Leder

Magtfuldt par

30. juli 2011

BEKYMRING BREDER sig over det stadigt tættere tysk-russiske samarbejde. Som berettet i gårsdagens Information steg tysk eksport til Rusland i første kvartal af 2011 med 42 procent til i alt 7,4 milliarder euro (51 miliarder kroner). Tysk-russisk handel er på vej mod rekorden 525 milliarder kr. Den tyske økonom Wolfgang Schrettl forklarer:

»Tysk industri har altid været interesseret i det russiske markeds betragtelige købekraft, som næres af eksport af energi og råstoffer. Det har altid været en lækkerbisken for tysk industri.«

JOVIST, SNILDE har tyskerne, og råstoffer har russerne. Et tæt makkerskab mellem de to har i den nyere histories forløb været deres naboer til sorg. Efter Første Verdenskrig hjalp den nye bolsjevikregering i Moskva det slagne Tyskland med at omgå Versailles-fredens begrænsninger på tysk genoprustning. Og værre blev det, da Hitler og Stalin den 23. august 1939 indgik deres såkaldte 'ikke-angrebspagt'. I en hemmelig tillægsprotokol delte de deres nabolande imellem sig: Polen med en halvdel til hver, og det østlige Finland plus de baltiske lande og områder ved Sortehavet til Sovjet. Stalin forsynede Nazityskland med fødevarer og militært isenkram, der gjorde det muligt for de tyske styrker at løbe Vesteuropa over ende i 1940. Forsyningerne var også med til at give Tyskland styrke til i juli 1941 at overfalde Sovjet.

AT INDBINDE Tyskland i Europa er et hovedformål med EU. Til gengæld gør Tysklands betydelige kraft, at det sætter kursen for EU som senest ved de sydeuropæiske gældskriser. Fra Rusland er de ildevarslende nyheder, at Putin ruster sig til at erobre præsident- posten næste år. Det vil føre Rusland videre tilbage i mørket. Et totalitært Rusland kan bruge et økonomisk greb om Tyskland til at klemme hele Europa. Det er et dystert perspektiv i en situation, hvor det er tvivlsomt, om USA har indre sammenhængskraft til langvarigt at garantere Europas frihed og sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu