Leder

Erdogans konstruktive luftvåben

Indland
27. april 2017

Logikken i tirsdagens tyrkiske bombardementer af mål i Nordirak og det nordlige Syrien er lige så indlysende, som den er ubehagelig: Dels vil præsident Recep Tayyip Erdogan vise sine vælgere, at deres ja til legalisering af hans præsidentielle selvstyre medfører det ’ophør af terrorisme’, han lovede op til folkeafstemningen. Dels vil han vise EU og USA, at han nu har mandat til at gøre, hvad der passer ham udenrigs- og sikkerhedspolitisk.

For så vidt angår EU – og Europarådet, der nu har sat ham under ’overvågning’ – er attituden den samme: Kritikken af Tyrkiets demokratiske underskud er ’islamofobisk racisme’ og som sådan ’helt uacceptabelt’. I den holmgang er det kun et spørgsmål om, hvem der blinker først.

Det er anderledes med USA, hvis kritik er til forhandling. Nu med kampfly. At det er første gang, Tyrkiet bomber de PKK-enheder på Sinjar-bjerget mere end 100 kilometer fra den tyrkiske grænse til Nordirak, hvor de deltager i beskyttelsen af yazidiflygtninge mod angreb fra Islamisk Stat, er til vælgerne. Men at det er første gang, den syrisk-kurdiske YPG-milits, hjørnestenen i den amerikansk støttede og bevæbnede SDF-styrke (Syrian Democratic Forces), bombes fra luften med mindst 20 YPG-militante dræbt. Det er et signal til Donald Trump.

Så vidt vides er det også første gang, det tyrkiske luftvåben har ignoreret et utvetydigt nej fra den kommandocentral i Qatar, der koordinerer USA-koalitionens luftkrig over Irak og Syrien – som Tyrkiet er medlem af. Et direkte angreb på den USA-allierede milits har hidtil været betragtet som utænkeligt. Der har været sporadiske kampe med YPG på landjorden i det nordlige Syrien, men med luftangrebet – amerikanske specialtropper var angiveligt ’ubekvemt tæt på målområdet’ – har Erdogan sendt en kontant melding til Donald Trump om det forhandlingsoplæg, han har med i mappen, når de to alfahanner mødes i Det Hvide Hus 16. maj.

Hvordan det møde spænder af, bliver interessant at følge. Hvis det overhovedet er en hemmelighed, er den temmelig offentlig, nemlig at Ankara ser de sekulære syriske kurdere som et større problem end de på sæt og vis religiøst beslægtede sunnifundamentalister i Islamisk Stat, der indtil 2015 rejste ud og ind af Tyrkiet uden problemer.

Ankara har hele tiden insisteret på, at YPG – der er den militære arm af det dominerende syrisk-kurdiske parti, PYD – er en terrororganisation i kraft af dens tætte forbindelser til PKK. For eksempel anerkender PYD og altså dermed YPG den fængslede tyrkisk-kurdiske PKK-leder Abdullah Öcalan som deres politiske overhoved.

USA, der har hårdt brug for det militært kompetente YPG som elitestyrken i det planlagte angreb på Islamisk Stats hovedby, Raqqa, henholder sig til, at YPG ikke er på nogen vestlig terrorliste og i øvrigt kun en del af den amerikansk etablerede kurdisk-arabisk-turkmenske SDF-styrke.

En udgang på mødet i Washington kan ende i en handel, hvor forretningsmanden Erdogan afstår fra flere angreb på USA’s allierede i Syrien og opgiver kravet om deltagelse i erobringen af Raqqa til gengæld for forretningsmanden Trumps udlevering af den eksilerede prædikant, Fethullah Gülen, der anklages for at stå bag det mislykkede kup 15. juli sidste år. Det har dog hidtil har været afvist også af Trump-administrationen på grund af mangel på håndfaste beviser.

En mere sandsynlig handel er løsladelse af en tyrkisk-iransk forretningsmand, Reza Zarrab, fra en fængselscelle på Manhattan. Zarrab sidder arresteret, sigtet for at have bistået Iran med at omgå de daværende USA- og FN-sanktioner, herunder import af sanktionsramt iransk olie til Tyrkiet mod betaling i guldbarrer. Zarrab er i det hele taget kulørt – han var blandt de anholdte, da tyrkisk politi i december 2013 slog til i en korruptionssag, der havde snore helt ind i regeringen og Erdogans nære familie.

The New York Times kunne i sidste uge fortælle, at Donald Trumps politiske stand in, New Yorks tidligere borgmester, Rudolph Giuliani, og en anden prominent advokat, Michael Mukasey, i februar mødtes med Erdogan i Ankara på vegne af deres klient, Reza Zarrab. Formålet var at søge en ’stat til stat-løsning’, der kunne indebære ’tyrkisk fremme af USA’s interesser i regionen’.

Ifølge Mukaseys forsigtige formulering ’forbliver begge regeringer åbne over for at nå til en mulighed for en aftale’. Således kan et luftvåben også bruges konstruktivt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Casper Fryd Rækjær

Fin analyse af Tyrkiets seneste optrapning i Syrien og Irak. Jeg mener dog ikke, man skal underkende den mere militære vinkel. Med folkeafstemningen fik Erdogan mandat til at øge indsatsen mod PKK, og det gør han så. Samtidig ligger det i logisk forlængelse af den grundlæggende årsag til, at Tyrkiet overhovedet er selvstændigt aktive i Syrien og Irak - nemlig at forebygge en selvstændig, kurdisk stat eller lignende langs hele den tyrkiske grænse.

Der er altså ikke kun tale om signaler og forhandlingsudspil. Det er også et naturligt led i den tyrkiske indblanding i Syriens og Iraks konflikter. Fordi konflikten mellem Tyrkiet og PKK ikke kender landegrænser.

Casper Fryd Rækjær

Her er seneste rapport fra Crisis Group - går fint i dybden med emnet.

https://www.crisisgroup.org/middle-east-north-africa/eastern-mediterrane...