Leder

Tid til at træde i karakter

I sit første år som præsident har Barack Obama vist sig som en leder, der på en gang har mål og idealer - og altid er parat til kompromis. Udenrigspolitisk har han søgt at undgå konfrontation og i stedet inviteret til dialog og samarbejde...
17. februar 2010

I sit første år som præsident har Barack Obama vist sig som en leder, der på en gang har mål og idealer - og altid er parat til kompromis. Udenrigspolitisk har han søgt at undgå konfrontation og i stedet inviteret til dialog og samarbejde. Men prisen har været en - for nogle - uventet mild amerikansk linje i spørgsmål om brud på menneskerettigheder, f.eks. i Iran, Rusland og under Obamas Kina-besøg i efteråret.

Også udenrigsminister Hillary Clinton har skuffet de, der håbede på en mere aktivistisk linje, blandt andet med udtalelser i fjor om at fokus på menneskerettighederne ikke bør hindre dialog med Kina på andre områder som klima, handel og økonomi. I denne uge venter imidlertid et møde, hvor Obama og Clinton får svært ved at være både ideologer og pragmatikere på en gang. Efter en aflyst aftale i efteråret tager præsidenten imod den tibetanske leder, Dalai Lama, i Det Hvide Hus på torsdag.

Det samme har mange tidligere præsidenter gjort, så der er intet nyt, hvad det angår - og heller ikke hvad angår de traditionelle kinesiske protester. BBC-kommentator Mark Mardell forventer, at der i det hele taget bliver tale om en klassisk rituel og forudsigelig diplomatisk dans.

Men når mødet alligevel fortjener mere opmærksomhed, så er det fordi, relationerne mellem USA og Kina som bekendt er i hastig forandring. Kina er en spirende supermagt. Mens USA efter finanskrisen er en supermagt i økonomisk krise. Det bliver næppe de store konkrete meldinger eller nyhedsoverskrifter, der kommer ud af Dalai Lamas besøg i Washington, men iagttagerne vil følge alle detaljer: Analysere Obamas tone, veje hvert ord og fortolke hver gestus.

Obamas fremstrakte hånd til såvel venner som fjender i udlandet var helt nødvendig i tiden efter Bush. USA måtte og skulle skifte spor og forbedre sit image og renommé. Men faren er, at præsidenten med tiden risikerer at blive opfattet som forsigtig og svag. Nu er det tid til at træde mere i karakter. Og det er netop, hvad adskillige amerikanske medier og iagttagere mener (og håber), at han vil gøre over for Kina.

De seneste måneder er en stribe nye konflikter dukket op, som tyder på det: De kaotiske klimaforhandlinger i København, hvor Kina blandt andet sendte en lavtstående diplomat for at forhandle med præsidenten. Striden om Google, hackere og internetfrihed. Amerikansk kritik af den undervurderede kinesiske valuta renminbi - og tilsvarende kinesisk kritik af den svage dollar. USA's våbensalg til Taiwan, strid om sanktioner over for Iran og nu senest Dalai Lama-mødet.

USA og den vestlige verden har åbenlyse interesser i at bevare et om ikke hjerteligt, så i hvert fald arbejdsdygtigt forhold til Kina. Det skyldes både USA's enorme gæld, men også det faktum, at det er nye kinesiske forbrugere, som forventes at skulle drive klodens vækst og trække os alle ud af recessionen de kommende år. Og dertil kommer behovet for kinesisk opbakning i globale spørgsmål fra klimaet over Iran til Nordkorea, nedrustning m.m.

I International Herald Tribune skriver Kina-eksperten Martin Jacques, at det mest bemærkelsesværdige efter finanskrisen ikke er Kinas nye rolle, men de amerikanske lederes mangel på erkendelse. Det er slut med at behandle Kina som en underordnet, skriver Jacques og roser Obama for hans Kina-politik. Dog vurderer han også, at Kinas hovedinteresse fortsat er økonomisk vækst og muligheden for at løfte mio. ud af fattigdom. Og det er netop, hvad kommentatoren Sam Sedaei hæfter sig ved i Huffington Post: Kina har også brug for USA og Vesten. For der bliver ingen turbovækst og udvikling uden Vestens forbrugere. Og dertil kommer, at Kina har en klar interesse i en stærk dollar, så investeringen i alle USA's statsobligationer ikke mister værdi. Ikke at en reel handels- eller valutakrig er at ønske på nogen måde, det er blot værd at huske på, at afhængigheden er gensidig.

Derfor er det tid til en mere håndfast og selvsikker amerikansk linje, også selv om de globale magtforhold er i opbrud. USA har brug for at rebalancere klodens økonomi, som Obama tidligere har talt om - så Kina forbruger mere, og amerikanerne bringer deres gæld ned. Men Kina må også indse og vænne sig til, at der følger en politisk rebalancering med. At integrere sig i verdensøkonomien, sælge og handle og tjene, indebærer også, at man må acceptere en vis åbenhed og stedvis kritik. Som Sedaei skriver, så vil det være alarmerende med fortsat friktion mellem USA og Kina - men endnu mere alarmerende, hvis Kina begynder at opfatte sig som usårlig. Så forhåbentlig bliver det lidt mere af ideologen, lidt mindre af pragmatikeren, der tager imod Dalai Lama på torsdag. Indenrigspolitisk er det ikke gået ret godt med at forny samarbejdet og 'disagree without being disagreeable' - være uenig uden at være ubehagelig, som han lovede i valgkampen.

Nu bør Obama gøre forsøget i udenrigspolitikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu