Leder

Jagten på den stressfri jul

Indland
23. december 2010

Jagten påden afspændte arbejdsplads har været et gennemgående tema i Informations julekalender. Dagligt har læsere besøgt 'den fiktive avis i hovedstaden', hvor medarbejderne kæmper mod varierende former for stress. Graver-Kurt har været oppe mod forventningerne om, hvornår han leverer den næste afsløring. Kultur-Bente har dagligt forsøgt at bekæmpe trangen til det næste glas Merlot. Og Miljø-Hans har kæmpet for sit ægteskab ude i bofællesskabet på Marbjerg Mark.

Hvorvidt anstrengelserne vil lykkes, skal ikke afsløres her. Den sidste låge i kalenderen må jo først åbnes i morgen, og vi modstår (med møje) fristelsen til at vende avisen på hovedet og læse sidste afsnit på side 17 i dagens avis, den sidste før jul.

Og uanset hvordan det går vores venner - og hvad der går dem på - har vi alle vores at kæmpe med. Stress er blevet den svøbe, det moderne menneske ilægger allehånde anfægtelser i dagligdagen, og det er ikke nogen hemmelighed, at også denne avis har været stressramt i det forløbne år.

Metoderne til at modstå stress er mangfoldige. I 'vor egen verden', som var avisgrundlægger Børge Outzes fællesnævner for nyheder om os selv, har vi indført morgensang på redaktionsmøderne og yoga hver tirsdag. Vi skiftes til at tage en sang med i et repertoire, der spænder fra 'Kattejammer rock' til 'I sne står urt og busk i skjul'.

For de af os, der ikke er tonedøve, er morgensangen en daglig påmindelse om, at vi nok er bedst tjent med at arbejde med ord i deres skriftlige udtryk.

Medarbejderne på'den fiktive avis i hovedstaden' har fået samme ide. Desværre med et uheldssvangert udkomme for Graver-Kurt, der siden afsnit fire i tiltagende grad har følt sig stresset af at skulle finde et bidrag til morgensangen.

Her den 23. december kan vi konstatere, at han endnu ikke er nået frem til en endelig beslutning. Derfor iler vi til hjælp ved at foreslå N.S.F. Grundtvigs juleklassiker 'Dejlig er den himmelblå'.

Der ermange grunde til at foreslå netop denne salme i dag. Det er en fin tekst og en smuk melodi, der lyser op i mørketiden. Desuden er det præcis 200 år siden, Grundtvig skrev den, og journalister holder meget af den slags timing. På ti dage i begyndelsen af december 1810 skrev digterpræsten teksten, der først blev tonesat med 30 års forsinkelse.

Endnu mere relevant bliver den derved, at Grundtvig faktisk skrev versene i en tilstand af livsstress. Den dengang 27-årige og endnu ukendte præst var deprimeret og plaget af angst efter, at hans aldrende far befalede ham hjem til den firlængede og stråtækte præstegård i den fynske landsby Udby for at aflaste ham i præstegerningen. Det var i julen 1810, og på vej til Udby overnattede Grundtvig på Vindbyholdt kro, hvor han brød psykisk sammen under vægten af sin fortvivlelse og angst. Umiddelbart forinden havde den unge digterpræst færdiggjort sin fornemme gendigtning af juleevangeliet.

Grundtvigs tekstindledes med, at de 'vise mænd fra Østerland' ser den blinkende stjerne, hvorpå de drager ud og finder Jesusbarnet. Sidste vers forklarer, at vi mennesker også har en ledestjerne. Grundtvig mente selvfølgelig, at denne ledestjerne var Guds ord. Sådan havde han det. Andre finder ro ved at læse en medrivende roman, gå en lang tur i skoven eller dyrke tidens mindfullness-programmer.

En mulighed er også at bruge julen til at opsøge et livsklogt menneske, selv om vi lever i et paradigme, der på mange måder fornægter alderdommen. Tag bare mediebilledet, hvor det er slående, hvor få intellektuelt og åndeligt kompetente ældre, der udtaler sig, selv om de jo har haft et helt liv til at få bragt orden i deres anfægtelser.

Ærgerligt er det, at generationerne ikke griber efter hinanden. Det kunne bidrage til at give den yngre generation et værn i livet, hvis det truer med at kæntre ved udsigten til en Udby-udørken eller i jagten på en julesang.

På Informationser vi frem til 2011. Vi vil i det kommende år prøve at komme endnu tættere på jer læsere. For det først holder vi meget af jer (og ja, også jeres abonnementsindbetalinger), for det andet har I meget at byde på.

I er belæste, berejste og i stand til at rumme en verden, der er større end jeres egen udenfor gadedøren. Vores ønske er at inddrage jer endnu mere i den avis, vi er fælles om at holde af, både på debatsiderne og i journalistikken.

Vi lever ikke i en vrangforestilling om, at vi altid ved bedst. Dagligt bliver vi mindet om, at der sidder en eller flere læsere derude, der ved bedre besked end os. Også derfor vil vi søge at inddrage og engagere jer i det fællesskab et moderne dagblad trives bedst med.

Konkret vil vi blandt andet i 2011 invitere læsere og andre interesserede til en række debatmøder om tidens vigtigste kultur- og samfundsspørgsmål. Vi glæder os - og til den tid vil Graver-Kurt have fundet sin sang.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her