Leder

Velfærdsturisme?

Indland
9. september 2014

Danske politikere har fundet ny næring til frygten for, at flere udlændinge vil søge mod Danmark. I gårsdagens Berlingske advarede flere politikere om følgerne af, at den svenske regering forventer at give opholdstilladelse til et stort antal asylansøgere fra primært Syrien inden for de kommende år. Og med lidt kreativ snilde kan man forestille sig, at disse ansøgere får asyl og derefter svensk statsborgerskab og så kan rejse frit til Danmark.

I alt kan der komme op mod 340.000 asyl-ansøgere til Sverige inden for de næste fire år. Sådan lyder de seneste prognoser, der er kommet frem under den verserende valgkamp i landet. Justitsminister Karen Hækkerup (S) udtalte til Berlingske, at den danske regering »aldrig vil tillade, at noget tilsvarende sker herhjemme«, og hun tilføjede, at hvis »der bliver en slags velfærdsturisme, så må vi selvfølgelig snakke med svenskerne om det og finde en løsning«.

Tidligere har ministeren i en pressemeddelelse om asylansøgere fra Syrien ellers udtrykt sin tilfredshed med, at de stramme danske udlændingeregler virker som »et bolværk« imod syriske asylansøgere, der derfor »tager til vores nabolande«. Men nu mener hun altså, at også dén løsning kan vise sig problematisk.

Man må forbløffes over afstumpetheden hos den danske justitsminister i forhold til ofrene for den syriske flygtningekatastrofe. Hun ser helst, at de bliver holdt ude af landet, og når andre lande tager imod dem, kan det i hendes optik også blive et problem – fordi nogle af dem senere kunne finde på at tage til Danmark.

Ministerens valg af metaforer som »bolværk« og »velfærdsturisme« accentuerer blot forråelsen. Ikke så underligt, at Sveriges borgerlige statsminister, Fredrik Reinfeldt, afviste at udtale sig om kritikken fra Danmark med henvisning til, at den slags indblanding i andre landes valgkamp er »uhørt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her