Leder

Hvor er visionen, Østergaard?

7. januar 2013

Regeringen vil spare to milliarder kroner på en SU-reform. Det er også noget nær det eneste konkrete, vi har hørt om den kommende ’omlægning’ af uddannelsesstøtten, som reformen omtales af Socialdemokraternes uddannelsesordfører. Den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, kan måske hente lidt inspiration hos ministerkollegaen Mette Frederiksen (S), der i søndagens udgave af Jyllands-Posten forklarer, hvad den politiske vision er med en anden af regeringens bebudede reformer: kontanthjælpsreformen. Målet med den er at forhindre kommende generationer i at blive fanget på de laveste ydelser, en livsform, som desværre alt for ofte går i arv fra forældre til børn. Hvis man dermed også sparer penge, er det naturligvis et gode. Men det kan aldrig blive det eneste formål med en reform, forstår man på beskæftigelsesministeren, der behændigt undgår at sætte tal på, men samtidig lægger afstand til Venstres ønske om at spare tre milliarder på kontanthjælpen.

Om SU’en ved vi, at det handler om at få unge hurtigere gennem systemet for at forfølge regeringens målsætning om at øge arbejdsudbuddet og få flere skatteindtægter. Men det er fattigt, hvis en reform med store konsekvenser for et komplekst støttesystem kun skal handle om finansiering. Især med en regering ved roret, der har gjort uddannelse til sit største fremadrettede projekt. Hvordan vil ministeren hjælpe flere igennem på hurtigere tid og med et højere kvalitetsniveau?

Hvilke snubletråde skal fjernes for at hjælpe hvilke typer studerende? Skal fokus flyttes fra akademikernes børn, der bliver født med en uddannelse snarere end en sølvske i munden til de mere uddannelsesfremmede grupper? Skal regnedrengene i Finansministeriet, der ikke anerkender bløde tiltag, bestemme, hvordan man når frem til de to milliarder? Eller tør du selv sætte dig for bordenden, Østergaard, og vise, at radikal politik handler om mere end øget arbejdsudbud? meth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu