Leder

Paven og popsangerinden

Pave Frans’ største bedrift under besøget i Sverige var ikke at forsone katolikker og protestanter, men at blive opfattet som en repræsentant for svenske værdier
2. november 2016

Det er næsten et mirakel, at paven er blevet en populær skikkelse i Skandinavien. SVT sendte live, da ’Påve Franciskus’, som de kalder ham hinsidan, mandag og tirsdag besøgte Malmø og Lund i anledning af reformationens jubilæum.

Herhjemme fulgte medierne også opmærksomt med, mens Frans erklærede, at den splittelse mellem kristne, som Martin Luthers skrifter fremprovokerede for 500 år siden, ikke afspejler »de troendes vilje«, men snarere »historisk er blevet opretholdt af denne verdens magtmennesker«.

På sin vis er der ikke noget afgørende nyt i det budskab. Der har siden tiden efter Anden Verdenskrig, hvor Det Lutherske Verdensforbund blev dannet i Lund, været en konstant tilnærmelse mellem katolikker og protestanter, som også inspirerede den seneste store reform af katolicismen: Det Andet Vatikankoncil, 1962-65.

En af de afgørende fornyelser var, at gudstjenester verden over begyndte at blive afholdt på de lokale sprog i stedet for på latin. Nu giver Frans faktisk Luther en stor del af æren for, at Biblen er blevet udbredt gennem oversættelser:

»Luther tog et stort skridt ved at lægge Guds ord i folkets hænder,« sagde paven.

Men der er stadig den store forskel, at mens protestanter betragter den katolske kirke som et ligeværdigt trossamfund, anerkender katolikker i princippet ikke protestantismen som andet end en afvigende, ufuldgyldig form for kristendom.

Trods de forsonende og samlende ord ændrer pavens besøg hos svensken ikke for alvor på dét. Men på et andet punkt, hvor katolikker og protestanter egentlig udgør hinandens modsætninger, får besøget måske større betydning. Det handler om intet mindre end paven som mysterium.

For katolikker er han Sankt Peters efterfølger og dermed Guds stedfortræder på jord, for protestanter er han ikke andet end Roms biskop og dermed Romerkirkens overhoved.

Med denne pave er det dog anderledes. Hvor katolikkers tro ofte er medieret gennem de ritualer og autoriteter, som både er kirkens form og indhold, har protestanter potentielt et mere direkte, uformidlet forhold til Gud.

Derfor har den sydamerikanske paves populistiske opgør med troens kustoder i Vatikanet måske også gjort allerstørst indtryk blandt protestanter.

I stærkt katolske lande er der nu en tendens til at se frem imod den 80-årige paves efterfølger og allerede betragte ham som en usædvanlig parentes.

I den globale offentlighed har han derimod fået status som statsmand og superstjerne. Han har skrevet kritisk om den neoliberale verdensorden, der fortærer »alt, som står i vejen for øget profit«, og opfordret deltagerne ved det årlige World Economic Forum i Davos til at »sørge for, at menneskeheden nyder godt af rigdom og ikke styres af den«.

Samtidig har Frans forsøgt at opbløde katolicismens kønspolitiske dogmer og advaret mod den tiltagende ligegyldighed over for de mere end seks millioner flygtninge i verden:

»Han er den eneste verdensleder, der står fuldt og helt bag miljøbevægelsen,« sagde den tidligere svenske Melodi Grand Prix-deltager Malena Ernman på SVT, inden hun skulle synge for paven, og tilføjede: »Han er jo her, fordi han mener, at Sverige har den bedste flygtningepolitik, og det skal vi være stolte over og fortsætte med.«

De nordiske lande er blandt de mest sekulariserede i verden, og mange – troende som ateister – har vendt den luthersk-evangeliske folkekirke ryggen. Det ved Frans:

»Der findes kirker, der er blevet gamle og er faldet lidt i søvn, og som kun virker interesserede i at beholde den plads, de har opnået,« sagde han i et interview med den svenske teolog Ulf Jonsson.

Den katolske kirke reagerede i sin tid på reformationen med et storforbrug af billeder, og der går en lige linje fra modreformationen til den medieiscenesættelse, som i dag omgiver paven.

Den giver en global gennemslagskraft, som ingen anden præst ville kunne opnå, og er i bedre takt med tiden end den skrifttunge, inderlige og private lutheranske kultur.

Det kan måske også forklare ugens paradoksale mirakel: Det ligheds- og ligestillingsorienterede Sveriges dybe identifikation med lederen for en fundamentalt hierarkisk og kønsdiskriminerende organisation. Eller som sangerinden Ernman siger om paven:

»Han er jo bare et almindeligt menneske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu