Læsetid 2 min.

En pæn, ren himmel

LEDER
29. september 2016

Med års forsinkelse får offentligheden nu lov til at se det maleri af den danske krigsindsats i Libyen, som Simone Aaberg Kærn fik afvist af Det Nationalhistoriske Museum og Forsvaret.

Det er et voldsomt maleri, der henover syv meter portrætterer bagbundne lig, kaos og ødelæggelse stillet op over for det rene, ordnede billede, som de danske jægerfly oplevede i luften over Libyen.

Maleriet kæder de to virkeligheder sammen, ikke som en anklage mod den danske indsats, men som en konstatering af, at de var en del af samme krig.

Det var Forsvaret selv, der i sin tid bestilte bataljemaleriet.

Men de første skitser af krigens kaos faldt uden for den fortælling, Forsvaret selv havde forestillet sig om den »jo egentlig ret lykkelige historie«, som generalmajor Per Ludvigsen kaldte Libyen. Han ville hellere se folket, der rejste sig mod tyrannen, eller flyenes hurtige, effektive indsats, der til sidst førte til folkets frihed.

Læs også: De pæne historier om krigen dækker ikke længere

I stedet fik Forsvaret en anden maler, Peter Carlsen, til at udføre arbejdet. Ved præsentationen i 2014 kaldte en af de piloter, der selv var med på missionen i Libyen, resultatet for »en blank, pæn og ren himmel«, der præcist afspejler piloternes distance til virkeligheden på jorden.

De vidste, at der for enden af den sorte røgsky var mennesker, der led, men de kunne hverken se eller lugte dem. Kun et dødningehoved kan anes på maleriet, som »et memento mori, som skal minde os om, at krig kræver ofre«, som Peter Carlsen sagde til Weekendavisen.

Hans formål var altså det samme som Simone Aaberg Kærns, men forskellene i balance og virkemidler skal nok findes i, at hun selv tog til Libyen for at opleve resultatet af de danske bomber, mens han foretog sin research på flyvestationerne i Jylland.

Det paradoksale er, at vi nu kan se, at Simone Aaberg Kærn faktisk gav Forsvaret, hvad de bad om. Hun viser folkets mudrede kamp mod tyrannen og det kaos af frihed – og magtvakuum – som de effektive danske bombetogter var med til at skabe.

Det kan godt være, det ikke ligner en lykkelig historie, men hvornår har krig nogensinde været det? Krig er grimt, og hvis Forsvaret undertrykker den del af billedet, undertrykkes også diskussionen af, hvordan vi bedst går i krig en anden gang. Nogle gange er krig nødvendigt, men den er aldrig pæn og ren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Hans Larsen, Steen Sohn, Niels Nielsen og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

Det virker som en skandale, at forsvaret vil bestemme et bestilt billedes indhold.
Den 'lykkelige historie' generalmajoren vil have fremstillet, er jo reelt ødelæggelsen af et land, der efter omstændighederne fungerede - og som nu regeres af rivaliserende regeringer og terrorgrupper, der spreder død og ødelæggelse og sender mishandlede bådflygtninge over Middelhavet.