Kosovo-provinsen løsrev sig i februar 2008 fra Serbien, og i går sagde et flertal af dommerne ved Den Internationale Domstol i Haag, at den ensidige selvstændighedserklæring ikke strider mod folkeretten. Den kosovo-albanske ledelse er endelig herre i eget hus med rettigheder - og pligter.
Den væbnede modstandskamp mod den grove undertrykkelse fra Beograd og NATO-styrkernes 1999-støtte til det endelige opgør med diktatoren Slobodan Milosevic har fået en juridisk afslutning - og en ny politisk begyndelse med rammer, der ikke længere kan flyttes. Der er ikke noget i den almindelige folkeret, som kunne forbyde Pristina at gøre, som man har gjort, fremgår det af dommen. Det er skrevet så konkret, at der næppe leveres juridisk ammunition til andre regionale folk med selvstændighedsambitioner.
Serbien er blevet straffet for årtiers mishandling af kosovo-albanerne, og Milosevic-styrets arvtagere er blevet straffet for at have tøvet for længe med at forstå realiteterne. Lederen af de 27 EU-landes nye udenrigstjeneste, Catherine Ashton, var hurtigt ude med den erklæring, der nu opfordrer begge parter til forhandling.
For nogle år siden kunne serberne have forhandlet sig til en delingsplan, så man havde beholdt det nordlige Kosovo. Det håb er ude, selv om det er svært at se lokale serbere åbne broen over floden Ribar for en kosovo-albansk administration.
Nu er der ikke meget andet tilbage end perspektivet på EU-medlemskab for begge folk - og undervejs en udsoning baseret på en regulær forhandling om det serbiske mindretals muligheder og rettigheder inden for den nye statsdannelse. Kosovo er EU's største projekt med en generøs pengestrøm. Med sikkerhed for landets status kan der nu stilles krav om, at Kosovo taler med de gamle fjender om en holdbar fred - og taler med sig selv om endelig at gøre noget ved den organiserede kriminalitet og korruption, der er en udfordring for hele Europa.
