Leder

Ikke noget hyggemøde

15. januar 2010

Den nye altoverskyggende politiske dagsorden - økonomi, fremtidens velfærd og håndtering af krisen - har genoplivet gamle brudflader i dansk politik efter Fogh-periodens fokus på værdipolitikken gennem otte år. Samtidig tøver Lars Løkke Rasmussen både med sin regeringsrokade og sit udspil til politisk projekt, og det skaber uro internt mellem Venstre og Konservative. I går og i dag er regeringen samlet på Havreholm Slot til seminar for at kigge fremad på det nye års udfordringer. Den slags møder er naturligvis lukkede for offentligheden, ministrene skal have lov til at blive rystet sammen i fred, dog gætter man ikke meget galt ved at antage, at stemningen ikke er alt for munter. Først og fremmest er en pæn del af dem, der sidder med til møderne og middagene, godt klar over, at de måske sidder der for sidste gang. Regeringen står ifølge en vedvarende rygtestrøm over for en betydelig ommøblering, og den slags usikkerhed om egen fremtid er ikke fremmende for arbejdsglæde og kollegial harmoni.

Tværtimod kunne man forestille sig, at nogle af de ministre, der hænger yderligt - en sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), en kulturminister Carina Christensen (K) en udenrigsminister Per Stig Møller (K), en videnskabsminister Helge Sander (V) eller en undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil benytte lejligheden til at markere sig en sidste gang.

Men det er ikke kun de personlige ambitioner, der skiller. En stribe ubehagelige sager har forud for Havreholm-mødet ødelagt den gode stemning. Især de Konservative har gjort sig bemærkede. Den politiske leder Lene Espersen har foreslået nulvækst i den offentlige sektor, og bortset fra at det er et forslag, som ligger langt fra den et halvt år gamle melding fra partiet om, at de offentligt ansatte skal have bedre vilkår, så er det med sikkerhed heller ikke regeringspartneren Venstres kop te. Nulvækst i den offentlige sektor er i realiteten minusvækst, når der tages hensyn til befolkningsudviklingen. De konservative vil desuden fremrykke velfærdsaftalen fra 2006, som begrænser efterlønnen, og helst så partiet den helt afskaffet. Heller ikke det forslag nyder fremme i Venstre, historien skræmmer.

I den forløbne uge røg den konservative trafikminister Lars Barfoed og Venstres skatteminister Kristian Jensen i totterne på hinanden om den kommende vejafgift. Jensen vil have den udskudt på ubestemt tid, mens Barfod vil hurtigt i gang. Et meget beskedent antal tildækkede muslimske kvinder registreret af regeringens burkaudvalg har øget irritationen over de Konservative, som indledte den ophedede politiske debat. Og endelig er regeringens madordning i børnehaverne faldet i unåde få uger efter, at den er trådt i kraft. Et sandt oprør har rejst sig i Venstres bagland mod »madpakketvang « og anden »socialisme«. Siden har der tilmed rejst sig et internt slagsmål om, hvordan loven egentlig endte med at blive en tvungen og ikke blot en frivillig ordning for institutionerne.

Både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti bedyrer, at det ikke er en blomst, som har groet i deres have, så aben er havnet hos det fjerde forligsparti, Liberal Alliance, men her siger Anders Samuelsen, at han ikke mindes, at tvangen nogensinde var et stridspunkt.

Uoverensstemmelserne mellem regeringspartierne kan henføres til flere forhold. For det første er der en stor konservativ utålmodighed i forhold til at høste en gevinst af skiftet på formandsposten. Lene Espersen blev valgt til at sælge billetter, men partiet står bomstille på omkring 10 procent. Partiets integrationsudspil druknede i ballade om et burkaforbud, forsøget på at omfavne de offentligt ansatte lykkedes heller ikke, så nu forsøger de Konservative sig med gammelkendte borgerlige mærkesager: Beskæring af overførselsindkomster, lavere skat og en mindre offentlig sektor.

Det må i det mindste kunne tiltrække nogle Venstre-vælgere, som ikke mener, det går hurtigt nok, forestiller man sig. Konservative er tilbage ved den snart 10 år gamle interne diskussion, om man skal gå højre eller venstre om Venstre.

Dertil kommer en undervurderet faktor, som er den ulidelige ventetid, der let forvandles til rastløshed og lediggang. Alle venter på Løkke Rasmussens udspil om økonomi og sammensætning af regeringen. Han skal udfylde dagsordenen. Hvor dyb bliver krisen, og hvilken omstilling af det danske samfund resulterer den i? Alle venter og analyserer. Imens kan regeringen glæde sig over, at den står ganske pænt i meningsmålingerne. Der er stort set dødt løb mellem blokkene, og det betyder, at chancerne for er genvalg til VK er ganske pæne.

Men hvordan ser det ud om et halvt eller et helt år, når ledigheden vil være steget endnu mere?

Måske tøver Lars Løkke Rasmussen, fordi han i stedet pønser på et lynvalg på baggrund af en ny økonomisk politik, der bejler til de Radikale?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu