Leder

Et premierminister-sikret system

Høringen i London har tegnet et overordnet billede af en medgørlig politisk klasse, der vil gøre næsten hvad som helst for at stå på god fod med Murdoch-imperiet
Indland
14. juni 2012

Han er rig, veluddannet, har kontakterne i orden og bestrider Storbritanniens højeste politiske post. Men ikke desto mindre må premierminister David Cameron i dag stå skoleret over for dommer Lord Justice Leveson i dennes – af Cameron nedsatte – høring om forholdet mellem medier, politikere, politi og offentlighed.

Cameron er den seneste i den lille eksklusive gruppe af mænd, der har kunnet kalde sig premierminister, som har fået besked på at møde op og forklare sig. I forrige uge var det Tony Blair, og i denne uge har Gordon Brown og John Major siddet i den varme stol. Magtfulde folk fra medieverdenen har også været indkaldt: Rupert Murdoch, hans søn James Murdoch og de tidligere News of the World-redaktører Rebekah Brooks og Andy Coulson – begge tiltalt af politiet for henholdsvis at obstruere rettens arbejde og give falsk vidneforklaring i forbindelse med telefonaflytningsskandalen, der startede det hele.

Samtlige vidner er under høringen blevet klædt af til skindet i en hidtil uset grundig gennemgang af bl.a. deres korrespondance på kryds og tværs af medieorganisationer, politiske partier og regering. Intet har de kunnet skjule, i takt med at ikke kun officielle notater fra officielle møder, men også private sms’er og e-mail er blevet offentliggjort. Afsløringerne har til tider været dybt pinlige – som da kulturminister Jeremy Hunt i en sms kaldte Murdoch-lobbyist Frederic Michel for ’daddy’ og ’mon ami’, eller som da Rebekah Brooks afslørede, at Cameron afsluttede sine sms’er med ’LOL’, indtil hun fortalte ham, at det ikke kun betød lots of love, men i tekstsprog oftest stod for laugh out loud.

Hvad der er mere alvorligt, er, at høringen har tegnet et overordnet billede af en medgørlig politisk klasse, der vil gøre næsten hvad som helst for at stå på god fod med Murdoch-imperiet. Det mest ekstreme eksempel var måske Tony Blairs ’sviptur’ til Australien forud for valget i 1997 for at bejle til Rupert Murdoch om hans støtte (som han fik). For de konservative har en af de mest alvorlige afsløringer været af, hvordan topministre fra Hunt til finansminister George Osborne har udtrykt åbenlys støtte for Murdochs overtagelse af aktiemajoriteten i satellitstationen BSkyB.

Det er blandt andet sidstnævnte, Cameron i dag skal svare på spørgsmål om, når han møder op til den anden store høring, briterne har været vidne til i de seneste år. Sammen med de særlige parlamentskomitéhøringer – hvor tværpolitiske komiteer har ret til at indkalde politikere såvel som embedsmænd og den øvrige offentlighed som vidner – er Leveson- og den tidligere Irakhøring i de seneste år blevet ’den britiske måde’ at kulegrave problemer i toppen af samfundet på.

Mens premierministeren har magten til at nedsætte – eller nægte at nedsætte – høringer, kan han ikke forhindre parlamentskomiteerne i at kulegrave en sag. Og i det aktuelle tilfælde har Cameron reelt ikke haft andet valg end at nedsætte en høring, efter at kulturkomiteen gennem flere års arbejde påviste, at der var mere i aflytningssagen hos News of the World, end hvad Murdoch og hans folk havde påstået. At høringen er yderst skadelig for det konservative parti og for Cameron selv, viser blot, hvor godt systemet virker.

Briterne har med parlamentskomiteerne som det centrale omdrejningspunkt en høringsinstitution, der konstant kontrollerer, at selv de mest magtfulde i landet spiller efter reglerne. Et system, som de danske socialdemokrater og SF forud for valget, der bragte dem til magten, var inspireret af og begejstret for som et redskab, der kunne sikre good governance under en flertalsregering. Siden denne flertalsregering har skiftet farve, er en sådan kontrolinstans imidlertid blevet afvist med så besynderligt et argument som, at oppositionen ikke er moden nok til at varetage ansvaret.

Når Cameron i dag møder op til Leveson-høringen, vil han måske ønske, at han havde tænkt på det argument – om end det er tvivlsomt, at han var nået ret langt med det.

Sandheden er, at han ikke havde behøvet at nedsætte en så omfattende høring, men han gjorde det alligevel på trods af, at det stod klart, at det ville blive en grim omgang for begge de store britiske partier.

Det ville være klædeligt, hvis den danske regering turde udvise samme mod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her