Leder

Belgiske kvababbelser - kur udbedes

Europas hjerte. Det kan man kalde Belgien. Det er her, at de fleste af EU's institutioner holder til det meste af tiden. Inklusive lobbyisterne.
Indland
23. september 2010

EUROPAS HJERTE. Det kan man kalde Belgien. Det er her, at de fleste af EU's institutioner holder til det meste af tiden. Inklusive lobbyisterne.

Belgien er et uroligt hjerte. Som det fremgik af tirsdagens Information, er det nærmest lige ved at gå i stå. Årsag til kvababbelsen: Lidelser i tungen - den er gal med sproget.

Det med tungemålet har været kvalfyldt fra begyndelsen: Nok erobrede Julius Cæsar i år 57 før Kristus det nuværende belgiske område og gjorde det til romersk provins under navnet Gallia Belgica. Men fra midten af 300-tallet efter Kristus trængte germansktalende stammer ind langs kysten. Derved opstod den sproggrænse, der stadig spalter Belgien fra øst til vest. I nord - i det, der nu hedder Flandern - taler befolkningen i dag flamsk, der praktisk talt svarer til hollandsk. Mod syd - i det, der nu hedder Vallonien - taler folk fransk, omend med en dialekt, der kan udløse nedladende smil i Frankrig.

EN SLAGS KILE er Belgien mellem den franske og den tyske kontinentalplade. Samtidig er Storbritannien optaget af, hvem der behersker området, som har været brugt til landsætning af britiske tropper i fastlandets krige. Siden romertiden har Belgien været under stærkt skiftende fremmedherredømme: Frankrig, Burgundiet, Spanien, Østrig, igen Frankrig, Holland og så - ad to korte omgange i det 20. århundrede - Tyskland.

Belgien fik sin frihed fra Holland i 1831, og i 1839 forpligtede stormagterne sig til at respektere Belgiens neutralitet. (Det var Tysklands brud på denne pligt - ved tysk overfald på Belgien i august 1914 - der drog Storbritannien ind i Verdenskrigen.)

Ved selvstændigheden i 1831 blev fransk i den belgiske grundlov gjort til nationalsproget. Det var jo det, som alle de fine og dannede talte. Efterhånden trængte flamsk sig på. Flamlænderne, hvoraf mange er fromme troende, har haft en højere befolkningstilvækst end de mere ugudelige vallonere. I nyere tid er det tilmed gået økonomisk fælt tilbage for Vallonien, der førhen har ernæret sig ved minedrift. I det flamske kystland råder derimod driftighed og opsving.

I dag taler 59 procent af belgierne - mere end seks millioner - flamsk. 40 procent, svarende til fire millioner, taler fransk.

I TAKT MED at bevidsthed om sprog og etnisk identitet er skærpet siden Anden Verdenskrig, er Belgien splittet på alle leder og kanter. Centralregeringen er på skrump. Magt er rykket ud til delregeringerne i Flandern og Vallonien. Til yderligere forbistring tjener, at det stort set fransktalende Bruxelles ligger i Flandern, men har selvstyre. Brydsomme politiske forlig indebærer, at en kommune ikke kan skifte officielt sprog, selv om dens sprogflertal skifter. Alle de politiske partier er nu opsplittet efter sprog.

Som en arrig flamsk separatist snerrede i tirsdagens avis: »Belgien er et land med 60 ministre og over 500 parlamentsmedlemmer her og der, og beslutninger træffes på forskellige niveauer, der ikke vil kendes ved hinanden. Det er forbi.«

ENDEN SER da også ud til at være nær. Belgien har befundet sig i regeringskrise siden 2007; har for tiden ingen regering og ser heller ikke ud til at få nogen - i hvert fald ikke en holdbar.

Kongehuset står som eneste samlende kraft, og det har det næppe kræfter til at blive ved med.

Hindrende for en opdeling stiller sig en belgisk statsgæld på 300 milliarder euro. Hvem skal betale den? Og så er der byldeømheden om Bruxelles, der ligger i Flandern, men navnlig taler fransk.

Og som jo altså også er Europas regeringsby. De andre EU-lande må nødvendigvis befatte sig med Belgiens skæbne. Tidligere har de ført krige om denne sag; nu bør de i EU'sk ånd forhandle en løsning, som alle kan leve næsten lykkeligt med.

To nye lande - Flandern og Vallonien - plus muligvis et tredje: Bruxelles? Det er det, tyskerne kalder 'kleinstaaterei' - og som EU i 1990'erne sendte sin formandslandsudenrigsminister til Balkan for at advare imod. Udenrigsministeren kom fra Luxembourg, og formaningen gjorde intet indtryk. Det er Balkan ikke er færdig med at bløde for.

EN EUROPÆISK løsning ligger i at overføre Flandern til Holland; Vallonien til Frankrig og give Bruxelles en status direkte under EU - som den amerikanske hovedstad, Washington, D.C., har det: selvstyre, men under forbundsoverhøjhed.

Ved samme lejlighed kunne man omgøre en uret mod Tyskland: Efter Første Verdenskrig tillagde sejrherrerne Belgien ni tyske kommuner, som stadig taler tysk, og som i dag har tysk som officielt sprog. Heim ins Reich med dem - hvis de vil. Og de andre skal helst også ville frivilligt et andet sted hen end den belgiske lejr for sammenbragte børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er der ingen grænse for, hvor lav den journalistiske kvalitet i Information må være? Overhovedet?
Jeg er bare forbløffet over denne blanding af halvviden, naivitet od danskorrance - og det på trods af, at David Rehling jo i forvejen ikke er kendt for sit intellektuelle niveau. Men denne artikel er nu bare alt for dum. Den eneste forklaring, jeg har, er, at folk som David Rehling kun lytter til, hvad den ekstreme højrefløj i udlandet siger. 'Så får man naturligvis et fuldstændigt forvrænget billede af, hvad situationen er - og hvilke løsninger der er muligt. Så David, hold dig hellere til problemer af dit lokalområde!

David Rehling har fulgt med i de seneste års udvikling i Belgien i hvert fald lidt - men han bringer alligevel nogle af de typiske misforståelser.

Belgien fik ikke "sin frihed" i 1831, det kommer i hvert fald an på hvem man spørger. For det første eksisterede Belgien slet ikke, men var en opfindelse som kom på banen fra 1790'erne og først blev til virkelighed i 1830. Indtil da hed området de sydlige Nederlande. Frankrig gjorde som bekendt forsøg på at indlemme hele Europa, Frankrig gik helt op til Hamborg og Lybæk og grænsede således til det danske rige. Holland blev gjort til en fransk lydstat fra ca. 1795, men efter at Napoleon heldigvis blev besejret ved Waterloo i 1815, fik Nederlandene deres selvstændighed igen. Nu som de forenede Nederlande, der omfattede hele det nuværende Benelux, som historisk hører sammen. Det nuvænde Wallonien kaldtes tidligere de franske Nederlande - faktisk var de nordligste departementer i det nuværende Frankrig også "de franske Nederlande".

Den fransktalende elite ønskede som sagt at løsrive sig fra Holland, så de kunne få magten for sig selv. De sydlige Nederlande var mere udviklet og langt tættere befolket, da Holland dengang stadig var et sumpet landbrugsområde. Problematikken minder meget om Danmark og Holsten.

En anden årsag var de relgiøse modsætninger. Det lykkedes den fransktalende elite at få den katolske kirke over på sin side. Frankrig blandede sig også direkte i sagen ved hjælp af agenter.

Den nederlandske kong Willem havde ganske vist indført et uhørt ligeværdigt system, hvor regering og parlament pendlede mellem de to hovedstæder, Haag og Bryssel. Der var også kvotering i embedsmandssystemet så katolikker også havde en chance. Men da den katolske kirke fandt på at forbyde sine medlemmer at tjene under en protestantisk konge, under trussel om ekskommunikering, faldt antallet af katolske embedsmænd naturligvis.

Belgien har altid været stærkt elitestyret. Der var ikke almindelig stemmeret og skolepligt før efter første verdenskrig. Bønderne var analfabeter indtil da! En uhellig alliance mellem det liberale, fransktalende borgerskab og katolske, flamske ledere og - senere - fransktalende socialister har delt magten imellem sig. Sådan var det i hvert fald indtil for ca. 20 år siden.

Det egentlige problem er ikke de etniske/sproglige modsætninger. Belgien er meget fredeligt i hverdagen, nederlandsk- og fransktalende slår ikke hinanden ihjel. Problemet er det vanvittige politiske system, som har så mange indbyggede "alarmklokker" og veto-mekanismer, at man ingenting kan beslutte. Systemet blev faktisk indført efter krav fra vallonerne - som var først ude med at kræve politisk autonomi. Vallonerne er jo et mindretal, og de vil absolut ikke have det nederlandske sprog indenfor. Vallonske politikere vil imidlertid gerne have fuld økonomisk "ligeberettigelse" i form af tilskud fra den belgiske stat. Vallonien og Bryssel kan således forvalte udgifter til bl.a. et hullet og generøst socialsystem, men det produktive Flandern betaler regningen. Det har omvendt ført til krav om mere selvstyre i Flandern.

Husk også at flamsk ikke er et sprog, men blot en del af det nederlandske sprog. Forskellen på flamsk og nordnederlandsk er som forskellen mellem britisk og australsk, ikke mere. Der findes også egentlige dialekter men det sydnederlandske dialektområde rækker også ind i den stat vi plejer at kalde Holland.

Det er ikke aktuelt at lade kommunerne skifte side efter det aktuelle sprogflertal. Så ville man give efter over for 150 års forfranskningspolitik. Sproggrænsen blev lagt fast i 1963. Den udfordres altid af fransktalende politikere. Der findes tilsvarende nogle kommuner i Vallonien med flamsk mindretal, men deres rettigheder findes kun på papiret. Der findes flere fransksprogede mindretalsskoler i Flandern, men ikke en eneste flamsk skole i Vallonien - de må i stedet tage over sproggrænsen hver dag.

Det er heller ikke obligatorisk at lære nederlandsk Vallonien, hvorimod det stadig er obligatorisk at lære fransk i Flandern. Nu stiller den flamske undervisningsminister (socialist) et forslag om at droppe fransk og gøre engelsk til andetsprog i skolerne. Det udlægges af fransktalende politikere som en provokation.

Det nye i Belgien er at ikke kun "ekstreme" flamske partier, men hele det politiske spektrum, kræver ændringer. Vallonske politikere er sådan set også varme på mere selvstyre, de vil dog helst have økonomisk "kompensation"! De eneste der er stærkt imod en opdeling, er Bryssel-politikerne og den traditionelle magtelite i hovedstaden. Politikere fra Bryssel og Vallonien holder så sammen af strategiske grunde, selv om de ikke har noget til fælles ud over sproget.

Det er helt sikkert at der er behov for ændringer i Belgien, men det er langt fra sikkert at de kan gennemføres. Forfatningen indeholder jo utallige krav om 2/3 flertal og konsensus. Det medfører i praksis at mindretallet bestemmer over flertallet. De fleste ønsker næppe en opdeling i to eller tre stater, men en konføderation med øget selvstyre. Hvis politikerne ikke giver sig, så er det dog ikke sikkert at en fornuftig, moderat løsning gennemføres. Men det er også langt fra sikkert at landet skulle blive delt op. Hvis det skulle ske, vil det i hvert fald blive uden vold og temmelig langsomt og sindigt.

Og så er Belgien en modelstat for EU - forstå det hvem der kan!

P.S. Jeg har aldrig hørt at flamlændere skulle have en højere befolkningstilvækst. Vallonerne er jo også katolikker. Flamlænderne har altid været et flertal. Faktisk er der i dag relativt flere fransktalende end i 1830, da Bryssel dengang var en flamsk by, men skiftede flertal i ca. 1950, og i dag er 85 % i Bryssel fransktalende.

Flandern er ikke kun et "kystland" - har David Rehling set på et landkort?