Modsatte råd undergraver tilliden til Kammeradvokaten

Fint lyder navnet: Kammeradvokaten. Det stammer helt tilbage fra enevælden, hvor kongen udnævnte en advokat for statskassen, som var ’kongens kammer’.

I vore dage er Kammeradvokaten et firma, der har en kontrakt om at yde advokatbistand, herunder juridisk rådgivning, til centraladministrationen. Det er utroværdigt, hvis disse råd ikke bygger på nøgtern jura, men på, hvad en regering helst vil høre.

Denne avis har i denne uge kunnet fortælle om en opsigtsvækkende sag, hvor Kammeradvokaten med blot 14 måneders mellemrum har afgivet to ganske modsatrettede juridiske vurderinger.

Det handler om oliemilliarder fra Nordsøen. I august 2017 solgte Mærsk sin eneret på indvinding for 47 milliarder kr. til det franske selskab Total. Tilbage i 2016 havde Kammeradvokaten vurderet, at det skattestop frem til 2042, som staten i 2003 lovede Mærsk i en såkaldt kompensationsaftale, ikke uden videre fulgte med eneretten, såfremt et andet selskab tog over. Det krævede tværtimod ministerens samtykke, og vilkårene for dette samtykke kunne gøres til genstand for en forhandling.

I december 2017 – efter salget – kiggede Kammeradvokaten atter på spørgsmålet. Minsandten om ikke Kammeradvokaten derefter nåede frem til, at Total »uden videre« indtræder i kompensationsaftalen og sammen med eneretten overtager skattestoppet frem til 2042.

I et svar til Folketinget vil energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) nu have medlemmerne til at tro, at forskellen på Kammeradvokatens to vurderinger skyldes, at den første var »teoretisk«, mens den anden er »en efterfølgende nøje vurdering af det samlede aftalekompleks«.

Ikke underligt, at flere fagfolk og politikere finder forløbet ejendommeligt. Det rejser under alle omstændigheder spørgsmålet: Hvad kan og bør Kammeradvokaten bruges til? Kammeradvokaten modtager sit honorar for at varetage regeringens interesser.

Derfor bør Folketinget forlange, at juridiske vurderinger, som tinget bruger til at træffe afgørelser – f.eks. aftaler om indvindingsrettigheder – bliver foretaget af en uafhængigt juridisk instans. Problemstillingen – at regeringen misbruger sit monopol på at skaffe oplysninger og vurderinger i store sager – er desværre ikke ny. Det er på tide at bryde det monopol.