Leder

Optræden udadtil

Indland
16. september 2010

Gamle folk på egnen vil huske, at Jens Otto Krag som forhenværende statsminister i 1974 blev EF-ambassadør i Washington 1974. Postens værdi blev hævet til skyerne over Danmark, men ikke over USA, så Krag kedede sig, drak sig fuld og tog hjem tre år efter.

Så er det, man spørger, hvordan Den Europæiske Union nu udnævner sine 27 første ambassadører i den europæiske udenrigstjeneste, når man for årtier siden havde den slags?

Det første svar er, at ting tager tid, og at ting i EU tager lang tid, fordi det fælles sjældent er så fælles, som man siger. Det næste svar er, at det kun er medierne og almindelige mennesker, der i EU-sager kalder den slags diplomatiske chefer ved deres rette navn.

Medlemslandene, og slet ikke Danmark, tør tale om en europæisk udenrigsminister, udenrigstjeneste, ambassader og ambassadører. Udenrigstjenesten er i Lissabon-traktatens danske udgave blevet til 'Tjenesten for EU's Optræden Udadtil'. Det er næppe oversætterens skyld.

Nu er det heldigvis ikke sådan, at de nye folk bare skal ud og optræde udadtil. De skal drive klassisk diplomati som delegationschefer for hele den europæiske union og alle dens arbejdsområder. I mange lande vil EU-posten både have den største pengekasse, den største stab - og modtagerlandets anerkendelse og respekt, uanset titlen. De kommende unionsambassadører vil derfor have gode muligheder for at blive de første blandt ligemænd og dermed bidrage til den integration, som landene kun tøvende medvirker til.

Peter Sørensen er den første dansker i den nye tjeneste. Hans udnævnelse ligger i forlængelse af diplomatiske resultater som EU-udsending i Serbien, som i sidste uge løsnede på sin Kosovo-stivhed. Han skal til Makedonien, hvor problemerne allerede begynder med landets navn, og hvor det er indlysende rigtigt, at ambassadør Sørensen må tale både handelspolitik, sikkerhedspolitik - og optagelse i EU. I Washington måtte Krag kun tale toldtariffer. Den tid er nu endeligt forbi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her