Leder

Armstump til alle

9. december 2009

ARMSLÆNGDEN er kernen i den danske kulturstøttemodel. Armslængdeprincippet vil sige, at politikerne ikke selv må dele penge ud direkte til kunstnerne. Politikerne skal række kunstpengene over 'i strakt arm' til Statens Kunstråds udvalg, som så skal fordele dem. Det vakte derfor opsigt, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2005 satte Peter Schaufuss Balletten direkte på finansloven ved siden af Den Jyske Opera, Det Danske Teater og Det Kgl. Teater. Men det var da smart for Peter Schaufuss dengang i Holstebro.

Nu er det bare ikke længere så fantastisk. For et par uger siden fjernede nuværende kulturminister Carina Christensen finanslovstøtten til Schaufuss Balletten med et enkelt brev, tilsyneladende uden varsel. Hun justerede kompagniets årlige støtte fra 11,5 millioner kroner til nul kroner, selv om kompagniet faktisk modtager afgørende støtte fra Vejle Kommune i form af gratis lokaler. Og allerede samme dag skyndte kulturministeren sig at fordele Schaufuss-pengene til andre: Dansk Danseteater fik fire mio., Det Danske Musicalakademi i Fredericia fik 4,5 mio. - og de rytmiske spillesteder fik resten. Mere end halvdelen af dansepengene forsvandt altså til teatret og musikken. Med kærlig hilsen Carina.

TIMINGEN gør sagen endnu mere grotesk. Carina Christensen valgte at fordele dansemidlerne blot to uger før, Scenekunstudvalget udsendte en længe ventet dansevision. Den udkom i går, og heri anbefales bl.a., at der skabes såkaldte 'dansemetropoler' med selvstændige produktionshuse både i København og i Jylland. Med øget statslig støtte til dansen, vel at mærke. Schaufuss-beslutningen blev også gennemført blot fem-seks uger før, kulturministerens eget teaterudvalg (Lars Seeberg, Monna Dithmer og Staffan Valdemar Holm) skal præsentere en beskrivelse af hele scenekunstområdet med forslag til en eventuel lovændring. Også for dansen.

Men kulturministeren har altså ikke gidet vente få uger på sine egne kunstkenderes anbefalinger. Det har virket som en provokation. Hendes udspil fik Scenekunstudvalget til straks at protestere offentligt. Peter Schaufuss har siden inddraget ombudsmanden i sagen. Dansk Skuespillerforbund har udtrykt bekymring. Og Folketingets kulturudvalg og Mogens Jensen (S) har kaldt kulturministeren til samråd her til formiddag.

ARMSFOLDNINGSPRINCIPPET er tydeligvis ikke helt så godt som armslængdeprincippet. Men Carina Christensen har altså bare foldet sin arm sammen til en lille armstump og foræret pengene til dem, hun bedst kunne lide ude i landet - uden at spørge nogen.

På pr-videoen på Kulturministeriets hjemmeside siger kulturministeren igen og igen: »Kulturen i Danmark skal fremover være for alle«. Men Carina Christensen har åbenbart så travlt med at være kulturminister 'for alle', at hun glemmer at være en troværdig kulturminister for de væsentligste kulturaktører: kunstnerne.amc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu