Leder

Obamas chance

HISTORISK er den term, de amerikanske medier har anvendt hele ugen i beskrivelsen af magtoverdragelsen i Repræsentanternes Hus fra Demokraterne til det nye republikanske flertal
Indland
7. januar 2011

HISTORISK er den term, de amerikanske medier har anvendt hele ugen i beskrivelsen af magtoverdragelsen i Repræsentanternes Hus fra Demokraterne til det nye republikanske flertal.

Og de glade republikanere har solet sig i forventninger til deres nyvundne magt: For nu skal der andre boller på suppen: de føderale budgetter skal rundbarberes og den fiskale konservatisme skal sidde til højbords som erstatning for præsidentens 'socialisme'.

Sandheden er en anden og langt mere opmuntrende for Obama. For det første har demokraterne fortsat et spinkelt flertal i Senatet. For det andet er præsidenten udstyret med eget veto, som han vil anvende om nødvendigt. Dertil kommer, at det er i begge partiers klare interesse, at de får demonstreret over for vælgerne, der mestendels har foragt tilovers for Kongressen, at der rent faktisk kan føres fornuftig politik på tværs af partiskellene op til præsidentvalget i 2012. Republikanerne har ikke råd til udelukkende at råbe om nedskæringer, hvis det ikke fører til noget. Og demokraterne kan omvendt heller ikke tillade sig at se ud, som om de ignorerer vælgernes dom ved novembers midtvejsvalg og blot obstruere det nye flertal.

SUMMA SUMMARUM: Det er slut med, at præsidenten får skylden for alting. Og en betydelig del af de nye republikanske Tea Party-freshmen er politiske nybegyndere, der kan vise sig svære at styre for den republikanske partiledelse. Som den liberale kommentator E.J. Dionne skrev med henvisning til den konservative tænker Edmund Burke i Washington Post i går: 'Abstraktioner er enhver ansvarlig regerings fjende.'

Det har f.eks. været nemt for republikanerne at tale om behovet for 'nedskæringer' i de føderale budgetter. Det er langt sværere at begrænse de populære statslige hjælpeprogrammer som Medicare, Medicaid og Social Security. Det kan kun ske i fællesskab, og i så fald vil præsident Obama vide at høste de politiske frugter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her