Præsident Obamas beslutning om at skifte sin øverstkommanderende i Afghanistan Stanley McChrystal ud med David Petraeus er i høj grad en amerikansk affære. McChrystals nedsættende udtalelser om sit lands politiske ledelse i magasinet Rolling Stone måtte få konsekvenser. Først og fremmest på grund af det tillidsbrud, som udtalelserne er udtryk for.
Men også fordi Obama, der har tabt popularitet på den stadig eskalerende oliekatastrofe, er nødt til at vise handlekraft.
Det militære vagtskifte i Afghanistan får imidlertid næppe større betydning udenfor USA's grænser.
For det første fordi den militære strategi, som USA følger i Afghanistan, er intakt. Skabt som den er af McChrystal og Petraeus i fællesskab. Affæren er selvfølgelig et tegn på den mistillid, som næsten altid eksisterer mellem det civile og det militære. Militærfolk hader per definition bonede gulve. Og omvendt har politikere og diplomater sjældent selv haft støvlerne på. Men den er ikke udtryk for nogen uenighed om kursen i Afghanistan. Og det er nok så vigtigt nu, hvor de internationale styrker står over for den afgørende styrkeprøve i Kandahar, Talebans fødested.
For den menige afghaner gør udskiftningen af en amerikansk general hverken fra eller til, men på den korte bane kan det selvfølgelig give Taleban lidt luft, indtil Petraeus for alvor får fat i de militære tømmer.
På et punkt kan McChrystals fyring dog få en længerevarende konsekvens, også ud over USA. Fyringen er en nemlig kærkommen lejlighed til at gøre status over hele projektet.
Vinder vi, eller taber vi i Afghanistan, spurgte mange medier og debattører i går. Er Afghanistan ved at udvikle sig til et nyt Vietnam? Er det derfor, førerhestene bides? Det afviser både Obama, Fogh og Lillelund selvfølgelig. Bare et år til, så vender udviklingen, siger de. Eller som USA's generalstabschef Mike Mullen udtrykte det i går: »Det er altid mørkest lige før daggry i den slags operationer.«
Problemet er bare, at det er nøjagtig det samme, som de har sagt i ni år, og krigstrætheden breder sig, selv i Danmark.