Leder

Forfatning, fiflerier og EU

13. januar 2011

Der er noget befriende ved, at Højesteret med syv enige dommere fortæller landets statsminister og udenrigsminister, at de måske har uret i en væsentlig sag, og at Folketinget måske gik for vidt, da man sagde ja til Lissabon-traktaten uden at sende den til folkeafstemning. Højesteret pålægger samtidig »statsministeren og udenrigsministeren solidarisk« at betale 101.500 kroner i sagsomkostninger til EU-modstanderne. Et kønt syn.

Det er sådan, uafhængige domstole taler. I stort set alle andre EU-lande findes en forfatningsdomstol, der sørger for, at den politiske vilje ikke forgriber sig på de grænser, som grundlove sætter for de folkevalgtes muligheder. I Danmark er Højesteret flot på vej som en respekteret forfatningsdomstol.

Foreløbig er det kun sket én gang, at Højesteret har sat Folketinget rigtigt på plads. Det var, da retten i 1999 underkendte Tvind-loven, som var vedtaget med stort flertal. Højesteret belærte politikerne om, at man ikke kan lovgive sig ud af en konflikt med »enkeltpersoner«, så stjæler man domstolenes del af Grundlovens magtfordeling. Folketinget tog afgørelsen til sig, ændrede loven og lod dermed Højesteret etablere sig som den forfatningsdomstol, alle de andre lande har og som afkræves lande, der vil med i EU.

Der er to andre afgørelser fra Højesteret, som viser, at de purpurfarvede kapper har viljen til at se Danmark som en retsstat med klare grænser for, hvad lovgiverne kan. Det skete i Maastricht-sagen, da Højesteret i 1996 først sagde ja til at realitetsbehandle sagen og siden sagde, at Grundloven var overholdt. Folkeafstemning var nok til deltagelse i den nye og omfattende politiske union. Der var ikke behov for en grundlovsændring.

Den anden afgørelse kom i forgårs. Den siger klart, at en række privatpersoner i EU-modstandernes rækker har ret til at få efterprøvet, om Grundloven blev overholdt, da Folketinget med stort flertal skubbede Lissabon-traktaten på plads.

Nu kommer så den realitetsbehandling, der skal afgøre, om Folketinget fiflede mere med Grundloven, end de uafhængige domstole vil være med til, da man sagde ja til Lissabon-traktaten uden folkeafstemning.

Nybruddet i de to EU-sager går ud på, at Højesteret godkender sagsøgernes ret til at føre sag mod Statsministeren og Udenrigsministeren. Tidligere er privatister blev hældt ud med besked om, at de ikke havde en retslig interesse i at få sagen bedømt af domstolene.

Højesteret og sagsøgerne selv for den sags skyld erkender, at der ikke foreligger en sag af den slags, hvor EU-modstandernes juridiske fortrop har en aktuel og konkret interesse i netop denne sags afgørelse. Men når der foreligger »forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed«, så mener Højesteret meget klart, at vi alle og altså også EU-modstanderne har »en væsentlig interesse i at få deres påstand prøvet«. Det får de så, og det varer adskillige år og måske et par regeringer, før vi ved, om Danmark siger nej til Lissabon-traktaten med tilbagevirkende kraft.

Det bliver de ikke glade for i Bruxelles.

Men der er substans i prøvelsen. Der blev fiflet, da regeringen Anders Fogh Rasmussen (V) i 2007 sendte kronjuristernes førstehold i sving for at skrue Folketinget ud af Grundlovens krav om en folkeafstemning.

Som det er genskrevet i Højesterets dom, fandt Justitsministeriet i 2004 ni områder, hvor et ja til forfatningstraktaten krævede folkeafstemning. I 2007 blev paragrafferne skrevet, så borte kunne tage det juridiske krav om folkeafstemning, selv om traktaten stort set bandt Danmark på samme måde. Omskrivningshjælpen kom direkte fra Angela Merkels tyske formandskab, så ingen kunne beskylde Anders Foghs regering for kreativ grundlovsfortolkning.

Nogle få fandt den juridiske fleksibilitet fornærmelig for Grundloven og anlagde den aktuelle sag om fifleriets grænser. Hvordan kommer man videre? Det er under alle omstændigheder ubekvemt for denne og de næste regeringer, hvis Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet er deponeret i Østre Landsrets lokaler i Fredericiagade, København K og senere i Højesteret. Det er politisk ubekvemt, hvis der skal holdes folkeafstemninger om fjernelse af et eller flere af de forbehold, som EU-partierne pålagde sig selv i 1993, hvis den underliggende traktat svæver i et juridisk ingenmandsland. Det er ikke overbevisende.

Politisk ledelse betyder, at man viser vej, argumenterer for sine standpunkters rigtighed, overbeviser de tvivlende og gennemfører det, man står for. Der er derfor ikke grund til at vente på den juridiske holmgang. Det er politisk ledelse, der skal til. Send forbeholdene til folkeafstemning på en måde, der bekræfter, at Danmark er og bør være fuldt medlem af Den Europæiske Union på Lissabon-traktatens grundlag uden forbehold.

Skal det hænge sammen, må man nok gøre deltagelse i fællesmønten euro til en sag, som først iværksættes efter bred vedtagelse i Folketinget efter det efterfølgende valg. Så er folket taget i ed, eller vi er ude.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En vældig oplysende leder om fifleriet i forbindelse med Lissabon-traktaten.
Men hopper kæden ikke af for Poul Smidt, når han slutter med at kræve forbeholdene jaget igennem uden at afvente 'den juridiske holmgang.'?

Er det ikke at fifle? Men det er måske i orden, når man skal vise 'politisk ledelse'?

Heinrich R. Jørgensen

Poul Smidt er en af de mest læseværdige journalister i kongeriget, og en af mine personlige favoritter. Altid leveringsdygtige i lødige, skarpe og forstandig observationer og betragtninger, og tillige utvivlsomt meget fagligt velfunderet indenfor sit andet fag, jura.

Det gør derfor på mere end én måde ondt, ikke at dele Poul Smidts optimisme og vurdering. Om end jeg hjertens gerne ville tro det, men min lægmandsjuridiske uvidenhed og uforstand stritter voldsomt imod.

Jeg beder muligvis om en gedigen afklapsning for kætteri og anden frækhed, men jeg kan ikke læse Poul Smidts tekst på anden vis, end at der er tale om et forsøg på at henvende sig til "kongen" i folk, i stedder for "stodderen". Og at de, henvendelsen er rettet til, er højesteretsdommere og folketingspolitikere.

Man skal ikke undervurdere positiv psykologi, belønningstræning og det der med lidet flatterende konnotationer kaldes "tossegodhed".

Poul Smidt skriver:
"I stort set alle andre EU-lande findes en forfatningsdomstol, der sørger for, at den politiske vilje ikke forgriber sig på de grænser, som grundlove sætter for de folkevalgtes muligheder. I Danmark er Højesteret flot på vej som en respekteret forfatningsdomstol."

Første del tilslutter jeg mig. Det har har i civiliserede lande og velordnede retsstater.

Men at Højesteret skulle være begyndt at udvise mods og mandshjerte, og der er optræk til at de vil rette sig op i sæderne og tager sig selv og forfatningen alvorligt fremover, kan jeg ikke få øje på. Den sætning kan jeg kun se hører hjemme to steder. I en dybt patetisk skåltale, eller som bidende sarkasme. Beklager.

Om Højesteret har jeg i anden sammenhæng skrevet en kommentar. Den er gengivet sidst i denne.

Før gentagelsen en kommentar om artiklens sidste del. Hvilken møntfod der anvendes i Danmark, er bestemt af Møntloven. Denne kan politikerne til enhver tid ændre, ved almindelig lovgivning. Altså ved simpelt flertal i Folketinget, og tre lovbehandlinger. Hvilket står i direkte kontrast med den generelle opfattelse om en sådan ændring, hvor befolkningen SKAL spørges ved folkeafstemning, da denne er en del af de danske forbehold ifht. Maastricht. Det er i det mindste min lægmandsvurdering.

Min formodning går på, at Poul Smidt ser juraen på samme måde, og frygter at politikerne laver endnu en "Lissabon", hvor de indfører Euroen ud fra en erkendelse af, at der "desværre" ikke er hjemmel til at spørge vælgerne, da det er Folketinget der har fået det tunge hverv at stå til ansvar overfor Møntloven. Med en heraf følgende opfordring til de politikere der ikke er funktionelle analfabeter, om at erklære deres Euro-intentioner før et folketingsvalg, så vælgerne i det mindste kan tage det emne i betragtning, førend de sætter et kryds ved det parti, de foretrækker skal være en del af en kommende almægtig og magtfuldkommen alliance, der konstituerer sig selv som landets despoter de følgende små fire år.

Herunder gentagelse af en svada fra en anden tråd:
--------------
Højesteret tillader ikke, at sager der virkeligt kan true regeringen eller Folketingets flertal, bliver behandlet ved domstolene.

Enten afvises de med henvisning til den juridiske ny-klassiker, at da emnet vedgår hele befolkningen lige meget, har ingen enkeltperson større retlig interesse end andre, og derfor har ingen retlig interesse. Eller det tidligere argument for at undlade at ville realitetsbehandling noget der var politisk farlig og kontroversielt, som gik på at domstolene ikke kunne hæve sig over lovgivende eller udøvende magt, og således måtte afstå fra at gøre sig til dommer (i bogstaveligste forstand).

Når Højesteret tillader at sagen føres ved domstolene, ved samtlige dommere udmærket hvor sagen ender. Nemlig med frifindelse. Juristerne i Justitsministeriet har gjort alt hvad de kunne for at undgå, at der var noget at komme efter, og regeringen har fremlagt ændringsforslag til traktatteksten, så formalia vedr. GRL § 20 kunne påvises at være krænkede.

Det er således helt ufarligt for regeringen og statsministeren med denne sag. Det bliver i praksis en skueproces, men modsat slutresultat. Det ender med total frifindelse. Dommerne i Højesteret kan uden at miste nattesøvn eller bliver beskyldt for ukollegial adfærd af kolleger i Justitsministeriet, tillade at sagen føres.

Når det galdt søgsmålet mod den foregående statsminister, og angrebskrigen mod Irak 2003, var det noget at komme efter. Der satte Højesteret hælene i. Ingen retlig interesse. Og tilmed en uhørt flabethed, i form at et par ekstra afsnit i kendelsen om retlig interesse, der basalt set sagde, at regeringen kunne gøre hvad de ville, inklusive at bryde Folkeretten.

Hvorfor føre retssager mod staten, når man bor i en jurididisk bananrepublik? Man kan ikke vinde.

Det mest skændige er sådan set ikke højesteretsdommerne opportunisme og konfliktskyhed. Det er at Højesterets dommere ikke har format og integritet til i andre sammenhænge at ytre sig offentligt om, at en forfatningsdomstol er en ønskelig konstruktion. Og ligeså en forvaltningsdomstol. Og ved en sådan anden lejlighed, ærligt vedgå deres dilemma - at den nuværende domstolskonstruktion forhindrer at lovgivende og udøvende magt kan stilles til ansvar for noget.

Heinrich R. Jørgensen

Poul Smidt:
"Højesteret belærte politikerne om, at man ikke kan lovgive sig ud af en konflikt med »enkeltpersoner«, så stjæler man domstolenes del af Grundlovens magtfordeling."

En præcis beskrivelse.

Om domstolenes magt, står der i 1849 Grundloven, ikke andet end at det er domstolene der dømmer. Altså at Kongen havde mistet retten til at være overdommer, og at heller ikke Rigsdagen kunne tilrane sig det privilegie.

Oplysningstiden idealer om personlig frihed, blev nedfæstet i Grundloven. Venstre insisterede. Montesquieus tanker om en tredeling af magten, der skulle holde hinanden i skak, blev ikke indført i Grundloven. Det er en myte. Et historisk falsum. Og et faktuelt falsum - sådan spiller klaveret ikke.

Smuk tale fra Poul Smidt side, som synes at tge sigte på at bringe tårerne frem i øjnene hos enhver magtfuldkommen politiker, eller momentant øge trangen til glastømning blandt de bænkede dommere. Af gode eller slette årsager.

Til Steen Sohn

Hvis man holder den folkeafstemning, som ogsaa gaelder tilslutning til Lissabonm-traktaten har sagsoegerne opnaaet ad politisk vej, hvad de soeger ad den juridiske vej. Det er ikke at fifle, naar man giver folk, hvad de beder om, Det var i hvert fald raesonnmentet bag denne del af leder-artiklen.

Til Heinrich R. Joergensen: Jeg var af mange grunde meget opmuntret, da Hoejestereti sin viste taender i Tvind-sagen. Med en ny hoejesteretspraesident og syv enige dommere, er det , som skrevet staar, ogsaa en opmuntring, at Hoejesteret byder regeringen i den aktuelle sag og aabner for en stoerre provelse af sager med vidtraekkende betydning. Selv om vi ikke er naaet dertil, at en ny Grundlov har givet os en forfatningsdomstol med samme styrke, som den tyske, skal man notere de fremskridt., der gaar i den rigtige retning, selv om man altid kan diskutere om det gaar hurtigt nok eller langt nok.
VH

Heinrich R. Jørgensen

Poul Smidt:
"Jeg var af mange grunde meget opmuntret, da Hoejestereti sin viste taender i Tvind-sagen. Med en ny hoejesteretspraesident og syv enige dommere, er det , som skrevet staar, ogsaa en opmuntring, at Hoejesteret byder regeringen i den aktuelle sag og aabner for en stoerre provelse af sager med vidtraekkende betydning."

Kære Poul, mange tak for din kommentar.

At Højesteret tog Lex Tvind op, var bestemt opløftende. Og politikerne, med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen, opførte sig ved den lejlighed så værdigt og anstændigt, som man kunne ønske de altid gjorde.

Desværre lidt samme mønster som personer, der kun når kalenderen vist den 24. december, formår at leve op til de forhåbninger andrer nærer til dem, som jeg ser det.

Du har aldeles ret i, at man skal påskønne fremskridt. Hvis der er tale om at Højesteret er begyndt at tage sig selv seriøs af de "rigtige" grunde, er der grund til at glædes.

Af samme årsag så jeg gerne, at Højesteretsdommere (gerne kollektivt) melder klart ud i andre sammenhænge end ved en domsafsigelser, i fald de har generelle bekymringer eller ønsker at markere, at de har mod og mandshjertet frem igen, og ikke har tænkt sig at lade sig kue til affældig ansvarsfraskrivning igen. Det ville være en stærk og positiv melding.

Hvis jeg i ovenstående kommentarer har skrevet noget sludder, er en offentlig påtale og evt. ydmygelse meget velkommen.

@Heinrich

Du har vel ret i, at et flertal i folketinget kan bruge møntloven til at omdøbe kronen til daler, hvis de har lyst.
Men Jeg kan ikke se man kan bruge møntloven til at afgive rigets selvstændige monetære politik for at deponerer den i Eurobanken. Man afgiver jo netop Kongens eneret til at slå mønt, og det må da være en suverænitetsafgivelse der vil noget.

Heinrich R. Jørgensen

Søren,

Grundlovens § 26 siger:
"Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

Der står ikke noget om eneret. Der står heller ikke at der skal slås danske mønter. Blot at Kongen har ret til det. I øvrigt er det ikke Kongen der slår mønt, men nationalbanken.

Et viseligt arrangement, at magthaverne ikke kan lade seddelpressen løbe, da de vil gøre det når de er under alvorligt pres (ligesom Zimbabwe og USA lader stå til), men at dette er udliciteret til en instans, der ikke kan/skal dikteres hvor mange penge der skal sendes i omløb, således at de checks staten betaler med, kan ombyttes med andre sedler påført en nominel værdi.

I Grundloven står der intet om valuta eller nationalbanker, hvem der skal trykke dem, eller ret meget andet.

Grundloven er på mange måder en rammelov, hvor der henvises til at forhold ordnes ved lov. Derved kan lovene ændres, uden Grundlovsændring og dermed folkeafstemning eller 5/6 flertal i Folketinget.

Fiflerierne med Grundloven opstår, når juristerne må gribe til en pinlig nødløsning om at
"§ 26 netop kun kan antages at omfatte mønter og altså ikke sedler", og derfor ikke hindrer EU i at udstede seddelpenge til brug i Danmark.

Selv har jeg ikke brug for sådanne kunstspring - Grundloven er allerede vredet nok, så jeg kan godt finde plads til Euro i den, men er meget tilfreds med, at Danmark formelt fortsat står uden for den dødsejler. Og Højesterets villige jurister skal nok også få godkendt Lissabon-traktaten, men forhåbentlig med en i det mindste beskeden næse om måden, den blev vedtaget på.

Heinrich R. Jørgensen

Tom,

jeg tror faktisk jurister her har fat i den lange ende, og det min tolkning af GRL § 26, med henvisning til Møntloven, der var ude i hampen.

Altså at Grundlovens § 26 vedrører Kongens ret til at få produceret mønter, men ikke sedler. En ret til møntproduktion, som er nærmere fastlaflagt ved lov (Møntloven).

Den tidligere opfordring til påtale og offentlig ydmygelse var mest tiltænkt Poul Smidt, hvilket sikkert kunne have været blevet ganske slemt. At lide den tort at stå for ydmygelsen selv, er muligvis værre...

Men hermed beklagelse og bodsgang for min vildfarelse og ukorrekte udsagn.

Uden tilsyneladende at evne at lære af erfaring, vil jeg straks fremture med fornyet påståelighed ;-)

Det er Lov om Danmarks Nationalbank, fra 1936 (senest ændret 1967) der aktuelt bestemmer om forholdene for seddelproduktion i kongeriget.

Grundloven nævner intet om Kongens ret til at få produceret pengesedler. Grundloven 1849 handlede om at Kongens faktiske magt skulle stækkes, så Kongen despotiske muligheder blev begrænset. Og Kongen havde da ikke længere den mulighed, da Statsbankerotten 1813 havde medført Nationalbankens oprettelse, inklusive dennes ret til at trykke sedler og Kongens fortabelse af samme ret.

Poul Smith har ret i, at Grundlovens § 20 (om suverænitetsafgivelse) må i anvendelse, hvis Nationalbankens eneret til seddelproduktion ændres, så udenlandske aktører får indflydelse på den del af dansk pengepolitik.

Grundlovens § 20 betyder dog ikke, at der vil blive en folkeafstemning. Er der i Folketinget 5/6 flertal, kan Folketinget selv bestemme, iflg. en procedure der ikke involverer en folkeafstemning.

Grundlovens § 20 tillader dog kun suverænitetsafgørelse i et nærmere bestemt omfang. Hvilket i en påståelig lægmands optik burde føre til den konklusion, at Maastricht-aftalen (med danske forbehold) har vist sig ikke at opfylde kriteriet til at være "nærmere bestemt omfang". Det er fra flere blevet hævdet at EU har tiltaget sig rettigheder der ikke tilkom EU - har de ret, er én tolkningsmulighed, at der blev afgivet suverænitet i et ubestemmeligt omfang.

Hvilket bestyrker min oprindelige fornemmelse af, at det er tvivlsomt at sætte sin lid til Højesteret. De har dømt om Maastrict før, og de lærde kom til en anden konklusion - at der ikke var noget at komme efter.

Mit formodning om Justitsministeriets og Højesterets fortsatte villighed til fiflerier hhv. laissez-faire domspraksis består.

Heinrich R. Jørgensen

Tom Paamand:
" men er meget tilfreds med, at Danmark formelt fortsat står uden for den dødsejler."

Helt enig i det forstandige i at Danmark ikke er en del af Euro-samarbejdet, selv om politikerne opfører sig som om nationen var (fastkurspolitik og Hjortens gavmildhed til Euro-fallitboer). Så længe der en økonomisk krise i EU, er det med at holde sig væk fra Euroen.

@Heinrich - jeg stoler på vore politikeres fortsatte dårskab. Danmark skal nok få tilmeldt sig Euroen, så vi kan nå art komme yderligere med mod dybet.

Min Grundlovslogik siger mig, at hvis Kongen har ret fra 1849 og frem - så har han eneret. Uanset i hvilken form han end slår sin valuta. Alt andet er juristers snigløb på logikken.

Dette synes også at fremgå af diskussionen omkring paragraffen i 1849 med Grundtvig. "... Det er med fuld Ret, at Udvalget har foreslaaet, at Myntretten optages i Grundloven som kongelig Forret. ... Dens store Vigtighed for Staten gjør det nødvendigt, at heri Grundloven gives Garanti for, at den fremdeles vil være blandt de kongelige Forrettigheder. ..." Grundtvig mente dette skulle skrives direkte, som at det er "Regjeringen alene, som havde Retten til at slaae Mynt".

Men det er fortsat muntert flueknepperi, som jeg sagtens selv kan fortolke mig bort fra - og jeg gad heller ikke selv lade noget forældet Grundlovsvrøvl stoppe mig, når der er behov for "fornuftige" ændringer. Hvis en regering med klart flertal beslutter noget, og derpå bliver genvalgt på dette grundlag, så er det flertalsdemokratisk lovligt. Irriterende nok.

Morten Kjeldgaard

Poul Smidt skrev:

... Danmark er og bør være fuldt medlem af Den Europæiske Union på Lissabon-traktatens grundlag uden forbehold.

Desværre blev retsforbeholdet -- og i særdeleshed Danmarks ret til at have en strengere udlændingepolitik end vores EU-partnere -- skrevet ind i Lissabontraktaten. Det er måske kun en lille knast på vejen til at komme af med forbeholdene, for vanskeligt forestille sig, at medunderskriverne ville beklage, at Danmark genforhandlede traktaten med henblik på afskaffelse af retsforbeholdet. Tværtimod.

Det er på tide, at Danmark stopper sin sære Serbien-inspirerede eremit-tilværelse og fuldt og helt flytter ind i det europæiske hus. Det vil være en kæmpe gevinst for den efterhånden stærkt pressede menneskerettighedssituation i landet.