Leder

Ansvar for fiasko må placeres

Der er al mulig grund til at insistere på en undersøgelse af, hvad der gik galt, hvorfor det vigtige klimatopmøde kørte af sporet, og hvor ansvaret skal placeres
22. december 2009

Der er al mulig grund til at insistere på en undersøgelse af, hvad der gik galt, hvorfor det vigtige klimatopmøde kørte af sporet, og hvor ansvaret skal placeres. Det begyndte som bekendt med en tårnhøj ambition om at vedtage en juridisk bindende global aftale i København, den danske statsminister sagde så sent som i sommer, at Københavnermødet ville blive et af de vigtigste i dette årtusind. »Vi har ikke råd til fiasko,« fastslog han. Senere blev ambitionen nedskaleret til en 'politisk bindende' aftale, og det endte som bekendt efter et kaotisk forløb med nogle løse hensigtserklæringer, som ikke binder nogen hverken juridisk eller politisk. Den endelige udvandede aftale kunne end ikke samle flertal og kan ikke engang betegnes som en officiel FN-aftale. Landene er opmærksomme på københavnerpapiret og kan tilslutte sig formuleringerne efter behov - hvis de vil. Løsere kan det næsten ikke blive. Og større kan fiaskoen ikke blive.

Mange har haft analyser og meninger om forløbet, siden det brød sammen lørdag. Var det USA, som ikke kunne stille med de nødvendige løfter? Var det kineserne, som spillede stormagtsspil? Var det en uerfaren dansk ledelse, som undervurderede FN's procedurer og spillede alt for højt spil. I hvert fald kan man konstatere, at der er så langt mellem de ambitioner og mål, som regeringen og klimaminister Connie Hedegaard havde stillet op og så det resultat, der kom ud af COP15. Derfor bør klimafiaskoen som minimum give anledning til en offentlig selvransagelse i de to ministerier, Klimaministeriet og Statsministeriet. Et sådan krav er ikke udtryk for et sædvanligt spil om, hvor aben nu skal placeres. Der er tale om en proces, der løb helt af sporet, om nogle forventninger, som ikke tilnærmelsesvis er blevet indfriet og først og fremmest er der tale om en global sag af allerhøjeste vigtighed, som blev tabt på gulvet. I kølvandet på fiaskoen i Bella Center har statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgt at fremstille det papir, der til sidst kom ud af forhandlingerne, som en rimelig aftale. Han mener, at det er bedre end ingenting, og at der er noget at bygge videre på, en vurdering, som han står temmelig alene med. Hvorfor statsministeren forsøger at forsvare et så eklatant mislykket forløb, kan være svært at tolke. Nogen burde måske have rådgivet ham til at se bæstet i øjnene og så blot skyde skylden på andre, som udviste for lille fleksibilitet under det dramatiske forløb fredag og lørdag.

Det er en kendt sag, at sejren har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst. Hvis man var i tvivl om visdommen i de ord, så kunne man fredag aften føle sig overbevist ved synet af verdens ledere, der en for en luskede af sted til deres fly uden et ord til nogen, uden forklaring på, hvorfor og hvad nu. Lars Løkke Rasmussen er i den forbindelse et nemt offer. Den storsvedende og irritable COP15-vært havde ikke styr på procedurerne, hans køreplan gik i vasken, og han formåede ikke at beherske selv de mest simple diplomatiske spilleregler. Tværtimod blev han ydmyget til det sidste af de lande, som han havde forsøgt at tromle henover. Løkke Rasmussen troede, at han kunne banke en aftale igennem som et forlig i Folketinget eller en budgetaftale i Græsted Gilleleje. Hvis blot de store og betydningsfulde lande i verden var på plads, så ville man kunne overtale de fattigste ved at vifte med en pose penge for øjnene af dem. Det var Statsministeriet og den udskældte embedsmand Bo Lidegaards strategi at følge de store og følge USA. Klimaministeriet med den afsatte topforhandler Thomas Becker og de erfarne embedsmænd på området vidste tilsyneladende bedre, men tabte magtkampen. De vidste fra utallige COP-møder, at FN-arbejde på det plan handler om uformelle kontakter, om at ingen må tabe ansigt, om at skabe tillid i alle lejre. »Vores tanke var fra start af at skabe en situation, hvor vi kunne komme til at snakke om klimasagen med alle dem, der har en afgørende stemme at skulle have sagt,« forklarede Løkke Rasmussen søndag. En rimelig strategi i mange andre politiske sammenhænge, men ikke når der er tale om 193 suveræne stater, som alle har noget på spil, og hvoraf hovedparten er fattige lande, som har oplevet den vestlige industrialiserede verden buldre fremad i 200 år, og når CO2-regningen skal betales siger til de fattige, at man er villig til at dele den.

Løkke Rasmussen forstår den magt, der ligger i at have pengene og de indflydelsesrige personer og organisationer i ryggen, eller at have et flertal i Folketinget bag sig, men den moralske magt, den mediemæssige magt, den magt der kommer af at danne alliancer til alle sider, er ikke hans stærke side. I FN-systemet kræves enstemmighed, og brede aftaler er ikke Lars Løkke Rasmussens stærkeste disciplin, og har aldrig været det. Det er der mange eksempler på fra hans tid som borgmester, amtsborgmester, minister og statsminister. Om resultatet var blevet et anden uden Løkke Rasmussen for bordenden, er svært at sige, men det er værd at undersøge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Lars kan godt lide at tale sig stor, og mægtig men i virkeligheden er manden blot en lille vikar mand, uden den moralske og intellektuelle styrke og evne, til at respektere forskellige synspunkter. Hvorfor det var tvingende nødvendigt at lave en lov, der kunne udstille de danske politi som fascistiske voldsbøller uden evne til at agere i større forsamlinger, og uden evne til at tage konsekvensen af sin adfærd.

Så kære Lars. Når du sidder der, og læser hvordan du er dagens joke i alverdens aviser og ugeblade, vil du så ikke være så sød, at udskrive folketingsvalg. Så vi kan få en leder som "flertallet" har valgt, og man med rimelighed kan være utilfreds med, når de ikke evner at udfylde deres job.

Men hvor er oppositionen i den debat. Kan hverken Socialdemokraterne eller SF rejse en aktuel debat om sagen - eller er de bange for at blive hængt ud som landsforræddere, fordi det nu er nationens ære, der står på spil?

Jeg tror - men aner det ikke - at Lars Løkke har været i samme situation som Lene Espersen, der som justitsminister kom ud fra et møde med USA's John Ashcroft om et yderst prekært vistnok krigsfange-relateret emne med ordene: "Jamen, der er jo slet igen problemer!"

De kan sno os om deres lillefingre, fordi de som Danmarks frelsere fra nazisme og kommunisme skal have betalt æresgæld tilbage, og så fordi de taler langt bedre engelsk, end vi gør! Nogen har nok bildt Lars Løkke ind, "at alt var i orden" og en aftale så godt som garanteret. Både USA og landets de facto allierede, der i B.T. og på TV 2 fremstilles som dets nye fjende, Kina, er jo ovenud tilfredse.

Steen Rasmussen

Løkke eller ej!

COP15 viste, at verdens ledere i øjeblikket er ude af stand til rationelt at implementere hensynet til en alment forpligtende udfordring.

Den globale opvarmning gælder for kloden som helhed, idet atmosfæren deles af hele kloden. Atmosfæren er en af de ultimative mulighedsbetingelser for livet, som vi kender det. Mennesket er ved at underminere dette, sit livsgrundlag.

Det er i korthed definitionen på den udfordring, som verdens ledere var samlet for at tage op.

Verdens ledere afslørede på topmødet i København, at selv om det er bevist videnskabeligt, at menneskeheden er ved at smadre sit eget livsgrundlag, så var de ude af stand til at tilsidesætte deres respektive særinteresser til fordel for hensynet til dette konkrete og alment forpligtende problem.

Det politiske system iagttager og orienterer sig mod sig selv ud fra distinktionen mellem regering og opposition. Det politiske spil handler om magt, dvs. forudsætningen for at kunne træffe forpligtende beslutninger, og administrere statens institutioner, statsmagten.

Medierne og borgerne orienterer sig politisk, og kender mere eller mindre deres egen rolle i spillet om fordelingen af magten. Alle kender deres særlige position og interesser i spillet (særpositioner).

Det kan godt være, at det konkret var de danske arrangørers skyld, at topmødet ikke førte til noget resultat. Men de særinteresser, som ødelagde resultatet var hverken mere eller mindre særlige end alle de andres, som var med til det. Det er slet ikke lille Lars Løkke, som er det interessante her.

Resultatet var allerede før mødet dømt til at fejle i forhold til selve den alment forpligtende udfordring. Kravet, om at landene skulle forpligte hinanden juridisk til at sænke sine udslip af drivhusgasser, det var nemlig taget af dagsordenen lang tid før selve topmødet.

Det, der slog fejl på topmødet, var illusionsnummeret; det var forsøget på, at få det til at se ud ”som om” verdens ledere havde forstået udfordringen og var i gang med at tage hånd om det, der slog fejl.

Og hvis man således har forstået udfordringens forpligtende karakter, og ved at det er det afgørende her, så kan man kun glæde sig over, at mødet slog fejl for arrangørerne.

Mødet afslørede, at verdens ledere ikke engang kunne samles om en uforpligtende fremstilling af sig selv som dem, der var ved at løse et alment forpligtende problem.

Samtlige lederskribenter i de danske medier er tilsyneladende også mere interesseret i de snævert nationalpolitiske betydninger, der ligger i fiaskoen, end i det at forholde sig til den langt større og langt mere alvorlige overordnede problemstilling, der består i det, at verden er ude af stand til at tage vare på sig selv.

Lars Løkke og statsministeriet har klart nok fejlvurderet situationen i ud fra deres billede på en forældet verdensorden. Men det er ikke det, som er det egentlige resultat af topmødet.

Lars Løkke og ministeriets særinteresser er hverken mere eller mindre typisk for en gældende verdensorden, end alle de andre særinteresser.

Det der karakteriserer den herskende verdensorden, er at særinteresserne ikke vil træde til side af hensyn til noget så abstrakt som en overordnet almengyldig problemstilling. De orienterer sig alt for snævert, dvs. udelukkende ud fra hvad der er konstruktivt for deres lokale forankring i det politiske system. De lokale og nationale særinteresser forpligter lederne konkret, således at de er ude af stand til at agere rationelt i forhold til den for dem alt for abstrakte globale udfordring.

Og det kan undre en amatør som mig, at der ikke er en eneste i krattet af professionelle politiske iagttagere, der er i stand til at stikke snuden op over sumpen af misforståede demokrater og særinteresser. Hvorfor skal man dag ud og ind være ufrivilligt vidne til den totale mangel på alment menneskelig forpligtende rationalitet.

Det der mangler, er en forpligtende overordnet tankegang, som ser nødvendigheden af at tage udgangspunkt i distinktionen mellem samfundet/verdenssamfundet og dets almenmenneskelige mulighedsbetingelser frem for de lokale distinktioner mellem regering og opposition. Mangelen på denne rationalitet afslører sig over alt i mediernes fokusering på regeringens partikulære svigt. Dvs. den overordnede problematik fortrænges af snæver nationalistisk fnidder fnadder. Som om distinktionen mellem den danske opposition og regeringen siger ret meget om verdensordenens svigt eller om muligheden for en mere forpligtende verdensorden.

Det kan godt være, at verden ikke er styret af en overordnet fornuft, men hvis verdenssamfundet skal klare den, så er det nødt til at agere, ”som om” det var!

Lars Løkkes svigt er bare et eksempel på den langt mere generelle problemstilling, som handler om, at verdens særinteresser står i vejen for de sande almene interesser. Det er det eneste interessante i hans og hans ministeriums bidrag til topmødet.