Leder

Tyrkiet er en realpolitisk fiktion

7. september 2017

Den arabiske talemåde om, at ’hundene glammer, men karavanen drager videre’, har hidtil modsvaret realiteterne i den stedse mere betændte dialog mellem Tyrkiet og EU – specielt med unionens sværvægter, Tyskland.

I en tv-duel søndag blev kansler Angela Merkel presset af socialdemokraten Martin Schulz til at love de tyske vælgere, at hun vil afsøge EU-terrænet med henblik på at hælde Tyrkiet ned ad det europæiske bræt som ansøger til fuldt medlemskab af unionen.

Men mens tyske og tyrkiske medier svælger i bandbuller, ankommer Tyrkiets EU-minister, Ömer Celik, til det uformelle EU-udenrigsministermøde i Tallin i dag og i morgen for at snakke »bilateralt« med europæiske kolleger og EU-Kommissionens embedsmænd.

Den øvelse er han fortrolig med. Da hans chef, præsident Recep Tayyip Erdoğan, i marts kaldte Berlin-regeringen »nazistisk«, efter tyrkiske vælgermøder på tysk jord forud for folkeafstemningen i april blev blokeret, forhandlede Celik uanfægtet videre i Bruxelles om opgradering af toldunionen med EU.

Den er dog lagt på is hen over sommeren, og relationerne til Ankara har nået et punkt, hvor det tyrkiske udenrigsministerium har opgraderet rejsevejledningen til Tyrkiet med en advarsel om, at tyske statsborgere risikerer summarisk anholdelse, hvis de vover sig til landet.

Af de 55 tyske statsborgere, der er i tyrkiske fængsler, er de 12 sigtet for medlemskab af eksilprædikanten Fehtullah Gülens netværk, hvis militære medlemmer menes at stå bag det fejlslagne kupforsøg i juli sidste år.

Det var især disse anholdelser, der fik den socialdemokratiske kanslerkandidat, Martin Schulz, til under tv-duellen i søndags at ændre sit partis hidtidige kurs med et løfte om, at dersom han dannede regering efter valget 25. september, ville han afbryde EU-processen med Tyrkiet – hvilket i øvrigt ikke bare lader sig gøre, da det kræver enstemmighed blandt de 28 medlemslande, og hvor hverken Italien, Spanien eller det udgående Storbritannien menes at ville stemme for.

Men valgkampduellen, der torpederede Merkels indtil nu forsigtige linje over for de svovlende bandbuller fra præsidentpaladset i Ankara, eksponerede det svælg, der er i den fælleseuropæiske politik mellem politisk moral og realpolitik.

Dagen efter at Merkel blev fanget på det forkerte ben og afpresset valgløftet om at søge Tyrkiet smidt ud af forhandlingerne, erklærede chefen for EU’s udenrigspolitik, Federica Mogherini, på et møde i Slovenien, hvor også Tyrkiets udenrigsminister var til stede, at »vi fortsætter forhandlingerne med Tyrkiet, som er en partner i regionen på mange forskellige områder«.

Og ja, det er formelt korrekt – Tyrkiet har siden 2005 været anerkendt som fuldgyldig ansøger til EU-medlemskab. Men realiteten er, at forhandlingerne ikke har flyttet sig siden 2005. De er reelt stillet i bero, så når kansler Merkel lover, at hvis hun ikke kan opnå enstemmighed om at smide Tyrkiet ud af forhandlingerne, kan hun nok overtale et kvalificeret flertal – 16 medlemslande – til at suspendere dem. Vel vidende, at det er de sådan set allerede.

Men flygtningeaftalen, der på to år har reduceret strømmen af ulykkelige på flugt fra krig og økonomisk katastrofe fra 91.611 i 2015, 37.130 i 2016 til foreløbig 5.300 i år (ifølge en tyrkisk tænketank, SETA), har underløbet den politiske moral og etableret den realpolitiske fiktion, der har foregivet, at Tyrkiet var EU-dueligt selv om alle og enhver – ja, også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – for længst har indset, at Tyrkiet – med Merkels udtryk – »har bevæget sig væk fra et samfund med lov og ret med meget stor hastighed«. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) krævede i går ligefrem »en stopper for forhandlingerne«.

Eftersom Tyrkiet både politisk i kraft af beliggenheden som buffer mod disse års folkevandring fra syd, og økonomisk som Tysklands største og EU’s fjerdestørste eksportmarked med samhandel på 144 milliarder euro, har Erdoğans totalitære excesser været tolereret.

Og eftersom han, har det vist sig, i grunden hele tiden har været imod tyrkisk EU-medlemskab med den demokratiske regning, der følger med, har han skubbet tolerancen ud i det absurde med det formål at få EU til at blinke først og forære ham rollen som offer for »diskrimination og racisme«, som hans talsmand sagde i søndags.

Man må håbe for den halvdel af tyrkerne, der er i opposition, at det lige nu forbliver ved blinket – for smides Erdoğan ud af EU-processen, er de fordømt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Du har vist desværre ret i din konklusion - at tyrkere i opposition til Erdoğan er fordømte, hvis Tyrkiet bliver hældt ud af EU-processen.

I realiteten bliver Tyrkiet aldrig nogensinde medlem af EU, om landet så opfyldte samtlige Københavnerkriterier til punkt og prikke - om ikke andet, så vil Grækenland eller Cypern nedlægge veto, sikkert til stor lettelse for en række andre medlemslande, der så slipper for at gøre det.
Al det har Erdoğan selvfølgelig gennemskuet for længst, og tilsyneladende er han ved at modne befolkningen til den erkendelse.

Det er en modbydelig tanke, at vi smækker døren i hovedet på 80 mio ludfattige mennesker, der måtte se et demokratisk og økonomisk håb i EU; men det er altså realiteterne på Balkan.

Så i den forstand er det at foretrække, at Tyrkiet og Erdoğan giver os fingeren -
så behøver vi ikke have dårlig samvittighed.

Men den tyrkiske opposition får det hårdt.

Søren Kristensen

Broderparten af Tyrkiet ligger ikke i Europa, men i Lilleasien, så allerede der giver det ikke rigtig mening at have dem med i Den europæiske union. Hvem siger i øvrigt at det er afgørende nødvendigt at være medlem af EU, nordmændene gør fx. ikke og Norge ligger ellers indenfor grænserne både geografisk og holdningsmæssigt. Jeg synes tyrkerne skal have lov til at passe deres islamiske levevis i fred, mens vi selvfølgelig bør byde de få velkommen, der hellere vil forfølge en europæisk levevis, med alt hvad det indebærer af sekularisering og ægte demokratisk tankegang. Det vigtige er at vi ikke får alle de her samfundsundergravende mørkemænd herop, som kun er her for pengenes skyd og for at knægte vores ytringsfrihed og frisind.

Tyrkiets defacto dikatur udelukker dem af indlysende årsager fra de europæiske fællesskab. Mærketligt at vi ikke har afbrudt al handel og smidt dem ud af NATO endnu.

Spørgsmålet er vel, om det er EU eller USA, der afgør, om Tyrkiet skal optages i EU.
Tyrkiets medlemskab af NATO har jo altid været afgørende for USA, så mon der ikke findes en løsning, der gør tyrkisk medlemskab af det europæiske fællesskab muligt?

Torben Lindegaard

@Søren Kristensen

Der er lige nøjagtig ingen som helst, der siger, at det er afgørende nødvendigt at være medlem af EU.

Medlemsskab burde dog være åbent for alle europæiske ansøgerlande, der opfylder Københavnerkriterierne; men selvfølgelig er det op til det enkelte land selv at afgøre, om det ønsker at ansøge om medlemsskab.

Det bliver ikke nemmere at blive enige om noget som helst i takt med, at medlemskaren måtte vokse; men ikke desto mindre så jeg gerne både Tyrkiet, Ukraine & Georgien som EU medlemslande - selvfølgelig under den forudsætning, at de selv måtte ønske medlemsskab - for slet ikke at tale om medlemsskab for Norge & Island !!

Al det er utopiske feberfantasier - lige nu er vi travlt beskæftiget med Brexit !!