikke noget formål i at du prøver at overbevise mig, med nogle løsrevne oplysninger. Det er meget nemmere at vi venter 20 års tid, og ser hvordan det går.

Angsten: mærkeligt at der er så stor skepticisme hos lægmand, når det drejer sig om at sikre sig imod en klimakatastrofe, - sidst jeg så en bilreklame, var det vist noget med 5 airbags, ABS, kollisionssikker front, osv., så der kan man åbenbart godt bruge en masse penge på at sikre sig mod den ulykke, som kun rammer de færreste?

3. Verden: jeg er ikke så pessimistisk på deres vegne,. En af konsekvenserne af fokus på klimaproblemer, er jo det afledte fokus på vedvarende energi (VE), og her har de en fordel: eftersom de ikke har nogle/ret mange dyre kraftværker i forvejen, som skal afskrives før de kan indføre den nye teknologi, så giver det dem faktisk en fordel i forhold til Vesten, - et faktum, som nok også er stærkt medvirkende årsag til at Kina går så stærkt frem på området.

Vesten: Jeg tror ikke at en klimaløsning kan skabes ad anden vej, end den politiske, for der er jo det lille gran af sandhed i Lomborgs analyser, at det vil være ret dyrt på kort sigt ... kva det modsatte forhold af det jeg nævner som 3.verdenslandenes fordel.

Tom Kristensens ord er i dag nærmest læses som profetiske, selvom hans angst var en individuel eksistenteil mens den nuværende er den nu blevet et fælles vilkår :

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer paa Flugt,
mod et Opbrud som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt

@ John Fredsted.

Jeg er på alle punkter helt enig med dig og er imponeret over, at du orker at tage disse kampe med benægterne igen og igen - så selvom du måske ikke er overoptimistisk, så har du da heldigvis ikke mistet kamgejsten. Nogen tro på fremtiden må du have.

For mig er det helt væsentlige et opgør med vækstideologien - i teori og i praksis. Væksten må betegnes som en destruktiv dødsdrift, og selvom nogle mener, at markedets usynlige hånd er en velsignelse, så må man snarere betegne denne usynlige hånd som den hånd, hvormed døden fører leen. Markedet har sin beretiigelse på meget afgrænsede områder, men netop begrænsede områder - ikke som et overordnet fordelingsprincip af finite ressourcer og velstand.

I øvrigt vil jeg tillade mig at henvise til følgende bemærkninger om den såkaldte 'klimagate', som med rette kan være en betegnelse for det systematiske og tilsyneladende velfinansierede fusk, der har til formål at skabe tvivl om velbegrundede kendsgerninger på bæredygtighedsområdet.

Se venligst min kommentar til denne artikel:

http://www.information.dk/216592#comment-186638

og se venligst to indslag af Monbiot den 7 december 2009 på denne side:

http://www.monbiot.com/

Svend W. Jensen

John Fredsted,

Jeg forstår udmærket, hvad du mener, men min stillingstagende i klimadebatten er en konkret stillingstagende på baggrund af det nuværende vidensniveau, om du vil politisk stillingstagende.

Det, du ønsker med dine ”køkkensamtaler”, er, at vi i fællesskab skal finde frem til ”menneskets egentlige værdier”, men det er normativt, hvad mennesket egentligt værdier burde være. Det er selvfølgeligt filosofisk interessant, hvis der nogensinde kunne opnås enighed herom, men det kan der historisk demonstreret ikke – der er (heller ikke her) nogen ”sandheden”. Og på et eller andet tidspunkt må al den tænken omsætte sig til praktisk handlen, ellers er det jo blot tankespind.

Man (du og ligesindede) kan selvfølgelig godt sætte sig ned på dine (sine) hænder og påvise og fordømme menneskehedens dårskaber, men hvad kan man bruge det til, hvis det ikke følges op med praktisk handling.

I afventer et ”andet økonomisk paradigme” eller med Nissens ord ” et opgør med vækstideologien - i teori og i praksis.”, men hvad er det andet en ord, hvis det ikke konkretiseres? I venter på Godot.

Nissen kalder oven i købet anderledes tænkende for ”benægterne”. Hvad er det, der benægtes – hans tro, hans sandhed, der åbenbart skal gøre det udfor ”sandheden”.

Min tilgang er i den grad pragmatisk. Vi har et klimaproblem, som videnskaben (the bulk of evidence) har sandsynliggjort væsentligt skyldes vor egen aktivitet. Hvad skal vi gøre ved det, med de midler vi har til rådighed og hvilke midler kan vi udvide med?

Forhåbentlig ser vi ved klimatopmødet begyndelsen til starten på løsningerne af dette problem med konkrete politiske tiltag og så må I jo sidde og grubler videre i jeres elfenbenstårne medens andre snavser hænderne til i praktisk politik.

P.S. Skulle du eller andre have lyst til en replik til mig, kan jeg tidligst give en mod- (eller med)replik i morgen formiddag.

@Svend W. Jensen: 'Det, du ønsker med dine ”køkkensamtaler”, er, at vi i fællesskab skal finde frem til ”menneskets egentlige værdier”...'

Hvornår har jeg påstået det? Jeg gør bare opmærksom på det, som jeg anser for at være den grundlæggende mentale/psykologiske årsag til vores vanvidsparadigme om vedvarende økonomisk vækst.

'I afventer et ”andet økonomisk paradigme” eller med Nissens ord ” et opgør med vækstideologien - i teori og i praksis.”, men hvad er det andet en ord, hvis det ikke konkretiseres? I venter på Godot.'

Skal jeg forstå dette som, at du ikke mener, at der er behov for et andet økonomisk paradigme? For hvis det er din opfattelse, så bliver det selvsagt rigtigt svært for os at blive grundlæggende enige om noget af fundamental betydning.

@Svend W. Jensen: Min sætning "Lad os sætte os ned sammen med hinanden, med en god kop kaffe [...] og tale om det, der betyder noget for os.", der måske er årsagen til din (fejl)opfattelse af min holdning, er ikke udtryk for et filosofisk-intellektuelt projekt, hvor vi skal blive enige om noget som helst forkromet.

Nej, det er simpelthen et udtryk for et ønske om, at vi mennesker kan mødes mere ærligt, uden alle vore skjulte dagsordener og påtaget forlorne vigtighed.

@Erik Rolfsen Nissen: Det glæder mig at høre, at du (på alle punkter endda) er helt enig med mig.

Pudsigt at du føler dig imponeret over mig. Jeg har længe haft det sådan med dig: Din omfattende viden om peak-oil, klima, ressourceforbrug, etc. har længe imponeret mig, og jeg synes da, at du, oftere end jeg, har taget disse (nytteløse) verbale slåskampe med klimabenægterne.

Du har ret, jeg har ikke mistet kampgejsten. Men min indsats har skiftet fokus:

Jeg går ikke længere i rette med klimabenægternes endeløse pseudovidenskabelige påstande, for det er nytteløst - rent Sisyfos. Jeg ignorerer dem bare nu [uha, bliver denne indrømmelse mon lækket world-wide af dem som atter et bevis på én stor sammensværgelse?].

I stedet er mit fokus flyttet til det, som fremtræder i denne tråd: Det psykologiske/mentale, og hvorledes dette former vores kultur og driver vores verden.

Jeg ved ikke nødvendigvis, om jeg har nogen reel tro på fremtiden, i hvert fald ikke på en god fremtid. Men håb har jeg naturligvis, for uden håb dør ethvert menneske. Man kan sagtens have mistet troen, men stadig håbe, vil jeg mene.

Jeg er enig naturligvis helt enig med dig i, at opgøret med vækstideologien er det helt centrale.

Tak for dine links. Det er tankevækkende, at den reelle klimaskandale, som Monbiot omtaler, ikke er pustet tilsvarende op i medier verden over.

Svend W. Jensen

Det er jo lige der det gør ondt - opgøret med vækstfilosofien, den er vanskelig at sælge, det er nemmere med CO2 kvoter....

@Hans Hansen:

“Er du mon klar over at Claus Schmidt: udtrykker at klimadebatten er skabt af opspind?”

Der tager du fejl Hans Hansen. Det er ikke min mening.

Klima-debatten er først og fremmest skabt af grådighed og angst. Ikke af opspind ( dersom opspind da ellers kan skabe noget ?)

Den bygger på tre sandheder:

(1) At temperaturerne på jorden er steget siden vi havde den lille istid og termometer-målinger begyndte.
(2) At CO2 er en drivhusgas
(3) At mennesker lukker meget CO2 ud.

Tilsat en enkelt masse-panik:

(4) Hvad sker der hvis nu temperaturen stiger endnu mere?

Så langt kan vi være enige. Faktisk vil stort set enhver såkaldt "klima-skeptiker" være enig i disse ting.

Det er graden af sammenhæng mellem disse ting der er uenighed om. Samt årsag og virkning.

Og så det faktum at den forskning som alle taler så meget om først og fremmest er forskning i fremtiden, altså punkt 4. Prognoser, modeller, konsekvensberegninger, you name it...

Der er penge i lortet... Millarder og atter milliarder... men "det er svært at spå, især om fremtiden"

---

Hvad angår naturlovene kan jeg da umuligt være uenig. Naturen "i det store hele" er fløjtende ligeglad med hvad alle verdens regeringsrepræsentanter beslutter sig til.

I tillæg til at vi endnu ikke forstår dem alle og måske aldrig kommer til det er naturlovene helt og aldeles udenfor vores evner og formåen at ændre på. Systemet er ganske enkelt større end os, vi kan højest gøre os håb om at udradere os selv.

Dette, selvom man dagligt ser politikere udtale sig som om de er guder: I fulde alvor udtaler de at de agter at bestemme over verdens temperatur (?!)

Naturlove er naturlove. Hvis det skal være varmt så bliver det varmt og hvis vi skal have en istid igen, så får vi det. Det kan alle verdens topmøder ikke ændre på.

---

Jeg håber dette indlæg gør dit "dem-imod-os" verdensbillede lidt mere nuanceret.

Søren Kristensen

Nu har de rige vestlige lande i årtier bekæmpet de fattige lande ved at udnytte deres billige arbejdskraft, turistificere deres herlighedsværdier og stille dem handelshindringer i vejen og når klimaet så kommer og hjælper til er fanden løs.

Svend W. Jensen

John Fredsted,

Det var det nævnte afsnit, der gav anledning til min misforståelse.

Jeg antager, at vi i udgangspunktet ikke er uenige, at vi begge ikke er ”klimaskeptiske” eller ”klimafornægtere”, at vi mener, at der er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at den menneskelige aktivitet er en væsentlig årsag til de registrerede klimaforandringer (og til en række andre miljøproblemer)?

Når jeg tager dette op, er det fordi, at du ikke, som jeg ser det, har givet en klar udmelding bortset fra din tak til Information for lederen i dit første indlæg, men striks tog den ud ad tangenten med en eksistens pessimisme, der nærmer sig depression – din psykologisering af problemkomplekses.

Det jeg har opponeret imod er flere ting.

For det første selve din opgivende ”melankolske” (som du kalder det) holdning af, hvad kan det nytte.

For det andet din for mig passive reflekterende filosoferende holdning til problemerne. Tag ikke fejl, jeg lægger stor vægt på nødvendigheden af reflekterende ideopbygning – på tankekonstruktioner.

Men og det er mit store men, for mig skal tankekonstruktionernes virkelighed omsættes til virkelighedens virkelighed, hvis de skal have nogen mening – fra teori til praksis.

Min holdning er egentligt ganske godt udtrykt med Marx’s kendte sentens: Filosofferne har hidtil kun fortolket verden forskelligt, men det kommer an på , at forandre den – man bliver nødt til at være pragmatisk.

For det tredje og det er nok her vi tilsyneladende går helt gal af hinanden, et ”andet økonomisk paradigme” og Nissens ” et opgør med vækstideologien - i teori og i praksis”.

Jeg kan ikke tage stilling til nogle af delene, før jeg ved, hvad de indeholder. Hvad består det andet økonomiske paradigme af, løser det de problemerne det sigter mod, er det (politisk) realiserbart osv. Så jeg kan ikke tilkendegive om jeg er enig eller uenig med dig før indholdet er konkretiseret og i Nissens ”opgør med vækstideologien” må netop teorien og praksis konkretiseres ellers er og bliver det bare slagord, der skal signalerer ansvarlighed.

Og igen, jeg ønsker klimatopmødet held og lykke. Jeg foretrækker små fremskridt –hvis der i det hele taget bliver taget skridt – i den rigtige retning frem for helt at opgive, fordi det ikke blev den store forkromede finale løsning.

Jeg tror, at jeg har forstået dine synspunkter og forhåbentligt har jeg evnet at fremsætte mine, men vi kommer næppe nærmere enighed før ”det nye økonomiske paradigme” er formuleret.

'Jeg kan ikke tage stilling til nogle af delene, før jeg ved, hvad de indeholder.´ (det andet økonomiske paradigme).

Ja, undskyld jeg blander mig, men man skal vel ikke kende svaret for at stille spørgsmålet?? Kan man ikke problematisere et forhold, hvis teori og praksis er indlysende uacceptable, uden præcist at kunne svare på, hvorledes tingene herefter skal se ud? Måske skal de (som ideal) udvikles i demokratisk dialog efter visse grundlæggende principper, som sikrer bæredygtighed og fair fordeling af resourcer og velstand.

Hvis kravet er, at man på forhånd skal kende svaret, kan der ikke stilles andet end de mest trivielle spørgsmål og der kan ikke finde meget hjernemæssig udvikling sted (hvilket der efter min mening er stærkt brug for).

I øvrigt viser historien, at det er forbundet med en vis risiko (for at sige det mildt) at beskrive og forsøge at praktisere utopiske samfundsordninger, men derfor skal man vel ikke holde kæft, hvis der er noget at kritisere i den eksisterende økonomiske orden (og det er der).

Apropos det med slagord, som jeg i princippet ikke kan være uenig i, så finder jeg også dette cirat stærkt slagordspræget, for hvad betyder det egentlig?

'Men og det er mit store men, for mig skal tankekonstruktionernes virkelighed omsættes til virkelighedens virkelighed, hvis de skal have nogen mening – fra teori til praksis.'

andet end at man eventuelt også må ændre det økonomiske fundament for samfundet??

Jeg vil tillade mig at henvise til følgende med henblik på at få en fornemmelse af, hvad bedre tænkere end jeg mener om det med en anden økonomisk teori og praksis. Se venligst her:

http://www.sd-commission.org.uk/publications/downloads/Herman_Daly_think...

Iøvrigt tror jeg ikke vi er særligt uenige.

@Svend W. Jensen: Du har, som jeg også tidligere har vedgået mig, så ganske ret i, at der hviler noget (meget) melankolsk over mit syn på tingenes tilstand. Men min holdning er kun opgivende - hvad kan det nytte? - indenfor det indeværende kulturelle udtryk, som tidligere omtalt. Her ser jeg grundlæggende ingen bæredygtige, fredelige, holdbare løsninger på de kriser, vi befinder os i.

Og derfor taler jeg om, at vores kultur, altså den vestlige, må forandre udtryk, hvilket indebærer (idet kultur er summen af menneskers tanker og handlinger, og ikke noget der som ved guddommelig indgriben tvinges ned over vore hoveder), at mennesket må forandre sig psykologisk/mentalt - ja, åndeligt (der for mig ikke er synonymt med religiøst). Dette er ikke passivitet. Omsættelse af dette til virkelighed er netop at turde byde gæster på kaffe i 40 år gamle, lortebrune køkkener. En sådan adfærd, spredt ud til mange af livets forhold, vil selvsagt rive gulvtæppet væk under det nuværende økonomiske paradigme.

PS: Erik Rolfsen Nissen, tak for din indblanding. Jeg kunne ikke have formuleret det bedre.

Svend W. Jensen

Erik Rolfsen Nissen,

” I øvrigt tror jeg ikke vi er særligt uenige.” .

Det tror jeg heller ikke, jeg kan i hvert fald tilslutte mig det meste af, hvad du skriver i dit sidste indlæg og specielt dine betragtninger om, at man (selvfølgelig) ikke kan give svaret før spørgsmålet er stillet, at det må foregå i en demokratisk dialog og om de historiske erfaring med, at ” forsøge at praktisere utopiske samfundsordninger”.

Men sidstnævnte forsøgte jeg at gøre til min pointe vedrørende ” et andet økonomisk paradigme” og dit ”opgør med vækstideologien”. Også disse ideer må være bæredygtige dvs konkretiseres og accepteres for at blive til praktisk politik.

Så derfor må man starte med f.eks. af få afklaret, hvad der menes med ”bærerdygtighed” , fair (retfærdig) fordeling af ressourcer, velstand og specielt, hvad der menes med ”at ændre det økonomiske fundamentet for samfundet”.

Men indtil da, er der vel ikke noget fornuftigt i vejen med, at man prøver at ændre på tingenes tilstand med de virkemidler vi har og med udvidelse af virkemidlerne i takt med, at vi får dem beskrevet og kan enes om dem. Og det er vel, hvad man forsøger på nu ved topmødet

Svend W. Jensen

John Fredsted,

Det kan godt være, at vores tilsyneladende uenighed i grunden bunder sig i to forskellige tilgange til problemerne – din melankolsk, pessimistiske og min mere offensive, langt mere optimistiske, praktiske. Det med glasset fra tidligere.

Dine betragtninger vedrørende kultur er sammenfaldende med mine, men jeg synes, at det er direkte at spille hasard at tro på ” mennesket må forandre sig psykologisk/mentalt”. Al historisk erfaring viser, at man altid skal have mennesket på godt og ondt med ligningen, som den store ubekendte. Det siger jeg ikke som pessimist, men som realist.

Tak for debatten.

Sider