Leder

Børnefondens svigt

11. januar 2010

Fordelen ved at leve af at hjælpe Afrika er, at man altid kan give Afrika skylden, hvis noget går galt. Således var det indtil for få dage siden tutsiernes skyld, at Danmarks største fadderskabsorganisation Børnefonden i 1995 overlod op mod 10.000 rwandesiske sponsorbørn til deres skæbne og afskar dem fra enhver kontakt til deres danske sponsorer - herunder ved at brænde små 4.000 julekort, som børnene havde skrevet til deres faddere.

Børnefonden var i 1980'erne braget ind i de danske hjerter med annoncer, hvor kendte som Per Pallesen og Kirsten Peuliche fortalte om deres afrikanske børn. Bestyrelsen blev spækket med celebriteter, og Børnefonden nåede ved hjælp af danskernes bidrag i begyndelsen af 90'erne op på at levere to procent af Rwandas bruttonationalprodukt.

Men da de øvrige humanitære organisationer vendte tilbage til Rwanda efter folkemordet i 1994, besluttede Børnefonden sig for at satse andetsteds. Over for de danske sponsorer, som havde opbygget et stærkt følelsesmæssigt bånd til deres afrikanske reservebørn, gav fonden det indtryk, at børnene var forsvundet. Og i fondens egen fortælling, som den indtil for et par dage siden stod på hjemmesiden, havde Rwandas nye regering tvunget Børnefonden ud ved at kræve, at den »udelukkende skulle støtte tutsierne og ikke hutuerne, som var den tabende part i borgerkrigen.«

BEGGE FORKLARINGER VAR LØGN, kunne P1 Dokumentar i torsdags berette. Masser af børn vendte hurtigt hjem til Børnefondens centre. Og Rwandas regering krævede aldrig, at fonden skulle favorisere bestemte grupper.

Børnefondens nye bestyrelsesformand, forsikringsdirektøren Stine Bosse, undskyldte i sidste uge for første gang officielt for svigtet. Undskyldningen blev imidlertid afvist af hendes forgænger indtil 2008, Bjarne Møgelhøj. »Rwanda var kaotisk,« erklærede den tidligere FDB-formand, og tilføjede, at det stadig er »umuligt« at arbejde i landet - vurderinger, som det er svært at finde objektivt belæg for (faktisk er Rwanda langt fredeligere end en række andre afrikanske lande).

Bjarne Møgelhøj, kendt fra CD og FDB, var som næstformand med til at træffe den katastrofale beslutning i 1995. Han har siden 1998 stået i spidsen for en strategi, som ved hjælp af kulørte historier og profiler som Eddie Skoller, Jes Stein Pedersen og Bent Fabricius-Bjerre - alle fortsat bestyrelsesmedlemmer - har gjort Børnefonden til en af Danmarks største humanitære organisationer.

Den massive PR-mæssige fremgang synes imidlertid ikke spejlet af nogen særlig opkvalificering af selve udviklingsarbejdet. Således kunne Ekstra Bladet for nylig fortælle, at Børnefonden - efter at have indsamlet 6,2 millioner ved DR's 'DM i indsamling' i 2005 til at »befri« tusindvis af »slavebørn« i Benin - i 2007 helt opgav den kulørte jagt til fordel for andre familieprojekter. Formodentlig fordi problemet med børnearbejde er mere komplekst end en jagt på onde slaveejere, ligesom Rwandas virkelighed er mere kompleks end en ond regering og en god hjælpeorganisation.

DET VÆRSTE VED Rwanda-sagen er selvfølgelig, at man efterlod tusindvis af børn uden en forklaring, løj for deres sponsorer og sværtede et land til, der havde brug for hjælp. Selv om vestlige hjælpeorganisationer ofte fremstiller afrikanske lande som ekstra katastrofale og ondskabsfulde for at få midler, er denne sag dog ekstrem.

Et lige så stort problem er imidlertid, at udvikling er kompleks, og Børnefonden sælger enkelhed. Fondens stærkeste salgsargument - den personlige relation til barnet - er også dens modtageres største problem. Børn, hvis familie flytter ud af fondens landsbyer, mister deres støtte. Børn, der går ud eller skifter skole, mister deres støtte. Og børn, der ikke leverer korrekte takkebreve til deres sponsorer med oplysninger over, hvad pengene er brugt til, mister deres støtte. Reglerne er mange, og behovet for styring af modtagernes liv enormt.

Men hjælp hjælper kun, hvis den lader folk være aktører i deres egne liv. Og selv om udvikling er kompleks, er nogle ting enkle: Styrkede individer har ikke en chance uden styrkede omgivelser. Et barn har brug for en familie; en familie for et samfund; et samfund for en stat. Og på alle niveauer har svage samfund brug for tilregnelighed: at det kan svare sig at investere, fordi man kan regne med sine indtægter; at man kan stole på, at et samfund udvikler sig i en bestemt retning og planlægge sit liv derefter. Den tilregnelighed forsvinder, når hjælpemidler konstant tilpasses de rige giveres skiftende humør og behov.

Børnefonden hjælper nok børn, men den er ikke nogen særlig god hjælp til de samfund, børnene skal leve i. Den repræsenterer en desværre mere og mere populær tankegang om, at udviklingshjælp skal styres af det budskab, der sælger herhjemme. Sagen om de forladte rwandiske børn er et eksempel på, at de fattige lande tit taber, når den tankegang vinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu