Leder

Tripoli-Rom

Opgøret i Tripoli er en eklatant fiasko for Italiens udenrigspolitik. Den tidligere kolonimagt har prioriteret økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser og forsømt at støtte libyernes kamp for civile rettigheder
28. februar 2011

OPSTANDEN I LIBYEN bør ikke kun give anledning til begejstring for den unge befolknings mod, men også til selvkritik i Vesten. Efter i årtier at have været isoleret som international paria blev Muammar Gaddafi rehabiliteret som en strategisk allieret, der leverede efterretningsoplysninger om islamistisk terrorisme, besnærede med checkhæftet og dæmmede op for migrationsstrømmen. Det fik Vesten til at fortrænge det brutale undertrykkelsesapparat i Libyen. Når Gaddafi slog sit beduintelt op i Europas hovedstæder, viste han, at de vestlige lederes ord om universelle frihedsrettigheder for det meste er tom snak. Da obersten som reaktion på opstanden begyndte at myrde løs på sin egen befolkning, kunne han forsinke Vestens kritik og indgreb med trusler om konsekvenserne af et regimeskift: Al-Qaeda vil vinde indpas i regionen, vestlige energiselskaber vil miste deres lukrative kontrakter, og afrikanerne vil strømme til Europa.

OPGØRET I TRIPOLI er en eklatant fiasko for Italiens udenrigspolitik. Den tidligere kolonimagt har prioriteret økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser og forsømt at støtte libyernes kamp for civile rettigheder. Eftersom Libyen er tyndt befolket og kun råder over to procent af verdens kendte oliereserver, er landet i modsætning til Egypten ikke af afgørende strategisk interesse for Vesten og Israel. Men for Italien medfører situationen to indbyrdes forbundne bekymringer: Manglen på et organiseret civilsamfund i Libyen gør overgangen til et stabilt demokrati i nabolandet risikabel med konsekvenser for flygtningetilstrømningen. Da den italienske regering trods dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i Libyen indgik en bilateral aftale med Gaddafi, var EU-partnerne yderst forsigtige med at kritisere de konventionsstridige afvisninger af bådflygtninge på åbent hav. Men bordet fanger: Silvio Berlusconis realpolitiske kynisme medfører, at konsekvenserne af den borgerkrig, som vennen Gaddafi har stillet verden i udsigt, især vil ramme Italien.
frese

Læs mere side 8-9 og 10-11

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vestens beskidne hænder har dog den sidegevinst at Gaddafis atom- og kemiske våben skulle være destrueret som led i aftaler.