Leder

Der er håb for de håbløse

Vores samfund burde have et mål om at tilbyde misbrugere, hjemløse, kriminelle og psykisk syge livskvalitet undervejs i deres behandling - i stedet for at målet blot er at få dem behandlet
5. februar 2018

I lørdagens Information beskrev professor Nanna Mik-Meyer på baggrund af 100 interview med klienter, ansatte og eksperter en række dilemmaer, der opstår i mødet mellem de allermest udsatte og velfærdsstatens institutioner:

På den ene side står systemets medarbejdere med regler, krav og tilbud om hjælp – som typisk bygger på antagelsen om, at de udsatte har viljen til at ændre på deres liv. På den anden side står misbrugere, hjemløse, kriminelle og psykisk syge, hvis liv og handlinger ikke passer ind i ideen om at komme ud på den anden side. Tværtimod træffer de håbløse, kortsigtede beslutninger, som kortslutter medarbejdernes projekt: De bruger penge på stoffer frem for husleje, drikker på opholdssteder, hvor det er forbudt, møder ikke op på jobcentret og får derfor inddraget deres ydelser.

Resultatet er, at de cykler rundt i systemet, kun drypvis får hjælp og sjældent ændrer deres liv til det bedre. Og det skyldes ifølge Mik Meyer blandt andet, at medarbejdere og institutioner møder dem med et mantra om, at alle kan tage ansvar for eget liv. Ingen er håbløse. De opfører sig bare sådan.

En måde at løse dilemmaet på kunne være at opbygge indsatsen om noget andet end drømmen om et liv uden stoffer, kriminalitet og hjemløshed. At være ærlig omkring, at mennesker med komplekse problemer sjældent kommer ud på den anden side. At de måske hverken magter eller har lyst til at tage imod samfundets tilbud. Og at sanktioner og krav for nogle ikke fører til andet end et dårligere liv.

Det kræver blandt andet et opgør med ideen om, at problemerne og dermed socialhjælpen er noget midlertidigt, som velfærdssamfundet tilbyder, indtil borgeren har taget sig sammen. Og at man i stedet møder udsatte borgere med rummelighed. En tilgang, som faktisk det seneste årti er vundet stadigt mere frem i det sociale arbejde på mange niveauer. Af eksempler kan nævnes skæve boliger i de større byer, plejehjem for mennesker med et alkohol- eller stofmisbrug samt tilbuddet om lægeordineret heroin og indsatsen med socialsygeplejersker på en række hospitaler.

Her opgiver man ikke håbet om forandring, hvis det findes hos en klient. Det er bare ikke selve udgangspunktet eller slutmålet. Målet er livskvalitet undervejs. Den slags burde vi som samfund tilbyde meget mere af. Det er nemlig ikke spor håbløst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
Lillian Larsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Man bør altid møde mennesker hvor de er, istedet for hvor man ønsker de skal hen. Måske kan de hjælpe sig selv, måske ikke. Men udgangspunktet må være deres eget liv, og accept af at det kun er folk selv, der ved hvad de behøver. Der skal være en hånd at gribe, men det nytter ikke at den hånd tager hele armen i forsøget på at 'kurere'.

Lillian Larsen, Karsten Lundsby, Trond Meiring, Steffen Gliese og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

05/feb/2018
Hej Eva Schwanenflügel,
ja, jeg er helt enig med dig :-) ...

Jeg har som gestaltterapeut 30 års erfaring
med at hjælpe mennesker videre i livet.

Det handler først og fremmest om at møde
den pågældende med:

Opmærksomhed, Accept, Respekt og Anerkendelse :-) ...

Og derefter at spørge vedkommende:

Hvad vil du gerne opnå,
og
hvad vil du gerne undgå ?

Og så tage den stille og roligt derfra, på den rette
gradient, det vil sige: ét lille trin af gangen :-)...

En session hver uge, gerne to sessions hver uge :-) ...

Nå, nu skal jeg vist ikke fortabe mig i mit arbejde :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Karsten Lundsby, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Først skal man vel blive ENIGE om, system-repræsentant og borger imellem, hvad de kan bruge hjælp til.
For systemrepræsentanten handler det om at få borgerne krydset af på tjeklisten,ud på arbejdsmarkedet, og selvforsørgende på kortest mulig tid og omkostning
For udsatte borgere er det nok ikke lige det mest presserende problem.

Hvis dagsorden er det, der er mest vigtig?

Lillian Larsen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

De, der skilles ud er et resultat af opvæksten, barndommen og ungdommen. De bliver psykisk ude af stand til at sørge for sig selv som individer på grund af forældrenes situation og deres negative påvirkning af deres afkom.
Senest mulighed for indgriben er start i skolen, hvor individet skal sikres et individuelt selvværd.
Det er lærens delvise opgave og så kunne man udpege elever som 'mentale' ordensdukse' der med støtte udefra sørger for en opførsel i klassen, der skaber sammenhold for alle i klassen, herunder hård bekæmpelse af mobning.
Har senest erfaret at julemærkehjemmene har forstået situationen.
Tænk, hvis vi istedet for aktuelle og kommende 'fejltyper' kan udvikle selvstændige individer til et liv.

Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar