Leder

Politik, der radikaliserer

12. september 2016

Med korte intervaller strammer politikerne udlændingereglerne. De vil beskytte Danmark mod flygtningemasserne, forklarer de.

Men de løber også en risiko i deres forsøg på at forsvare landet. Således advarede forskere og to tidligere PET-chefer i lørdagens Information om, at udlændingestramninger kan have en radikaliserende effekt.

De vurderer, at islamister kan bruge stramningerne i en fortælling om undertrykkelse af muslimer og på den måde få andre til at slutte op om deres sag.

Terrorforskeren Milan Obaidi fremhæver smykkeloven, integrationsydelsen og udskydelse af retten til familiesammenføring som eksempler på stramninger, der kan misbruges af ekstremistiske grupper. 

Pointen er beslægtet med justitsminister Søren Pinds advarsel om, at hadsk retorik på den yderste højrefløj kan fremme såvel islamisters som højreekstremisters sag.

Læs også:Forskere: Udlængestramninger bidrager til polarisering

Men det, eksperterne nu påpeger, er mere ømtåleligt for Søren Pind: At hans egen regerings politik kan være radikaliserende, og at det ikke handler om retorikken.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, i Information afviser, at stramninger har nogen væsentlig betydning i forhold til radikalisering.

Det er vanskeligt ikke at mistænke Marcus Knuth for at være uenig i eksperternes udsagn, fordi det nu engang er hans partis politik at fortsætte stramningerne.

Anderledes forholder det sig med DF’s Martin Henriksen. Hans parti arbejder om nogen for en strammere udlændingepolitik.

Alligevel anerkender han, at stramninger kan være radikaliserende, og fortæller, at han selv har hørt fra unge muslimer, at den hårde udlændingepolitik får dem til at føle sig ekskluderede. Det ændrer bare ikke ved hans partis politik.

Der er gode grunde til at være kritisk over for den stadig barskere udlændingepolitik. Men frygten for, at den kan gøre folk til terrorister, er ikke en af dem.

Det gangbare argument imod en stramning som udskydelsen af retten til familiesammenføring er således ikke, at den kan radikalisere folk.

Det er, at flygtninge fra Syrien ikke kan få deres familie ud af det krigshærgede land eller dets nærområder, og at eksperter er enige om, at reglen er i strid med menneskerettighederne.

Vi må insistere på at føre den politik, et demokratisk flertal finder rigtig. Det har Martin Henriksen ret i. Og hvis den politik er urimelig over for bestemte grupper, må det i sig selv være et argument imod den – ikke at den kan få nogen til at gribe til yderligheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Fra leder:
"Vi må insistere på at føre den politik, et demokratisk flertal finder rigtig. Det har Martin Henriksen ret i."

Hvad det mere precist, at det betyder, "Vi må insistere på at føre den politik, et demokratisk flertal finder rigtig?

I en retsstat er der lighed for loven, hvor også mindretals interesser beskyttes, men demokratiet er naturligvis ikke det samme som retsstat, den racistiske politiske fløj i Danmark har muligvis demokratisk flertal, hvorfor som omtalt i lederen, hvad det har af betydning for de flygtende syrere med deres børn på armen fra krig er ligegyldig, for som DF’s Martin Henriksen påpeger, det har ingen indflydelse har på flertallets ret og "det ændrer bare ikke ved hans partis politik".

Det muligvis allerede danske demokratisk valgte politiske racistiske flertal, er så at sige, selvradikaliseret imod en dansk retsstat, at skulle tage stilling til for dem petitesser som menneskerettigheder, frihedsrettigheder, fx ytringsfrihed, foreningsfrihed samt, at mindretals interesser beskyttes, det er nu uden retsstat, reduceret til en flertals beslutning om, hvem der er omfattet af sådanne rettigheder, hvis nogen overhoved er omfattet.

Denne politiske afstandtagen til retsstat, har medført en stigende nymoralisme blandt selvradikaliseret politiske racister i Danmark, men også i de øvrige lande i Europa, der i stigende antal, ligeledes har forladt tanken om en retsstat, hvilket naturligvis har langt mere vidtgående konsekvenser, hvor politisk opildning til vold, i dag og mange gange tidligere i historien, har indgået i Danmarks og Europas demokratiske folkestyres valgte politik, hvilket er beskrevet i følgende citat:

"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.
Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare.
Disse metoder fungerer i ethvert land."

Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.

Jens Kofoed, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Mads Berg, Christel Gruner-Olesen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

En kritisk analyse af baggrunden for regeringens udlændingepolitik, som det meste af Folketinget står bag, mangler stadig.

"Vi må insistere på at føre den politik, et demokratisk flertal finder rigtig."

Ikke når den lovgivende, folkevalgte forsamling blev valgt som to næsten lige store blokke med modsatrettede holdninger, men får meget ensartede holdninger, når den samles, eller når begrundelsen for den førte politik ikke har ret meget med det omgivne samfund at gøre. I så fald er der god grund til skepsis mod et demokratisk flertal.

"Men frygten for, at den kan gøre folk til terrorister, er ikke en af dem."

Det burde give anledning til selvransagelse, hvis den førte politik og ikke mindst begrundelsen for den kan gøre et helt folk til terrorister. Det kan bemærkes, at Søren Pind i princippet taler om 5 mio. danskere, når vi antager, børn ikke kan radikaliseres. I hvert fald føler jeg mig radikaliseret af de historier om muslimer og udlændingepolitik, danske medier bringer flere gange dagligt, og jeg ser ikke engang debatter på tv.

jan henrik wegener

Hvis man ændrer politik kun for at "undgå radikalisering", kan vi andre spørge os selv om det kan være en "bagdør", hvor noget der ligner "beskyttelsespenge" blot uden penge men med andre indrømmelser kan komme ind? I værste fald en holdning udadtil, hvor omverdenen får indtryk af at hvis man presser citronen tilstrækkelig hårdt skal saften nok komme ud!

Børge Rahbech Jensen

jan henrik wegener:

"I værste fald en holdning udadtil, hvor omverdenen får indtryk af at hvis man presser citronen tilstrækkelig hårdt skal saften nok komme ud!"

Det indtryk blev skabt for mange år siden, og bekræftes næsten dagligt. Aktuelt har Daesh fået stor succes især i Danmark med udbredelse af ikke bare sin egen fortolkning af Islam men også sin tanke om en konflikt mellem Islam og vestlig kultur. Faktisk er det uklart, om Daesh' ideologi opstod i Danmark, før Daesh blev dannet.

I forbindelse med en kort debat på Twitter kiggede jeg lige på nyheder fra Frankrig. Der var nyheder om nogle kvinder, der var anholdt efter en mulig forberedelse af et terrorangreb i Paris, men ingen politiske reaktioner. Det modsatte kan ses i danske medier: Ingen anholdelser men mange politiske reaktioner, hvor udgangspunktet er en konflikt med Islam, som også Daesh er eksponent for. Mens ønsker om udvisning af alle muslimer er udbredte i danske medier, fandt jeg umiddelbart kun den holdning i franske medier, at der fortsat skal være plads til muslimer i Frankrig.
De forskelle er tankevækkende i lyset af, Frankrig har været udsat for langt flere terrorangreb med langt flere ofre, end Danmark har. Hvilken citron presses for hvilken saft?

Børge Rahbech Jensen

Peter Hoffmeyer:

"(...) eller bevædnede soldater i gaderne - for at opnå en tilstrækkelig civil frygt-"

Sidst, jeg besøgte Belgien kortvarigt, så jeg soldater på en stor jernbanestation men ingen civil frygt. Civil frygt oplever jeg mest i Danmark, hvor den endda mest er rettet mod politiet og militæret, og anholdelse af mistænkte terrorister i andre lande bidrager til frygt.
Det kan også konstateres, at billeder af lidelse skaber krav om vestlige indgreb, hver eneste gang de udbredes. Det har ikke ændret sig siden Vietnamkrigen i 70erne.

Peter Hoffmeyer

Børge Rahbech Jensen,
Måske jeg konkluderer en forkert årsagssammenhæng, men som jeg ser det må civil frygt opfattes som den primære faktor, i forbindelse med de seneste årtiers radikale indskrænkning af normale demokratiske rettigheder og normer, til fordel for (illusionen om)øget sikkerhed.

Kære Philip B . Johnsen (kl 01.01)

Den almindelige typiske dansker kan både læse og skrive og er generelt velorienteret.

Så der er næppe nogen fare for, at politiske/religiøse demagoger kan vildlede det store flertal af den danske befolkning ved hjælp af billige reklametricks og hadske vendinger..

Og hvis man mener/tror noget andet end flertallet, så er det selvfølgeligt ærgerligt - men det betyder ikke , at flertallet er blevet vildført , og derfor bør "reddes fra sig selv" (med magt ?) af den klogere (elitære?) minoritet .

Demokrati/ folkestyre er ikke ensbetydende med rigtige beslutninger hver gang -
men ikke-demokratiske styreformer vil hen ad vejen generere stribevis af forkerte beslutninger og stadig stigende undertrykkelse.

I øvrigt , så kan pæne mennesker vel aldrig undgå at "radikalisere"/irritere/ærgre en modstander, når der siges fra og foden sættes ned .

Bøllen i skolegården bliver også "radikaliseret" , når de pæne slår sig sammen og giver igen .

De pæne mennesker slå sig i øvrigt ofte sammen for at forsvare sig - bare tænk på vores fagforeninger og alle de NGO'er, der kæmper for en sag - det er da bare fint ???

Børge Rahbech Jensen

Peter Hoffmeyer: Du ser nok den årsagssammenhæng, du er opdraget til at se. Jeg ved ikke, hvilke demokratiske rettigheder og normer, du tænker på. Mig bekendt er fx. privatliv ikke en demokratisk rettighed. Som jeg ser det, er det ikke overvågning eller soldaterne i gaderne men din tankegang, der har til formål at skabe frygt. Demokratiske rettigheder giver frihed til handlinger, som ikke straffes, selv hvis de opdages. Angst for overvågning eller soldater i gaderne giver kun mening, hvis demokratiske rettigheder og normer ikke eksisterer. Den er da også mest begrundet med mistillid til politi og militær.

---------
Robert Kroll: "Den almindelige typiske dansker kan både læse og skrive og er generelt velorienteret."

Ja, men spørgsmålet er så, hvad vi er velorienteret om. Det er også ligegyldigt, når det er Folketinget, der kaldes et demokratisk flertal, og Folketinget stort set er isoleret fra det omgivne samfund. Når de store, landsdækkende medier formidler de samme budskaber og gør det hver eneste dag, er den almindelige typiske dansker sårbar mod politiske demagoger.

"Bøllen i skolegården bliver også "radikaliseret" , når de pæne slår sig sammen og giver igen. "

Der er også andre i skolegården, og de pæne, der står sig sammen, er ofte værre end bøllen. Faktisk kan det konstateres i det danske samfund, at nogle af de, der var bøller for 15 år siden, nu respekteres som pæne mennesker.
Det store flertal kaldes til tider det tavse flertal. En alvorlig risiko for radikalisering består i, at bøllens ideologi fremstår som den bedste og mest udbredte. I skolegården kan det være tilfældet, hvis skolens undervisning og ledelse støtter bøllen.

Såvel fagbevægelsen som mange NGO'er, der kømper for en sag, optræder jævnligt som bøller, og fagbevægelsens holdninger er ofte uklare eller variable. Tilsyneladende stræber både fagbevægelse og NGO'er mest efter penge og magt.

Børge Rahbech Jensen

Peter Hoffmeyer: Hvad er nu det for en retorik, du er ude i?

En generel mistillid til autoriteter af næsten enhver afskygning kan kun være egnet til skabelse af frygt. Den fungerer dog ikke, hvis mistilliden omfatter autoriteter af enhver afskygning. De, der formidler mistillid til politi og militær, er selv autoriteter, hvis andre støtter deres holdninger.

Formuleringen om kompromisløse krav om saglige forklaringer giver ingen mening. For det meste kræves netop ikke saglige forklaringer men kun bekræftelse af eksisterende holdninger. I mange tilfælde ligner krav som de skitserede mest om en måde at få støtte til egne holdninger eller undgå andre emner. Det er ikke demokratisk. Tværtimod fungerer det mest som angreb på demokratiet.

Det er ikke engang det værste. Værre er, at modstanden mod fx. soldater i gaderne eller overvågning fortrinsvis begrundes med nogle fantasier, som samfundet ikke burde inddrages i, og det er skræmmende, nogle med indflydelse på samfundet kan have. Hvad er det for en tankegang, at soldater pludselig begynder at skyde, fordi de står eller går rundt i gaderne med geværer? Hvad er det for en tankegang, at politiets overvågningsbilleder bliver stjålet af hackere og misbrugt, mens det tages for givet, at almindelige borgere ikke misbruger egne fotos, observationer o.lign.?

Det er ikke engang mit største problem med bekymring om overvågning, som intet har med denne artikel at gøre. Det er værre, at bekymring om overvågning også omfatter de informationer, der kan bruges til kontrol af betalinger og telefonregninger. Det ligner et ønske om beskyttelse af svindel eller manglende betalinger. Det er ikke rart, hvis nogle, der har indflydelse på samfundet, har de ønsker.

Personligt er jeg i øvrigt mere bange for at blive væk end blive overvåget, og er bevidst om, at for meget privatliv ikke er ønskværdigt. For mig er privatliv primært det, der er og sker i mit eget hjem, uden det formidles elektronisk. Mennesker som jeg, der bor alene og meget sjældent for besøg, har meget privatliv, men det, der deles fx. på sociale medier, er ikke privat.

jan henrik wegener

Børge Rahbech Jensen: Det spørgsmål jeg vil stille er om der ikke en politik som forsøger at komme "radikalisering" i forkøbet ved en form for imødekommenhed ligger indbygget en risiko for på længere sigt at opmuntre netop denne "radikalisering", og vold. Det synes jeg er et ret oplagt spørgsmål uanset o hensigten med den forebyggende imødekommenhed måtte være nok så god.

Talemåde
Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele hånden - hvis man i en sag viser den mindste smule imødekommenhed, udnytter modparten det ofte straks til sin egen (urimelige) fordel …