Regeringen har besluttet at tredoble gebyrerne på videnskabelige forsøg med nye lægemidler og behandling. De voldsomme gebyrstigninger vil især gå ud over den uafhængige sundhedsforskning og dermed udviklingen af det danske sundhedsvæsen, som Danske Regioner og flere forskere påpegede i Information mandag. Men ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby sker gebyrstigningerne ikke af politiske årsager, de skyldes udelukkende et krav fra Rigsrevisionen.
Rigsrevisionens kritik af Lægemiddelstyrelsen går ud på, at gebyrerne for at godkende forsøg med lægemidler ikke har dækket de reelle udgifter.
Det fører nu til, at gebyrer med kort varsel hæves, mens en række gebyrer på medicinalindustriens produktion falder eller forsvinder. Men heller ikke det sker ifølge sundhedsministeren af politiske grunde.
Hvad der til gengæld er politisk bestemt er, at Lægemiddelstyrelsen skal bruge godt seks ud af de 19 mio. kr., som gebyrstigningerne skæpper i kassen, til at nedbringe ventetiden på at få godkendt medicinske forsøg.
Det lyder jo fornuftigt nok, men det antyder, at gebyrstigninger ikke kun handler om at dække udgifter, men også om ’gratis’ at poste ekstra midler ind i en styrelse under Sundhedsministeriet.
Ligegyldigt hvad pengene skal gå til, vil de øgede gebyrer især gå ud over den frie medicinske forskning, som ikke får støtte fra medicinalindustrien. Som forskningsleder Inge Marie Svane fortalte, så risikerer hendes forskningscenter at skulle lukke ned for flere af de igangværende forsøg med T-celle-terapi, som har øget modermærkekræftpatienters chance for at overleve markant.
Det er ifølge sundhedsministeren »ekstremt ærgerligt«, hvis konsekvenserne af gebyrerne fører til dårligere behandling af kræftsyge. Det er også ekstremt nemt at give Rigsrevisionen skylden.
Uafhængig lægemiddelforskning som Inge Marie Svanes er allerede et særsyn i det danske sundhedsvæsen, selvom det primært er den, der fører til billigere og bedre behandling for patienterne.
At bortforklare beslutningen om at udhule den forskning med Rigsrevisionens regnskabsregler er at løbe fra ansvaret. Hvis der er politisk vilje til det, så kan der laves undtagelser fra reglerne, for det er nu engang ikke Rigsrevisionen, der fører sundhedspolitik, men regeringen.