Der var sagen om deling af nøgenbilleder uden samtykke i gruppen. Siden fulgte chikanerier og mobning af en ung pige med krænkende beskeder til hende, hendes forældre og organiserede klager til hendes arbejdsplads for at få hende fyret.
Der var mobning af en fysisk handicappet for hans udseende, dødstrusler mod en skolelærer og hjemmesiden kridellerkran, hvor unge piger blev udstillet og rangeret efter udseende. Der var grove jokes om forsvundne teenagere, og endelig var der organiserede trusler og chikane mod en kritisk journalist.
Facebookgruppen Offensimentum har det seneste år skabt skandale og bestyrtelse. Og i denne uge tog Facebook konsekvensen og lukkede gruppen, som havde mere end 100.000 unge medlemmer. Flere forsøg på at genetablere den under nyt navn er også blevet stoppet.
Der er meget langt fra offentligheden og mediernes reaktioner til de udtalelser fra nogle af gruppens medlemmer, som har været bragt på netmediet Format. For de unge var det et frirum, et unikt fællesskab uden politisk korrekthed og et sted, hvor den sorte og grove humor trivedes.
Det var ikke et sted, hvor man blev tvunget til at være – man skulle aktivt søge om at blive medlem, og derfor kan man argumentere for, at man måtte kunne klare mosten eller melde sig ud:
»Nu om dage skal man næsten gå med listesko for ikke at fornærme nogen. I min optik skader det ikke nogen, at man laver sjov med Peter Madsen eller Hitler i et lukket forum,« lyder det fra en bruger.
»Der er ting, der går over stregen derinde, men det er i voksnes hjerne, at det går over stregen. For os unge er det ikke over stregen,« forklarer en anden. Og jo – der var da et problem med mobning i gruppen, men derfor havde fællesskabet da stadig en masse godt at tilbyde, virker holdningen til at være.
De unge har delvist en pointe. Internettet er fyldt med idioter, der har det sjovt over ting, som mange finder dybt usmagelige, og hvis det hver gang blev et offentligt anliggende, kunne vi ikke beskæftige os med andet.
Problemet er, at konteksten omkring ytringerne kollapser, når det går fra et racistisk meme eller grove ytringer i en lukket facebookgruppe til at blive refereret i landsdækkende medier eller andre steder uden for gruppen.
Det er en svær balance. På den ene side skal der være plads til, at man kan være latterlig og grænsesøgende i en lukket gruppe – uden at hver eneste ytring skal ende på forsiden af en avis, som jo er en afgørende anden kontekst.
Offensimentums idiotiske grovheder om flere forsvundne teenagere er eksempler på elendig humor, men spørgsmålet er, om det ikke bliver mere krænkende for de pårørerende, hvis man tager det ind i den store medieoffentlighed frem for at lade det blive hos et begrænset publikum på Facebook. Det er balancer, vi stadig som offentlighed må arbejde med at finde, mens grænserne for den offentlige og private samtale kollapser omkring os.
Offensimentums store problem var dog, at medlemmerne af gruppen konstant overskred grænserne mellem den lukkede gruppe og resten af offentligheden. Chikanen, angrebene og trollingen rakte langt ud over den interne gruppe, og folk blev hængt ud og chikaneret i gruppen uden at have noget med den at gøre: Billedet af den handicappede mand blev eksempelvis taget en tilfældig dag på Holbæk Station og uploadet til facebookgruppen for at latterliggøre ham. Og da han fandt ud af, at det var der, og bad dem om at fjerne det, blev han yderligere hånet.
Det er ingen langsigtet løsning at lukke en facebookgruppe. For selv om Facebooks lukning af gruppen kan virke disciplinerende på kort sigt, vil de værste mobbere finde nye platforme. Og vi kan ikke overlade den store amerikanske koncern ansvaret for at drage grænser for disse grupper, fordi firmaets praksis om, hvad der er tilladt og ikke-tilladt virker totalt vilkårlig.
Det langsigtede arbejde for at skabe gode digitale sociale normer handler både om, at myndighederne øger indsatsen mod den groveste chikane, og at skole, forældre, venner og veninder spiller en rolle i at tage konfrontationer, når de bliver bekendt med for grænseoverskridende adfærd.
Det er ikke et problem, der findes én almen løsning på, men en lang række forskellige konflikter, hvis konkrete håndtering tilsammen kommer til at danne grundlaget for en ny kultur.
