Hus forbi

Regeringen har sat sig selv på en umulig opgave, og den er tilsyneladende ved at erkende det.

I en bebudet skattereform vil skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) med den ene hånd »markant« nedsætte skatten på arbejde, mens den anden hånd holdes i fuldstændig ro. Ikke noget med at skrue på andre skatter og afgifter eller skære i velerhvervede velfærdsrettigheden.

Derfor kræver skattereformen en troldmands egenskaber, og det kan vi trods alt ikke forvente af Skatteministeriets nye departementschef, der skal ansættes, efter den nu forhenværende, Peter Loft, forleden blev fritstillet på grund af mulig indblanding i sagsbehandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Udtryk for kærkommen realisme er det derfor, når de radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, torsdag åbnede for at skære i de offentlige udgifter for at få råd til skattelettelser. Farooq undlod dog at konkretisere, om det er hjemmehjælpen, børnepasningen eller skoleundervisningen, der skal holde for.

Pengene skal skaffes, men hvor er det dog fattigt, at vi har en regering, der siger, at den vil gøre godt for dem, der har mindst, men reelt giver til dem, der har mest. Liberal Alliance var straks med på de radikales idé, hvilket siger alt om forslagets sociale profil.

Håbe kan vi, at den radikale melding i virkeligheden havde til formål at fremkalde en hidtil undertrykt debat om en realistisk finansiering af den ønskede skattereform.

Økonomer og vismænd har allerede anvist vejen: Det giver ingen mening at fastholde beskatningen af fast ejendom på 2001-niveau, når landet siden da er gået igennem indtil flere økonomiske kriser.

De økonomiske vismænd har tidligere fremlagt et gennemberegnet forslag, der sikrer, at ingen boligejere kommer til at gå fra hus og hjem. Regeringen burde nærstudere forslaget. Det vil tillige tjene som klædelig afstivning af en social profil, de færreste i dag kan få øje på.