PÅ ENGELSK HAR man begrebet 'Tragedy of the Commons'. Frit oversat vil det betyde noget i retning af 'Fællesskabets tragedie' eller 'Almenvellets tragedie'. For begrebet, der stammer fra en artikel fra 1968 af den amerikanske professor Garrett Hardin, beskriver den måde, man tidligere forvaltede det fælles areal.
Kort fortalt beskrives det, hvordan man i landsbyen i fællesskab delte et areal, hvor alle kunne sætte deres kvæg ud. Det fungerede godt til alles individuelle tilfredshed og velfærd. Så hvorfor ikke sætte endnu en ko ud på det fælles areal og endnu en og endnu en? Sådan gik det godt længe, alle blev rigere, mere tilfredse og mætte. Lige indtil arealet var afgræsset, og kvæget begyndte at dø. Inden længe var der ikke flere dyr, landsbyen blev fattigere, og nogle begyndte måske endda at dø af sult eller flygtede, indtil landsbyen til sidst var væk.
Hardins morale er den enkle, at mens alle i landsbyen havde en åbenlys individuel interesse i det fælles areal, var der til gengæld ingen, der følte et åbenlyst ansvar for at få det til at fungere på en bæredygtig måde, så alle kunne nyde gavn af det, samtidig med at man også sikrede fremtiden for kommende generationer.
Hardins teori er siden blevet brugt og misbrugt som argument både for øgede privatiseringer og liberaliseringer og for øgede nationaliseringer og statslige kontrolmekanismer som eneste farbare vej til at opnå bedre kontrol med det fælles gode.
UANSET HVAD MÅ det være passende at minde om Garrett Hardins teori i en juletid og afslutningen på et årti, der har været præget af ufattelig fremgang og rigdom på vore breddegrader, men også har været en opvisning i grådighed i en verden, der på mange måder knager i fugerne og udstiller, at både den lokale og globale fællesskabsfølelse har trange kår. Sagt med andre ord kan man i hvert fald under en synsvinkel mene, at aldrig har vi trods krise været så rige, og aldrig har vi været så fattige i den forstand, at fordummelse, egoisme og udgrænsning aldrig har virket større.
Det fælles og offentlige rum - både det symbolske og konkrete - er i stigende grad blevet ét, man enten skal betale sig fra at opholde sig i eller skynde sig igennem for at komme videre til nye mål. I hvert fald er det ikke et rum, det er meningen, man skal slå sig ned i for bestandigt. Det fælles ansvar er i højere grad privatiseret, og velfærdsstaten har udviklet sig til et serviceorgan, hvor det, der oprindeligt var privilegier, som var forbundet med begreber som pligt og moral, i stigende grad er blevet rettigheder for de i forvejen ressourcestærke og rige, som forstår at udnytte det nye netværkssamfunds kanaler til eget bedste.
På et tidspunkt, hvor de private hjælpeorganisationer kan melde om et rekordstort antal danske familier, der har måttet bede om julepakker for at have noget andet end pasta med tomatsovs at stille på bordet juleaften og bare en smule at lægge under træet, virker den sande interesse i de tanker, der oprindeligt skabte velfærdssamfundet mere trængte end nogensinde.
Loft over starthjælp og kontanthjælp er ikke sat i verden for at generere fattigdom, men om ikke andet står de som lysende symboler over forskellen mellem dem, der står udenfor, og dem, der er indenfor. Og for at understrege den pointe kan de enorme hjælpepakker, som under finanskrisen træder til, når de rigeste svigter og endda derudover belønnes med solide bonusser, ses som et billede på den såkaldte citronkapitalisme, hvor de rige høster belønningen, når det går godt, og de fattigste betaler prisen, når det går knap så godt.
FORESTILLINGEN OM ET fælles ansvar og en fælles moral, der skal tilgodese almenvellet, kan derfor være svær at få øje på. Ikke mindst under indtryk af efterdønningerne fra et klimatopmøde, der mildt sagt må betegnes som en fiasko for det globale fællesskabs evne til at tage ansvar.
Også der dukker Hardins essay belejligt op, for selv om vi alle ved, at fællesarealet er godt og grundigt afgræsset, og at vi alle ved, at det kræver fælles ansvar og handling at gøre noget ved de alvorlige følger af vores livsstil, så afslørede topmødet i København også de mange begrænsninger, som er forbundet med FN's løseligt funderede fællesskabstanker, som meget ofte vil ende i konflikt med de nationale og egoistiske interesser.
Men det afslørede også det evige menneskelige dilemma mellem den individuelle frihed og egennytte og fællesskabstankens begrænsende og i sidste ende totalitære bagsider. I den sammenhæng er der kun, ligesom Al Gore gør, at satse på, at håbet og ikke fortvivlelsen vil sejre, men også at det bliver i en atmosfære af gensidig tillid, moral og ansvarsfølelse for almenvellet uden en yderligere optrapning af tendenserne til øget kontrol, overvågning, mistillid og almagtsfølelse. Intet tidspunkt er bedre til at minde om det end netop den tid, hvor håbet, tilliden og den fælles afhængighed blev født ind i verden i form af et kærlighedsbudskab, der gjorde mennesket til menneske og ikke til gud. Glædelig jul.
Kære Palle Weis.
Læste din leder med stor interesse, men studsede over den sidste sætning, hvor du taler for det kristne kærlighedsbudskab.
Jeg har i lang tid spekuleret over relationen: Inf. og kristendommen. Hvor mange af jer på avisen er mon erklærede kristne (grundtvigianere af en slags sandsynligvis)?
Som læser trænger jeg til en storvask omkring avisens holdning. Der kan komme kritiske artikler og interviews omkring religion, men sjældent noget der minder om opgør med kristendommen. I ser nok ikke kristendommen som en del af problemet. For jer forhindrer kristendommen os i, at vi gør os selv til Gud, kristendommen med sit kærlighedsbudskab gør os mere kærlige over for hinanden (hvad skulle det ellers gøre?), og kristendommen giver os fællesskab. Efter min mening er det løgn, men desværre elsker mange den løgn.
Vi er guder, og vi opfører os hver dag som guder. Nogle prøver at begrænse de negative tendenser i sig selv, som alle guder til alle tider har haft: despotisme, hævngærrighed, vilkårlig eller neurotisk kærlighedsudfoldelse.
Vores hang til kristendommens dobbeltbundede kærlighedsbudskab er skyld i mange af vores problemer i dag. Klar tale er der ikke meget af i teologiske kredse. Bare sådan noget som helvede, evigt liv, frelse, Jesu genkomst er der jo vild forvirring omkring. Og så var det vel næppe kristendommen der kom med det første kærlighedsbudskab, men den er god til at smykke sig med lånte fjer.
I ønsket om en god og kærlig jul til dig, sender jeg også et ønske om en snarlig debat om kristendommens indhold og stilling i samfundet.
Det er nu nok lige i overkanten at tolke en særlig religiøsitet ind i Weis’ lille bemærkning til sidst. I øvrigt er det karakteristisk for Informations skribenter, at de skriver ud fra personlig opfattelse og holdning, og ikke har en af avisen fastlagt ”ideologi” el.a.
Men hvad er der i øvrigt galt med kærlighedsbudskabet?
Jeg har også svært ved at se kristendommen som ”en del af problemet” med behov for ”opgør”. Så længe det ikke udarter, kan jeg ikke se at det kan genere nogen at andre mennesker tror på det ene eller det andet. Det er for øvrigt fastslået som en demokratisk rettighed i Grundloven.
Personligt har jeg intet behov for at høre om indhold m.v. i kristendommen eller andre religioner. Det må dem der søger dét selv opsøge viden om.
Resten af lederen rammer ellers sømmet rent på hovedet: - Kynisme og ragen til sig på bekostning af fællesskabet fra dem som ikke mangler noget, og som ikke engang vil lægge mærke til f.eks. de yderligere skattelettelser de får tildelt fra næste år – alt imens der er medborgere som ikke har råd til en brøkdel af hvad disse mennesker bruger bare på f.eks. vin til jul.
Lederskribentens sidste linjer er vel ikke så meget end trosbekendelse, som det er en påpegning af vores eviggyldige hykleri.
Nu er min tilgang, at moral ikke kommer fra religion, men fra vores evolutionære historie. Som religionen så har i talesat.
Mennesket er et socialt dyr. Ikke fordi det blev pålagt os fra oven, men fordi vi har stor overlevelsesmæssig fordel af det. Der er selvfølgelig stadig en grad selvopretholdelse og dermed egoisme. Men egoisme og altruisme er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, som vores evolutionære historie er et bevis på. Der findes i hvert fald en gylden middelvej, hvor vores egne interesser stemmer overens med andres. Og som samfund må denne middelvej være målet.
At græsmarken risikere, at blive overgræsset viser bare, at der er ingen principper, der gør kritiske og eftertænksomme tanker overflødige. Mennesket har også fået sin veludviklede hjerne igennem evolution, fordi den bidrager til vores overlevelse.
Det er mit argument for, hvorfor min positive holdning til velfærdsstaten beror sig på fornuft frem for tro. Vi får alle noget ud af at tage os af hinanden.
Det var JP der offentliggjorde at 62% af danske landmænds indtægter kommer fra EUs fælles kasser. Det er jo ironi, at man kan stemme for mindre økonomiske fælleskasser, når man selv er afhængig af den selvsamme græsmark. De lever det socialistiske liv, men evner ikke at indse det. Paradokset, at dem der efter sigende er de mest selvstændige i vores samfund, stadig er dybt afhængige af andre for at overleve.
Hvis jeg lige skulle bemærke en lille mærkværdighed, så er det lige lovlig flot at konkludere, at:
”Loft over starthjælp og kontanthjælp er ikke sat i verden for at generere fattigdom” .
Nå, hvad havde man så tænkt sig, der kom ud af det?
Også at det kan henregnes under ”symboler”.
Men ellers er det rigtig nok, at det viser:
”forskellen mellem dem, der står udenfor, og dem, der er indenfor”
I løbet af disse Rasmussen-regeringer er det en beregnet politik der er ført, fordi man ganske enkelt ikke tror på at folk ønsker at arbejde og deltage i fællesskabet. Det er ikke kun symbolpolitik, men en helt reel politisk hensigt om at straffe og få folk ned i møget, så de kan lære det.
Hvordan får man alle disse mennesker, inkl. folkepensionister til stemmeurnerne, og får fortalt dem, at DF vogter over at ”den lille mand”, kvinde og børnene bliver holdt nede, så de store kan fede sig på deres bekostning?
Og hvis vi lige skal tage klimaet med, så er økonomi også her den højeste magt. En kalkuleret prioritering for dem som har deres på det tørre – så at sige. Det giver ”bonus”.
Man kan jo blive helt forbitret over denne verdens magthavere og regnedrenge, som sidder der med klaphatten trukket godt ned over ører og øjne og tror at forbrug skal redde – deres egen røv (måske forregner de sig – også på bekostning af deres egne efterkommere).
– Klima? Hvad?
– Tørke, oversvømmelse, sult? Hvad, hvor?
Hvad har kærlighedsbudskabet at gøre i sådan en verden?
Jeg står ved hver et ord jeg skriver, også de mindre pæne. Og da jeg ikke hedder ”Jens Hansens Bondegård” og kan gemme mig i massebetegnelsen, må jeg moderere mig lidt, i forhold til hvad jeg i anonymitetens navn kunne finde på.
http://skysite.dk/delapantera/
Jamen selv da glædelig jul, Hr. Leder
Men der ér lige et par problemer med Garrett Hardins teori. Siden hvornår er fællesskabet blevet en tragedie? Hvis ikke alene i italesættelsen af den liberale ideolgi? Minimalstaten??!
Fællesskabet kan snildt betragtes som individets indløsning. Men kun såfremt individet generelt akcepteres i sammenhængen. Og den erkendelse halter i Garrett Hardin's fremstilling, såvel som i Venstre's ideologi. Her er individet enestående på sine egne vilkår, hvilket jo kan forekomme som en mærkværdig form for "a contradiction in terms" i forhold til alle former for samfundsmæssighed!...
Noget andet er så, hvis vi 'ubehændigt' skøjter henover 'Samfunds-kontrakten' fra Rousseau og fremover, at Hardin's opfattelse af begrebet om offentlighed mangler en moderne opdatering.
"Det fælles og offentlige rum - både det symbolske og konkrete - er i stigende grad blevet ét, man enten skal betale sig fra at opholde sig i eller skynde sig igennem for at komme videre til nye mål. I hvert fald er det ikke et rum, det er meningen, man skal slå sig ned i for bestandigt."
Men hvor får man den mis-opfattelse fra? Hvert enkelt individ har faktisk del i 'offentligheden'. Offentligheden kan aldrig afskaffes per dekret eller cikulære. Den kan være objekt for politisk ambition om at kunne forbydes, fordi den kan forekomme ubekvem; men selv den fejlopfattelse afskaffer ikke betimeligheden af, at der fra enhver befolknings side kan rejses spørgsmål til enhver forvaltning af "fælles-arealerne". Altså til den siddende Regering.
Omfanget og karakteren af de stillede spørgsmål kan med andre ord med al form for betimelighed kritiseres for ikke at give rum til længerevarende ophold. Hvorfor? Fordi hvert enkelt individ har andel i den omtalte offentlighed. Alle andre forhold til dén kendsgerning ender i diskvalifikation af egen befolkning. Og deraf følgende krav på forklaring om, hvorledes styreformen over statens volds-monopol skal udøves. Fjerner man indsigelserne i den forbindelse, fjerner man samtidig det folkelige grundlag for 'samfunds-kontrakten'. Så enkelt er det såmænd.
Eks.: VOK-flertallet! Et øksehug midt ned i den kulturelle sammenhængskraft. 51 råder over 49. Men sikrer samtidigt et kommende opgør. Naturligvis! Det er simpelthen ikke dær', at sammenhængskraften opholder sig. Logik for idioter, rent ud sagt. Fællesskabet sat ud af kraft på individets vilkår...
Men præcis der kan tragedien udspilles. Under forudsætning af, at individet kommer før samfundet. Og det lugter jo unægteligt af liberal ideologi. Men tillige af den form for problemer, de moderne samfund har med individernes utøjlede udfoldelse a la bankpakker og lignende liberal politik. Og den sirenesang har vist sine åbenlyse fejlbarligheder.
Det er derfor ikke særlig mærkværdigt, at samme offentlighed kan kræve en anden tilgang til sin egen udvikling såvel som forvaltning. Offentligheden består under alle omstændigheder uanset politiske fantasier. Og har derfor i sidste ende den afgørende indflydelse på, hvorledes mandatet håndteres. Offentligheden er ikke partiernes ejendom. Den ér deres forudsætning.
Hardin's teori er dermed ikke på omgangshøjde med en moderne virkelighed. Må vi få en leder, der tager udgangspunkt i kontemporær sammenhæng i stedet for en læsning at en tekst, der ikke beskriver de nuværende problematikker?...
Med venlig hilsen
Jeg kan nu godt følge sammenligningen, f.eks. mellem den af samfundet oprettede solidariske fælleskasse, der bliver brugt til ikke alene bankpakker og privathospitaler, men til generelt at tære på de fælles værdier med skattelettelser til dem som ikke mangler noget. Det er en tragedie for fællesskabet
Samtidig får alle børnecheck, og alle folkepensionister der har under ca. 70.000 kr. i banken i likvid kapital får ældrecheck. - Mens reelt fattige familier må søge private barmhjertige organisationer om julepakke.
Fællesskabet er vel ikke noget man beslutter sig for. Man er atlid en del af et fællesskab, i og med, at man er nødt til, at opsætte nogle regler for, hvordan man skal fungere sammen. Alle politiske ideologier refererer tilbage til et fællesskab. Det ville være svært, at legitimere en politisk, moralsk ideologi, hvis den ikke kunne begrunde sig i, at der var en fælles gevinst.. Spørgsmålet er mere hvordan man afbalancerer fællesskabet bedst muligt , så alle får noget ud af det og så selvfølgelig, som Palle Weis påpeger, at det ikke fører til en fælles ruin.