Leder

Træd varsomt i Iran

Indland
30. december 2009

Trods de dramatiske billeder fra Teheran og Isfahan tyder intet på, at det iranske styre er i seriøse vanskeligheder. Ballade, slagsmål og tumult, ja, men revolution?

Nej.

I går fik regimet så mobiliseret sine tilhængere i de gader, der de foregående dage var tågede af tåregas og genlød af de prygledes skrig. Iran er delt, og det er på tide at indse, at Mahmoud Ahmedinejad, der stempler oppositionen som 'en kvalmende maskerade', og hans mentor, ayatollah Ali Khamenei, har støtte i det segment, der kaldes 'almindelige mennesker', og som har mere kørende med brød og prisen på busbilletter end med demokrati. Og - nok så vigtigt - i 'bazaren', Irans finanssektor med dens religiøse fonde, Revolutionsgardens erhvervsinteresser og købmændene, der håndkysser styret - kysser de ikke, er de der ikke. Der er ligeledes grund til at tage meldinger om, at også 'gamle' revolutionære nu er på gaden med to gran salt, da de kommer fra oppositionshjemmesider og ignorerer Irans historie, nemlig at uden bred folkelig støtte og misnøje i 'bazaren', sker der ikke noget drastisk.

Dermed er ikke sagt, at optøjerne er uden betydning. Det er de, men oppositionens muligheder for at presse regimet til demokratiske indrømmelser afhænger af, om det fortsat kan ske i iransk regi. Bl.a. derfor er der grund til at opfordre erklæringsivrige politikere til at vende skråen. Enhver ved, at konkret vestlig støtte til oppositionen - det være sig våben, penge eller ved organisering af eksilregering, etc. - er udelukket. Og når Vesten nu truer med nye sanktioner i anledning af urolighederne, skader det mere, end det gavner, også selv om styret ved, at det ikke handler om oppositionen, men om atomspørgsmålet. Desuden er mullaherne ikke Saddam Hussein. I Irak gav det pote at forkrøble landet med sanktioner - de virkede jo faktisk, deres fatale følger ufortalt. Men sanktioner vil svække den iranske opposition, hvis ledere selv var med til at vælte det pro-vestlige shah-styre i 1979, og er religiøst knyttede til det regime, de vil afskaffe. De pønser ikke på at omstyrte den islamiske republik, men på at demokratisere den. Men kun til et vist punkt, vel at mærke. At der er kræfter i den 'grønne' bevægelse, der vil længere ud ad demokratiplanken, ændrer ikke på dette hovedprincip: Den islamiske stat er kommet for at blive.

Det virkelige dilemma for Vesten er atom-spørgsmålet, for de fleste ved, at nok så mange nye sanktioner ikke vil virke. Derfor er den gamle deadline til Iran om at indordne sig FN's atomagentur - den udløber i morgen aften - forlænget yderligere med seks måneder. Hvis Vesten vil hjælpe den iranske opposition, skal den strækkes endnu mere, for sanktioner vil uvægerligt blive brugt mod Moussavi og hans fæller. Gårsdagens mobilisering af regimets gadeparlament og fængsling af 18 fremtrædende oppositionsfolk varsler, at Mousavi snart ikke længere vil være fri fod - hvis han da overhovedet vil være iblandt os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her