Leder

V Factor

Det store spørgsmål er, om denne videnskabelige X Factor og promovering af bestemte forskningstalenter i medierne er med til at underminere den interne forskningsmeritering
11. april 2011

IMK Almene Fondfik øje på Milena Penkowa i et annoncetillæg for Berlingske Tidende, hvor Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i 2004 over tre sider promoverede hjerneforskeren fra Københavns Universitet (KU). Fondens bestyrelse endte med at donere den største enkeltbevilling i dansk forskning på 5,6 millioner kroner til Penkowas forskning i hjernesygdomme. Efter afsløringerne af Penkowa føler fondens bestyrelse sig ført bag lyset af KU-rektor Ralf Hemmingsen, der i 2005 forsikrede formanden for fonden om, at der »intet var omkring Penkowas arbejde eller forhold, som var årsag til, at den første disputats ikke blev antaget,« som formanden Erhardt Gram skriver i et debatindlæg i Politiken.

Der har væretforetaget meget motivforskning i Penkowa-sagen, og Hemmingsen har forsvaret sin ageren i forhold til fonden med, at han husker sagen anderledes. Samtidig har han kaldt det telefonnotat, der ligger til grund for fondsformandens referat af deres samtale, for »misvisende«. Men det er klart, at stjerneforskere er værdifulde for universiteterne. Det vidner alene størrelsen af IMK-fondens donation om. De er også en konsekvens af den elitetankegang, som har præget de seneste års forskningspolitik, hvor branding af universiteterne i form af succeshistorier har været en central del af institutionernes bestræbelser på at kunne tiltrække eksterne forskningsmidler.

Penkowa har formentlig selv stået bag meget af denne promovering, men det er nok ikke hende, der har betalt for tresiders-annoncen i Berlingske Tidende.

Det store spørgsmål er, om denne videnskabelige X Factor og promovering af bestemte forskningstalenter i medierne er med til at underminere den interne forskningsmeritering i form af peer reviews som den vigtigste kvalitetssikring af forskning. Den selvransagelse bør foregå på alle universiteter og i Videnskabsministeriet. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at Milena Penkowa i 10 år ikke har modtaget forskningsstøtte fra de offentlige forskningsråd, hvor fagligt kompetente forskere bedømmer forskningskvaliteten. meth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu