Leder

Urolighederne i Tunesien er opmuntrende, når man sammenligner med de øvrige konflikter i regionen

Syv år efter at Det Arabiske Forår ramte Tunesien, er demokrati kommet til landet. Men økonomien halter stadig bagefter. Derfor går tuneserne på gaden igen

Syv år efter at Det Arabiske Forår ramte Tunesien, er demokrati kommet til landet. Men økonomien halter stadig bagefter. Derfor går tuneserne på gaden igen

Fethi Belaid

17. januar 2018

Det er kun et par dage siden, at den tunesiske stat fejrede den revolution, der 14. januar 2011 sendte den daværende autokrat, Zine El-Abidine Ben Ali, og hans nepotistiske fætter og kusine-regime i eksil efter landsdækkende uroligheder.

Det blev begyndelsen til det såkaldte arabiske forår, som førte til regimeskifte i Egypten, Libyen og Yemen, rystede Bahrain og førte til Mellemøstens hidtil mest tragiske borgerkrig i Syrien.

I denne mosaik af kaotisk vold, der har ændret det politiske landskab i den arabiske verden, har Tunesien været fremhævet som den solstrålehistorie, der bekræftede vores vestlige forestillinger om, at det lader sig gøre at påføre et muslimsk land den protestantiske version af borgerligt demokrati.

En kvartet af institutioner – Fagbevægelsen UGTT, arbejdsgiverorganisationen UTICA, menneskerettighedsorganisationen LTDH samt den nationale advokatforening Ordre National des Avocats de Tunisie – fik Nobels Fredspris i oktober 2015, i øvrigt nogenlunde samtidig med at Tunesien fik sin ottende regering af i alt ni siden revolutionen.

Og det ville ikke undre, hvis den 42-årige Youssef Chaled, der siden august 2016 har ledet en koalitionsregering med fire partier, spændende fra islamisterne til sekulære venstreorienterede, spørger sig selv, om der er noget at fejre.

Siden 3. januar og indtil i søndags har Tunesiens største byer været rystet af protester mod hans finanslov for 2018, der indebar momsforhøjelser og prisstigninger på dagligvarer, medicin og elektricitet og brændstof kombineret med en rundbarbering af de offentlige udgifter – det hele efter aftale med Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken som betingelser for nye lån på i alt 820 millioner dollar til den trængte økonomi.

Gælden udgør i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) 70 procent, og statens budgetunderskud for sidste år var rekordhøjt på mere end seks procent af BNP. Og hverken Verdensbanken eller IMF er sentimentale långivere – de er liberalister, der vil se resultater på bundlinjen.

Demonstrationer mod politikernes indgreb

Mindst 850 mennesker er anholdt under uroligheder med plyndringer, anført af venstreorienterede partier og unge, partiløse aktivister under parolen ’Hvad venter vi på?’, men det siger også noget om Tunesien, at kun en enkelt er meldt dræbt af tåregas. Og det siger noget om den politiske samtale, at regeringen har forsøgt at imødekomme demonstranterne med en ’reformpakke’ svarende til 450 millioner danske kroner, der skal fordeles til de fattigste grupper – enlige mødre, syge og handicappede.

Om det hjælper, vil de kommende dage og uger vise – mandag og tirsdag var der forholdsvis roligt i hovedstaden Tunis, mens partierne i regeringen og udenfor diskuterer med hinanden og sig selv – således har fremtrædende politikere i det islamistiske parti Ennahda, der deltager i koalitionsregeringen, opfordret til en ’revurdering’ af den vedtagne finanslov.

De protesterende grupperinger har opmuntret af det tilsyneladende politiske vægelsind bebudet nye demonstrationer, og situationen kan ende i en ny regeringskrise.

Og dog er der belæg for at kalde urolighederne opmuntrende, når man sammenholder dem med de øvrige sociale, politiske og sekteriske konflikter i regionen. Demonstrationerne er vendt mod regeringens indgreb, men ikke mod det parlamentariske system som princip.

Holder islamister i skak

Gadekampenes brutalitet – tåregas er ikke morsomt – er nærmest en opvisning i høflige tilrettevisninger, når den sammenlignes med eksempelvis det iranske politis håndtering af tilsvarende sociale uroligheder omkring og lige efter nytår, og – vigtigst – der finder en civiliseret samtale sted mellem islamistiske og sekulære kræfter.

Der er masser af gode grunde til, at tuneserne er sure på deres ledere.

Korruption og nepotisme florerer stadig, og mangelfuld eller ingen planlægning for økonomisk udvikling af landets udkanter er på syvende år et permanent problem med deraf følgende radikalisering, og uligheden er voksende med stigende inflation, en ungdomsarbejdsløshed i nærheden af 30 procent.

I den prisme er Tunesien et næsten lige så mellemøstligt land som de øvrige – og økonomisk hårdt ramt af to voldsomme terroraktioner i 2015 mod turistmål, der næsten har nulstillet turismen.

Men når det er sagt, er der grund til at påpege, at der faktisk er noget at fejre. Tunesien er det eneste arabiske land, der har afvist sekterismen som politisk våben. Der er lommer af ekstremistiske islamister, men Ennahda-partiet, der fik flertal umiddelbart efter afsættelsen af Ben Ali og efter valget i 2014 er næststørste parti efter det sekulære Nidaa Tounes, og har rødder i Det Muslimske Broderskab, har også en intellektuelt funderet og politisk begavet leder – Rached Ghannouchi – der har forstået, at samtale er bedre end skænderi og samarbejde bedre end slagsmål, når det gælder fordeling af samfundsmagt. Og så længe islamisterne følger hans kurs, vil det ikke gå helt ad helvede til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Den nuverende regering er ikke den bedste, det viser bare at revolutionen er "une revolution bourgeoise" en borgelig revolution. Det er brug for mere vægt til befolkningen helt sikkert. Men kommer snart nyt valg i 2019, så vil vi se om folket vælger rigtig. Under alle omstændigheder, jeg mener "det arabiske forår" kan udvikler sig positiv alle steder. Den insistering har Saudier og andre i at lukke for "Al Jazeera" viser at det virker. Den nuverende regering siger at det mangler erfaring i statsstyring, det er også rigtig, der findes ikke " arkiver for demokratisk styring" i landet. I hvertfald har gjort noget for at dempe for optøjerne: der har indført gratis ret til at blive behandlet ved sygdom og andre tiltage.