Leder

Jammerkommoder

»Hvis vi ingenting gør, jamen så fortsætter jo det der med oversvømmelse, tørke, ørkendannelse, uvejr, og det ved vi alle sammen, at det koster også penge«
Indland
28. november 2011

Midt i et kor af ny optimisme, ros og opbakning til regeringens grønne energiudspil med stemmer fra Greenpeace til Dansk Industri melder Venstre ud med en usædvanlig snæversynet og småtskåren afstandtagen fra udspillet.

»Det vil komme til at koste titusinder af danske arbejdspladser (...) det er en helt urimelig belastning af erhvervslivet (...) Vi er bekymrede på danskernes vegne og for den høje pris, de skal betale,« lød det sure opstød fra energiordfører Lars Chr. Lilleholt her i avisen.

Tillad os, før Venstre går helt i sort og blokerer en visionær energiplan, at minde om Kennedy-øjeblikket, da partiets daværende formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen med opsmøgede skjorteærmer leverede sin skelsættende grønne tale til V-landsmødet i november 2008:

»Den helt store vision er at skabe en ny grøn økonomi. Et grønt kvantespring, som vil bringe Danmark i den absolutte verdenselite.« (...)

»Hvis vi ingenting gør, jamen så fortsætter jo det der med oversvømmelse, tørke, ørkendannelse, uvejr, og det ved vi alle sammen, at det koster også penge.« (...)

»Ja, det koster penge at handle, men det koster ligeså mange penge ikke at gøre noget. Og der ved jeg, at I har det som gode Venstrefolk, ligesom jeg har, at når det koster nogle penge at gøre nogle ting, men det koster ligeså mange at lade være, så kan man ligeså godt gøre noget fornuftigt, nemlig at handle! (...) Lad os ikke betragte grøn politik som en omkostning, men som en gevinst.« (...)

»Mange af jer kan huske, hvordan daværende præsident Kennedy i begyndelsen af 60’erne satte den vision op, at inden for et årti skulle amerikanerne landsætte en mand på Månen. Der var mange, som dengang sagde, det er umuligt, det kan ikke lade sig gøre, men han sagde: ’I skal gå i gang, det kan lade sig gøre.’ Og så gik de i gang og det lod sig gøre. Og mit synspunkt det er, at når menneskeheden er i stand til at landsætte en mand på Månen, så er menneskeheden også i stand til at udvikle en ny økonomi, der ikke er så afhængig af fossile brændsler, som den vi har i dag.« (...)

»Danmark, det ved vi, er et lille land, men lad os tænke stort. Lad os tage et grønt kvantespring, lad os skabe en ny grøn vækst og tusindvis af nye grønne arbejdspladser. Lad os gøre Danmark til en grøn vindernation.« jsn

Til Venstre-folk: Læs hele den grønne tale her: www.information.dk/286254

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

"Lad os gøre Danmark til en grøn vindernation."

Kan alle nationer være vindere? Forholdet mellem Grækenland og Tyskland tyder ikke på det. En tysker der arbejder for HARZ4-reformens mindsteløn for at skabe en vindernation, skal vel også bare være tilfreds.

Klima og energipolitik forekommer ikke i et vakuum. Hvis man behandler dem som om de gjorde, er det svært at undgå at vrøvle.